Book tid
Når den ene pludselig lukker ned midt i konflikten, opleves det ofte af den anden som ligegyldighed, kølig ignorance eller et forsøg på at straffe med tavshed. Det virker umuligt at trænge igennem panseret og nå ind til den anden, hvilket kan udløse voldsomme og overvældende følelser og mærkes som ensomhed, afvisning og svigt.
Selvom der ofte gemmer sig smerte, usikkerhed eller frygt bag reaktionen, kommer den sjældent til udtryk på den måde. I stedet viser den sig ofte som frustration, vrede eller kritik. Jo mere tavs og fjern den ene bliver, des mere skruer den anden op for volumen. Tonen bliver højere, angrebene mere personlige og ultimatummer endnu hårdere. Ofte er det et forsøg på at genetablere kontakten ved at fremkalde en reaktion hos den anden. Men måden der forsøges at skabe kontakt på, ender ofte med det modsatte – mere tavshed og mere Stonewalling. Og måden konflikten forsøges tiet væk, ender ofte blot med mere konflikt.
Der kan naturligvis være mange årsager til at der lukkes ned for kontakten, ligesom det kan være en mere eller mindre bevidst handling. Det er imidlertid snarere undtagelsen end reglen. Stonewalling er altså yderst sjældent med en bevidst intention om at såre den anden, ligesom det heller ikke er et bevidst valg, at de reagerer som de gør. Det er automatreaktioner, når nervesystemet går i alarmberedskab, og forsøger at kæmpe og forsvare sig. Den ene føler sig måske angrebet, forkert eller utilstrækkelig og den anden måske forladt, overflødig eller svigtet. Den enes måde at kæmpe eller forsvare sig på, sætter den andens nervesystem i alarmberedskab. Og den ene synes måske den andens måde at reagere på, er forkert, for meget eller for lidt.
Selvom det i situationen kan virke som, at den anden gør det bevidst for at straffe eller såre, er det altså ikke noget, de gør mod hinanden. Det er noget, der bliver vækket og aktiveret i dem, på baggrund af den måde, de automatisk reagerer og forsøger at beskytte sig på, når deres indre alarmsystem går i gang. Når den ene fx mærker angsten for at miste kontakten, og den anden måske mærker frygten for at blive angrebet.
Når nervesystemet registrerer noget, der opfattes som en trussel, går det i alarmberedskab. Det kan være et bestemt ansigtsudtryk eller mangel på mimik, en bestemt kropsholdning, måden den anden bevæger sig på, tonen og stemmelejet, og særligt fraværet af tryg kontakt som fx et kram eller et kærligt smil. Kroppen reagerer på alle disse informationer, hurtigere end vi kan nå at tænke os om.
Så kan man med sin logik og fornuft mene, at det er tåbeligt, eller at det er en overreaktion. Og det er det vel på sin vis også. Ligesom det også er tåbeligt at være bange for edderkopper i Danmark. Kroppen vil for de fleste reagere, som om de er farlige. Kan man bare vælge at lade være med at være bange for dem? Sjældent ved at få at vide at man overreagerer, er hysterisk eller bare skal tage sig sammen. Men sandsynligvis ved at blive mere bevidst og opmærksom, og langsomt lade kroppen opdage, at den ikke er farlig.
Netop fordi vi reagerer så hurtigt, får vi ikke mulighed for at orientere os eller skabe mening i det, der sker. Når angsten bliver for overvældende, reagerer kroppen med nedlukning og nogle gange dissociation eller frys-response – som den anden oplever som stonewalling. Det er en måde kroppen forsøger at beskytte sig på, fordi det føles alt for overvældende, og altså ikke i nærheden af at ‘være ligeglad’ eller en måde at straffe den anden på.
Ligesom – med modsat fortegn – når den ene skruer op for volumen, er det næppe for at såre den anden, men et forsøg på at få kontakt, fordi tavsheden opleves som overvældende utryg.
Ovenstående kan ofte blive et mønster, hvor konflikterne gradvist spidser til. Konflikterne vil typisk med tiden mærkes som voldsomt overvældende og begge parter oplever at bruge mere og mere energi på at undgå disse konflikter.
De går ofte rundt i en konstant alarmtilstand og forsøger hele tiden at undgå at trigge den anden. Den der forsøger at undgå konflikterne trækker sig mere og mere. Det kan både være ved fysisk fravær, og særligt ved mentalt og følelsesmæssigt fravær. Den der forsøger at undgå at miste kontakten vil ofte gå på æggeskaller og ‘lægge låg’ på sig selv, i frygten for at miste det, der er tilbage. Lige indtil de ikke kan rumme det mere, og endnu en konflikt venter rundt om hjørnet. Og de aner ikke hvad de ellers skal gøre.
Kunsten er ikke at forsøge at undgå konflikter, det vil blive et ensomt og voldsomt drænende Sisyfosarbejde. Det betyder heller ikke at det er en opfordring til konflikt, i hvert fald ikke en konflikt der styres af automatreaktioner. Men snarere en anbefaling om at være meget mere nysgerrig, opmærksom på, og bevidst om automatreaktionerne.
Hvor kommer de fra og hvor hører de til? Det handler om at undersøge, hvordan de kan støtte sig selv med selvregulering, og hvordan de kan støtte hinanden. Hvad skal der til for at bevare kontakten? Hvordan kan de skabe tryghed, også selvom det nogle gange bliver svært.
At de orienterer sig ud fra et større perspektiv, end blot deres egen oplevelse. Der er langt flere nuancer og det er sjældent så simpelt som ‘rigtig’ / ‘forkert’ eller hvem der er skyld i hvad. Det er en dynamik der opstår imellem dem. De har hver deres historie og hver deres gode grund til at reagere som de gør. At det så ikke er hensigtsmæssigt at reagere på den måde mere, er noget de sammen kan opdage med nysgerrighed og empati.
Når én lukker ned i en konflikt, kaldes det ofte stonewalling eller tilbagetrækning. Det er den bevægelse, hvor man enten siger meget lidt, svarer i enstavelsesord, undgår øjenkontakt, eller fjerner sig fysisk fra samtalen. Det er også at blive helt rolig på overfladen, mens det indeni føles, som om kroppen fryser.
Det kan være bevidst, fordi man vil undgå konflikt. Eller ubevidst, fordi systemet er overbelastet, og der ikke er kapacitet til flere ord. Det er en overlevelsesstrategi. Ikke meget anderledes end at spænde op, når man hører en pludselig lyd.
I mange parforhold opstår der et velkendt mønster. Den ene intensiverer, bliver mere insisterende, taler hurtigere eller højere for at få kontakt. Den anden lukker mere ned. I står på hver jeres side og forstærker hinandens bevægelser. Det er en dans, der gentager sig, hvis ingen får øje på den.
Jeg har skrevet om netop den dynamik i indlægget om, hvad der sker, når vi ikke føler os mødt, og den anden klapper i. Læs mere om den cirkel her: når den ene klapper i.
Bag stonewalling ligger ofte et nervesystem i alarm og en længsel efter at blive forstået. Når vi bliver utrygge, går kroppen i kamp, flugt eller frys. For nogle viser det sig som at tale mere, forklare, forsvare. For andre som at blive stille og forsvinde ind i sig selv. Begge reaktioner handler om at undgå smerte.
Det er også et tilknytningsmønster. Hvis du har lært tidligt i livet, at følelser skaber afstand, kan din krop forbinde stærke stemninger med fare. Så bliver tavshed en måde at bevare relationen på. Ironisk nok skaber den samme strategi ofte mere afstand i parforholdet.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Tavshed er ikke neutral. Den har farve, temperatur og retning. Den kan være kærlig, hvis den bærer hvile og tryghed. Den kan være straffende, hvis den bruges til at holde den anden ude. Og den kan være overlevelse, hvis dit system er overvældet.
Jeg har skrevet om det at kalde det usagte frem. Du kan læse om den larmende tavshed og hvordan I kan pege på elefanten i rummet uden at gøre ondt værre.
Nedenfor får du et lille overblik over, hvad der ofte sker i de sekunder, hvor samtalen går i stå, og hvad I kan gøre for at skabe bevægelse igen.
Når tavsheden bliver tung, har I brug for en enkel vej ud. Det handler ikke om at presse hinanden. Det handler om at skabe tryghed og tydelighed.
Prøv at holde jer fra spørgsmål som “Hvorfor siger du ikke bare noget” eller udsagn som “sårbar tale” som “Du er altid så kold.” Det vækker skam og forsvar. Tal i stedet om din oplevelse og dine behov. Den slags kommunikation skaber mere plads i rummet. Jeg arbejder med netop det i min klinik, hvor jeg hjælper par med at øve et sprog, der bygger bro i stedet for mure. Læs om, hvordan jeg arbejder med par, her: parterapi.
Pauser kan være guld. Eller gift. Forskellen ligger i tydeligheden og i kontakten, mens I holder pause.
Tempo er ofte det skjulte problem. Når stemmen og tempoet stiger, reagerer den anden krop før ordene når igennem. Prøv i stedet at sænke tempoet så meget, at du næsten føler, du overdriver. Hold pauser midt i sætninger. Lad blikket hvile. Træk vejret tre gange, før du svarer. Nogle gange skal samtalen næsten hviskes på plads.
Kroppen skal føle sig tryg, før hjernen kan være nysgerrig. Ellers prøver den bare at overleve.
Ofte er stonewalling ikke kun et nutidsproblem, men en gammel beskytter, der har hjulpet dig før i livet. Det kan være efter tidligere brud, kritik, mobning, utryg barndom eller en relation, hvor du lærte, at tavshed var den sikreste vej til at undgå konflikt. I de tilfælde kan det være svært at slippe tavsheden uden støtte, fordi kroppen bliver meget hurtig overvældet.
Her arbejder jeg integrativt og traumesensitivt. Det betyder, at vi både taler og mærker. Vi regulerer nervesystemet, så du kan være i kontakt, mens du taler om svære ting. Vi bygger tryghed i små bidder. Det er ikke hastværk. Hvis I bor i nærheden, kan I læse mere om mine forløb her: parterapi i København.
Modstykket til tavshed er ikke skældud. Det er sårbar tale. Når du tør vise, at det, der sker, gør dig usikker eller bange, bliver det nemmere for din partner at komme tæt på. Det er svært at angribe en ærlig længsel. Jeg har samlet flere råd til at opbygge den form for kontakt og de tre nøgleord, jeg altid vender tilbage til med par: tillid, nærvær og sårbarhed.ed.
Lav en lille kontrakt for konflikter. Ikke en kontrolplan, men en kærlig manual.
Skift “Du er altid…” ud med:
Jeg ved, du ikke gør det for at såre. Du forsøger at undgå, at det går galt. Prøv at øve disse små skridt:
Du længes efter kontakt. Det giver god mening. Din opgave er at gøre kontakten mulig.
Er den aftalt, tidsbestemt og efterfulgt af kontakt, er den sund. Er den uforudsigelig, tavs og uden tilbagevenden, skaber den utryghed.
“Aldrig” dækker tit over “kan ikke lige nu”. Start i det små. 10 minutter. Ét tema. Og få hjælp, hvis I sidder fast.
I har ikke prøvet alt, hvis I ikke har prøvet at sænke tempoet radikalt, kaldt tavsheden ud blidt og lavet en pauseaftale. Og der findes redskaber, der lærer jer det i praksis. Læs mere om dynamikken, som jeg ser den i klinikken, her: den larmende tavshed.
Næste gang I mærker, at samtalen er ved at knække, så prøv dette forløb på 6 minutter:
Nogle mønstre løsner sig hurtigt, når I får de rigtige greb. Andre har rødder, der kræver, at vi arbejder nænsomt og mere dybtgående. I forløb hos mig får I både konkrete redskaber og et trygt rum, hvor kroppen kan falde til ro, mens I øver at tale om det, der gør ondt. Jeg trækker på flere metoder, herunder EFT, gestalt og kropsorienterede teknikker, så vi kan møde jer der, hvor I er.
Og hvis I er nysgerrige på dynamikken, når kommunikationen går i hårknude, har jeg skrevet om de øjeblikke, hvor en af jer lukker ned.
Hvis du genkender dig selv i mønstrene her, er du ikke alene. Mange par kommer netop, fordi tavsheden er blevet et sprog, der fylder alt for meget. Det kan lade sig gøre at skabe nye spor, hvor I begge kan være i rum sammen, også når det er svært. I er velkomne til at læse mere om, hvordan jeg arbejder med relationer og kontakt i mine forløb med parterapi.
Til sidst vil jeg sige dette: Tavshed behøver ikke være slutningen på en samtale. Den kan også være starten på en ny måde at være sammen på, hvor begge får lov at være hele mennesker, med både pauser, ord, tvivl og l
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.