volder@thepraxis.dk

BOOK TID

HVORFOR KLAPPER DU I HVER GANG JEG SIGER NOGET?

Hvorfor klapper du i hver gang jeg siger noget?

I parforholdet har parterne ofte to forskellige måder at løse konflikter på, eller to forskellige måder at reagere på, når konflikten spidser til. Ofte skruer den ene op for lyden, mens den anden skruer ned, eller går på mute.

Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.

At gå ind i en konflikt på to forskellige måder, skaber ofte voldsom frustration i parforholdet. Det mønster mange kan nikke genkendende til, er at den ene skruer op, for at få en form for kontakt eller response, og når den ene skruer op, så klapper den anden i og bliver fraværende og fjern. Og jo mere den anden klapper i, så skruer den ene op, og omvendt.

Deres reaktioner skaber altså en modreaktion i den anden, der bliver det modsatte af det de ønsker. Der er ingen dialog og ingen af parterne hører hvad den anden siger. Fornuften er væk og de kæmper begge på hver sin måde for at overleve.

Det kan for mange par opleves som en håbløs situation, særligt efter flere års forsøg med konfliktløsning, efter denne metode. Ofte aner de ikke hvordan de skal komme ud af det. De prøver med andre ord, eller formulere det på en anden måde, men metoden er stadig den samme.

Konflikten kan begynde med hvad der kan synes som en bagatel, og pludselig som lynet fra en klar himmel, er de begge på dybt vand. Den der skruer op, øger nu også tempoet. Bebrejdelser, argumenter og forklaringer flyver gennem luften, og hiver gerne alle fortidens uforløste konflikter med sig i slipstrømmen. I det der for mange opleves som et desperat forsøg, på at blive forstået eller få anerkendelse, opdager de ikke hvad der sker i den anden.

Den anden føler sig måske kvalt i alle de ord, og får ikke et ben til jorden. Som trængt op i en krog, uden anelse om hvordan de kan komme ud. Ofte opleves det endda på grænsen til et overgreb, når der bliver skruet op for lyden. Konflikter for dem, kan være forbundet med en voldsom angst. Angst for at blive udstillet, afsløret eller dømt. Og ofte en angst der kan være så overvældende, at den bliver paralyserende. De forsvinder ind i sig selv, bliver fraværende og efterlader den der desperat søger kontakt alene i konflikten.

INTENTIONEN, INDEN DET BLEV EN KONFLIKT 

Det der for den ene, som måske blot var et forsøg på at blive forsikret i “er du her stadig” ender ofte med at eksploderer i afmagt, vrede og/eller gråd. I bedste fald går de fra konflikten forsonet, i hvert fald for en stund. Men under overfladen lurer angsten for at blive forladt stadig uforløst. Den ene er netop i konflikten blevet bekræftet i denne antagelse, og er blevet mindet om smerten.

Den anden, som ofte blot forsøger at gøre alt rigtigt eller godt, for at sikre sig at være elsket, ender ofte med at implodere. De bliver ofte overvældet i smertefuld strøm af at føle sig forkerte, uduelige, utilstrækkelige, og de ender ofte med at blive de handlingslammet. I enkelte tilfælde kan de også eksplodere når de er trængt så meget op i en krog, at det nærmest opleves som liv eller død.

Med tiden lukker de helt ned og bliver iskolde. Det kan for den ene, virke som at det er dem, de er ligeglade med. Men i de fleste tilfælde, er det de smertefulde følelser, de kommer i kontakt med, som de ikke kan holde ud at mærke mere. Og at lukke ned for de følelser, er den bedste måde de kan forsvare sig på. Det er altså ikke altid den ene de er iskolde overfor, men måden konflikten foregår på de ikke kan holde ud mere.

Den anden ønsker oftest at blive mødt kærligt, eller som minimum uden angreb, og ender ofte efter konflikten, at blive bekræftet i antagelsen om, at være utilstrækkelig og uelsket.

Når parterne går ind i konflikten på samme måde igen og igen, resulterer det blot i at mønstret og deres antagelser om ikke at være elsket bliver forstærket. Sten for sten bygges forsvaret op, og de bliver mere og mere uigennemtrængelige. Ved næste konflikt løber de igen panden mod muren og ramler ind i smerten igen.

Før eller siden er de kommet så langt væk fra hinanden, at det bliver umuligt at nå hinanden igen. Erfaringen har lært dem, at det bliver for pinefuldt at sænke paraderne, og den eneste måde de kan være i samme rum, er ved at være bevæbnet til tænderne.

Den ene vil måske sig “Så tag dig dog sammen og kom ind i kampen, kan du ikke bare fatte det”, og den anden vil måske svare “Hvorfor skal du altid overreagere og lave drama ud af alting”.

Og her kan de sidde fast i flere år.

HVAD SKER DER I VIRKELIGHEDEN OG HVAD FORESTILLER JEG MIG DER ER PÅ SPIL?

Det kan naturligvis synes tåbeligt, at den samtale der begyndte med en bagatel, kan ende med at føles som liv eller død. Og er det sådan det er, eller det der sker? Nej. Men det ændrer ikke på, at det er sådan det opleves for mange i situationen. Og det er ofte også det, der ikke bliver tager alvorligt eller forholdt sig til. De forholder sig oftest til hvordan det burde være, og ikke hvad der rent faktisk er. Vi er mennesker og vi kæmper og beskytter os på den måde vi bedst kan, og går ind i konflikter på den måde vi har lært hjemmefra. Og den ene måde er ikke mere rigtig end den anden.

Forsvaret er her jo for at beskytte os, og det i sig selv er jo ikke så tosset endda. Det er en automatisk reaktion der går i gang, og altså ikke et bevidst valg, eller noget der er her for at genere den anden. Men er der så grund til at forsvare sig når begge parter måske i sidste ende, blot længes efter at føle sig elsket? Når det bliver et angreb, bliver det i værste fald en forhindring.

Forsvaret fungerer mest hensigtsmæssigt når det er afstemt efter hvad der er på spil. Og når parterne er bevidste om hvad de længes efter og hvordan de reagerer i situationen, for at få det. Altså, giver det mening at jeg bebrejder, kritiserer, og måske desperat påligger den anden opgaven, at overbevise mig om at jeg er elsket, når vedkommende frivilligt står lige foran mig? Eller at jeg trækker mig og forsvinder fra den jeg elsker, som hvis jeg var i konfrontation med en grizzlybjørn?

Ja, engang gav det mening. Engang gav det endda rigtig god mening. Der er smerte og rester fra fortiden, mange ikke vil i berøring med. Den selvsamme smerte der bliver aktiveret, når metoden / mønsteret / kampen genspilles om og om igen.

Parterne sender sig selv og hinanden i Helvede, hver gang dette mønster gentages. Og jeg kan ikke sige det for mange gange. Det mest kærlige de kan give sig selv og hinanden, er at undersøge hvordan kan jeg være der for dig lige dér.

OPDAG HVAD DER ER PÅ SPIL

Det kan synes uretfærdigt eller unfair lige i situationen. Måske. Men det ændrer stadig ikke, at I beskytter jer på hver jeres måde, på den måde i bedst muligt kan. Og ønsker I et kærligt parforhold, er det måske mere interessant at undersøge hvordan I empatisk kan støtte hinanden og skabe tryghed og tillid, så I ikke oplever, at i behøver at beskytte jer mod hinanden. “Det behøver du jo heller ikke, jeg bider ligesom ikke…” Nej, men den anden kender ikke din motivation eller intention. Vedkommende responderer bare helt biologisk, på en reaktion, der af systemet opleves som at der er fare på færde.

Så… hvordan kan I skabe en følelse af det er sikkert og trygt, når der opstår en konflikt? Og bevare en intention om ikke at sende hinanden i et følelsesmæssigt Helvede? Det er en øvelse der kan kræve tid og erfaring. Når parterne har oplevet tilpas nok gange, at det er sikkert og trygt, så sænkes forsvaret.

Hovedingredienserne er for de fleste empati, accept og sårbarhed. Men det er svært at være empatisk, når man oplever at skulle være på vagt. Og det er næppe muligt at vise sårbarhed i en krigszone.

Det er ikke ensbetydende med at den ene skal være ansvarlig for og tilpasse sig den andens forsvar. Men som minimum være opmærksom på, hvad der sker i situationen, og at metoden ikke virker. Og endnu bedre, hvis parterne samtidig kan støtte hinanden. Hvordan kan jeg være der for dig, når du er fanget i forsvar?

I sidste ende har parterne hver især et ansvar for relationen, og ikke mindst egne behov, og hvordan de reagerer i relationen, når behovet ikke umiddelbart bliver mødt, genkendt eller forstået. Her er det i høj grad, en evne og en vilje til at styre sin trang, til blot at reagere.

Vende blikket indad og opdag hvad der egentlig er på spil her-og-nu. Hvad savner du? Hvad vil være den mest hensigtsmæssige måde at bede om det? For dernæst at vedstå sig sin egen sårbarhed og sige “Jeg er bange for at du ikke elsker mig mere” eller “Jeg bliver utryg når du taler så hurtigt, og jeg har svært ved at høre dig ordentligt” – i stedet for, “Du tænker bare altid på dig selv” eller “Du skal også altid lave et drama ud af ingenting”. På den måde opdager de samtidig at de faktisk betyder noget for hinanden.

HVORDAN SKABER I ET SIKKERT STED

God fornøjelse i opdagelsen af hinanden.

CIRKELINE VOLDER / THE PRAXIS

Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening

Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.

Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.

KLIENT ANBEFALINGER

SENESTE INDLÆG

FÅ FEM GODE RÅD TIL JERES PARFORHOLD

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet, med gode råd og inspiration til parforholdet (kan afmeldes når som helst).