Book tid
Mental load er betegnelsen den usynlige organisering, bekymring og planlægning, som ligger i baghovedet hele dagen og vækker dig om natten. Og når det opleves som, at det kun er den ene der tager ansvar, eller at fordelingen er skæv, begynder irritationen mellem jer at vokse og respektfuld og kærlig dialog bliver til endeløse bebrejdelser og konflikter.
Som parterapeut og sexolog ved The Praxis hører jeg dagligt klienter italesætte ‘mental load’. Den ene part kan mene, at det er den andens skyld, at vedkommende oplever mental load. Ofte fordi det opleves som at den anden ikke tager ansvar, tager initiativ eller byder nok ind. Og den anden kan opleve at føle sig helt handlingslammet og utilstrækkelig. Det er blevet en tilbagevendende konflikt mellem dem, og mental load har fjernet dem fra følelsen af at være på samme side.
Jeg skriver her, hvordan jeg ser fænomenet udspille sig i parforholdet, uden vurderinger af hvad der er rimeligt eller urimeligt, eller hvad der er rigtigt eller forkert. Men ud fra at der er to måder at opleve mental load på i parforholdet, alt efter hvilke øjne der ser. Men der er sjældent hverken villighed til at lytte til hinanden, eller til at vende blikket indad og opdage hvordan de hver især bidraget til mental load, men har travlt med at bebrejde hinanden. Og det er problemet.
Mental load er den mentale og følelsesmæssige overbelastning, når der hele tiden tænkes to skridt foran, og der hverken er tid eller plads til bare at være til stede og trække vejret. Det er en lang mental lageret liste, der indeholder opgaver der skal koordineres eller løses i fremtiden.
Opgaver der spænder fra at huske den mindste skal have gummistøvler med i børnehaven på onsdag, til at følge op på om den anden har husket at handle ind til madpakke til den ældste, til at huske den anden på at huske at købe en gave til sin mor. Med andre ord, en manager der ikke kun skal sikre at overholde egne aftaler, men også skal sikre at holde overblikket for resten af familien, og sørge for at intet bliver tabt mellem to stole.
Dette er et overblik… eller rettere en overbelastning, de færreste kan rumme i længden. I begyndelsen kan det kan føles som en fryd. Det kan være en oplevelse af at føle sig vigtig eller betydningsfuld, for resten af familien, og at hjemmet og hverdagen ville falde fra hinanden, hvis det ikke var for vedkommendes evne til overblik og koordinering. Men over længere til vil det uundgåeligt føre til udbrændthed – og nogle gange en stress-diagnose.
Det er når udbrændtheden melder sig, at konflikterne i parforholdet begynder at vokse.
Alt imens den en ene har taget mere og mere på de mentale skuldre, har den anden ladet sig umyndiggøre og måske endda mere eller mindre bevidst overdraget ansvaret til sin partner. Måske fordi det er belejligt. Måske fordi vedkommende slet ikke kan følge med. Men det jeg oftest hører, fordi vedkommende føler sig utilstrækkelig, forkert eller direkte handlingslammet.
Er det fordi den ene tager mere ansvar, at den anden læner sig tilbage. Eller er det fordi den anden læner sig tilbage at den ene tager mere over? Det er ofte kernen af magtkampen, hvis du gav slip, ville jeg tage over. Hvis du tog over, ville jeg give slip.
Det bliver en meget unuanceret og rigid opfattelse af hvad der sker imellem dem. Og det bliver umuligt at have en dialog / samtale. For de gør den anden ansvarlig for deres egen tilstand.
Ofte er det i grunden to forskellige standarder. To forskellige måder at være i verden på. Forskellige forventninger til sig selv og forskellige behov. Men det bliver en kamp om hvem der er rigtig og hvem der er forkert, snarere end en nysgerrighed på, hvad der giver mening for parterne hver især.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Når der er mental load i parforholdet, kan det være ufatteligt svært at finde forståelse for den anden. Parterne er ofte rigide og holder stædigt fast på, at den anden ‘bare skal tage sig sammen’. Men det er ikke altid bare ligetil. Ofte er de begge så overvældet af smertefulde følelser, at der ikke er kapacitet til at forstå et andet perspektiv.
Det er en voldsom stressende tilstand hvor tankerne sjældent falder til ro. Det opleves som drænende og udmattende, og som en uoverskuelig byrde. En lille smule modstand kan virke overvældende og vælte hele korthuset.
Det kan synes umuligt at give slip på tankerne og pligterne. Nærmest som liv eller død hvis gummistøvlerne glemmes. Rationelt ved de fleste godt at fuglene alligevel vil synge i morgen, men følelserne og impulserne er så stærke og overvældende, at det ikke er rationale eller fornuft der driver mental load. Men en stress-tilstand, der føles voldsom ensom at være i, og synes umulig at komme ud af.
Den opleves som at være alene om at løfte ansvaret i hjemmet.
Vedkommende kan stå midt i orkanens øje og bare længes efter at blive fundet, men ingen tør nærme sig. Tilstanden vækker ofte irritation, vrede, frustration og afmagt, og mange kommer til at møde deres partner med angreb og bebrejdelser. For det synes som, at det er den andens skyld.
Den anden part lister ofte usynligt rundt på æggeskaller i forsøget på at undgå endnu en konflikt. Måske de prøver at efterleve den andens forventninger, men deres indsats bliver vurderet som utilstrækkelig og lige meget nytter det.
Ofte har de mistet fornemmelsen af sig selv. Mange fornemmer både håbløshed, frustration og vrede, men den dårlige samvittighed skaber en tvivl om det bare er dem, der er forkerte eller utilstrækkelige, og gør dem ofte handlingslammede.
Selvom begrebet ‘Mental Load’ henviser til den usynlige byrde af praktiske pligter, opleves et tilsvarende pres hos partneren. De har ofte en fornemmelse af at vandre rundt i en krigszone, med en kronisk bekymring for hvornår næste angreb kommer.
Heller ikke de kan holde til det følelsesmæssige pres over tid. De kan enten implodere i dårlig samvittighed og trække sig fra relationen, eller de kan eksplodere i vrede og gå til modangreb. Og ingen af metoderne virker, hvis ønsket er et kærligt forhold.
Ofte vil den ene part bebrejde den anden for situationen, og det er her de kommer til at sidde fast i magtkampen om hvem der har ret. Hvad de ofte glemmer, er deres eget personlige ansvar og refleksion over, hvordan de selv – hver især – bidrager til at konflikterne opstår.
Det er både opslidende og nytteløst at diskutere skyld. Vi er i sidste ende ansvarlige for, hvad vi vælger at prioritere, og hvad vi vælger at opleve som vigtigt. Selvom det kan opleves som modvilje og som urimeligt, er det med vores egne vilje, at vores arme gør det, de gør. Her taler jeg naturligvis ikke om ekstreme tilfælde med vold, tvang eller forsømmelse af børn.
Hvis skyld og fordeling af ansvar tages ud af ligningen, på lige fod med magtkampen om hvem der har ret, og forventninger til hvad der burde være. Så kan de begynde at forholde sig til problemet – en presset hverdag.
Kan parterne mødes i en nysgerrig samtale, hvor de accepterer hinandens forskellighed, og er villige til at forhandle, kan de begynde at tale om, hvordan de kan skabe en meningsfuld hverdag sammen, som de to forskellige mennesker, de er.
Det betyder nogle gange at der skal skrues ned for egne forventninger til sig selv og forventninger i parforholdet, som kan være forbundet med konsekvenser. Ofte er konsekvenserne overraskende små, i forhold til hvordan de opleves, hos en med mental load. Det betyder også at være sit eget personlige ansvar bevidst, forholde sig til det, og at være tydelig omkring det.
Er det nemt? Nej! Men det er sikkert og vist, at den anden metode hverken virker eller er nemmere at være i. Stop konflikten. Den slider på parforholdet og parterne hver især, og relationen (og i værste fald børnene) betaler prisen.
Og hvem beslutter hvad der er vigtigst? Et forhold består jo i sagens natur af to personer, med to forskellige behov og ønsker. Men behandler de hinanden respektfuldt og som ligeværdige? Eller har den ene mere ret end den anden til at bestemme og definere hvad der er vigtigt. Mens den anden måske lader sig diktere, eller passivt undgår at have en holdning?
Jeg oplever ofte at kagen til skolefesten, kommer før kærligheden. Parterne bliver revet med i endeløse diskussioner, hvor de begge argumenterer for- og imod, hvor vigtigt det er at prioritere kagen eller ej. Ofte med henblik på at overbevise den anden om at den ene har ret. Knap så ofte hører jeg dem tale om, hvordan de kan få et kærligt forhold, også selvom de er uenige.
Der er altså mange følelser på spil, som der ikke bliver talt om og som der ikke bliver taget hånd om.
I parterapi når jeg arbejder med par, der oplever mental load, sidder jeg ikke som dommer og diskuterer med parterne hvad der er rimeligt og hvad der ikke er rimeligt. Vi laver heller ikke fordeling af pligter. Jeg er nysgerrig på hvad I har aftalt, og evt. hvordan I har aftalt det. Hvad der er det vigtigste for jer hver især, og jer sammen som par.
I er to forskellige kompetente mennesker, og I har to måder at være i – og opleve – verden på, med forskellige behov og ønsker. Det der er vigtigt for den ene, er måske knap så vigtigt for den anden – og omvendt. Så hvordan bliver I enige om hvad der er vigtigst i jeres parforhold. Tromler I hinanden i en magtkamp om, hvis behov der er vigtigst eller mest rigtigt’.
Nogle gange handler det slet om fordeling af opgaver. Fx kan villighed til at løfte læsset blive målt på graden af kærlighed. Altså hvis du ikke byder ind lige så meget som mig, betyder det at du ikke elsker mig lige så meget. Eller den der bærer mest, kan have svært ved at sige nej. Og den der trækker sig, kan bære gammel skam over ikke at slå til.
Nogle medbringer ubevidst mønstre hjemmefra, hvor de beviser sin kærlighed ved at være uundværlig, eller hvor de undgår vrede eller konflikter for enhver pris. Nogle gange handler mental load slet ikke om den usynlige byrde, men snarere om en magtkamp om at føle sig elsket og betydningsfuld.
I er naturligvis velkommen til at booke en tid hvis I er nysgerrige på at arbejde på at styrke jeres relation, og ikke lade mental load komme mellem jer.
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.