Når utroskab bliver en del af parforholdet, sætter det ofte gang i en lavine af følelser og relationen er i krise. Ønsker I at finde tilbage til hinanden, begynder processen oftest med at skabe tryghed.
Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.
Selvom grænser for utroskab ikke altid er noget par, har en aftale om, men blot ligger usagt mellem linjerne, betragtes og opleves det ofte som et voldsomt svigt. Den tillid og tryghed der før var i forholdet, synes på gyngende grund og kan starte en lavine af overvældende følelser og spørgsmål til affæren. Den forsmåede part forsøger at finde mening i det hele, for at kunne re-orientere sig og genskabe trygheden.
Selvom parforholdet aldrig bliver som før, betyder det ikke at forholdet ikke i fremtiden kan blive godt. Det kan nogle gange blive bedre, end det var før utroskab. Parterne vil ofte revurdere den måde de var sammen på før, og om der skal skabes ændringer.
Var der følelsesmæssig og fysisk intimitet imellem dem, eller bestod deres kontakt i praktisk drift? Var der rummelighed og nysgerrighed i forholdet, eller endte det med endeløse bebrejdelser? Var der rum til nærvær og spontanitet, eller levede de med en tætpakket fælleskalender?
Utroskab giver altså også mulighed for, at parterne kan tage ansvar for deres forhold på ny, og reflektere over hvordan de kan skabe en meningsfuld relation.
Der er en proces der kræver både kræver mod, selverkendelse og hudløs ærlighed. Nogle par kommer igennem processen selv og andre har brug for en tredje part, fx en parterapeut.
Den forsmåede part vil ofte umiddelbart efter vedkommende er blevet opmærksom på affæren, opleve hele livet som uvirkeligt. Alt er vendt på hovedet. Vedkommende bliver følelsesmæssigt revet gennem en manege af følelser, der svinger frem og tilbage, minut for minut mellem dyb sorg, angst, vrede, had, hån, hævngerrighed, meningsløshed, panikangst, tvivl, usikkerhed, håbløshed, jalousi osv.
Tusinde spørgsmål om affæren og den tredje part presser sig på, og den forsmåede leder desperat efter svar og mening i hele miseren. Det kan være svært bare at klare sig igennem dagen, og går ofte ud over både koncentration, søvn og lyst til livet. Hverdagen og livet som før var en tryg selvfølgelighed, er nu forandret til et stort tvivlende spørgsmålstegn. Sådan som vedkommende troede verden så ud, er flået fra hinanden, og de kan sjældent finde mening i hele miseren.
For mange er det snarere svigtet der er det mest smertefulde, end det er selve affæren. At de trygt kunne have tillid, at de var i livet sammen, at de var hinandens fortrolige og forpligtiget på hinanden.
Det ender ofte med voldsom selvbebrejdelse, over at have været så dum og naiv. Tankerne kredser om realiteterne og den nye virkelighed i forsøget på at skabe mening, og alt bliver perspektiveret op mod den.
‘Her har jeg, som en idiot stået med børnene og hjemmet alene, fordi jeg troede du havde travlt på arbejdet…’
De fleste oplever sig som til grin, og de gør sig hårde. For at undgå, at blive holdt mere for nar, bliver der ofte lagt de værst tænkelige intentioner og hensigter i den anden. Så kan intet komme bag på dem mere.
Den betydning de lægger i affæren, bliver den nye virkelighed, som ofte har ordlyden ‘hvis du virkelig elskede mig, ville du aldrig kunne finde på det’.
‘Du elsker mig i virkeligheden ikke’ bliver det nye sikre ståsted eller udgangspunkt. Alle antenner er ude og blikket er rettet mod alt der kan bekræfte dem i deres antagelse, for at undgå at blive såret igen. Og det bliver den andens opgave at modbevise.
Men den anden oplever imidlertid ofte, at det kan være tæt på umuligt at trænge igennem til den forsmåede part. Et ‘men det ER dig jeg elsker’ eller ‘jeg er virkelig, virkelig ked af det’ bliver afvist på stedet. Og et hvert forsøg på at forklare sig eller nærme sig, bliver mødt med mistro og vrede. De tør ikke lade sig overbevise. Og de VIL IKKE være sårbare. Men de kan heller ikke holde ud at være hårde.
Ofte er der også et behov for at se, at den utro part angrer og føler sig skyldige, men det kan lige så vel ske, at når vedkommende så angrer, at det opleves som om de ikke har ret til at flæbe og skulle i stedet have tænkt sig om i stedet. ‘Gid du selv kunne opleve denne her smerte… Hvis du vidste hvor ondt det gør…’ Men det er faktisk smertefuldt for begge parter, på hver sin måde. Om de har ret til det eller ej.
At have mistillid efter utroskab, er et helt naturlig forsvar og giver i sagens natur god mening, efter en aftale er brudt. Det kan imidlertid være væsentligt at nuancere begrebet ‘mistillid’ så den ikke lægger sig som et slør over hele relationen.
Ofte bliver den umiddelbare reaktion efter utroskab noget polariseret. Den utro part bliver set som følelseskold, ignorant, hensynsløs, og nærmest som et upålideligt monster. Den kærlighed der måske er og har været bliver annulleret. Og anger fejet af bordet som betydningsløs.
Selvom utroskab ofte omtales som det ‘ultimative svigt’, og langt de fleste finder det uacceptabelt, er der alligevel en stor del der oplever det. I en undersøgelse af Statens Serum Institut og Aalborg universitet fra 2019, fortæller 23% af mændene og 14% af kvinderne i nuværende forhold, at de har været utro.
Så selvom de færreste tænker at det er en sandsynlighed, kan der være tillid til at utroskab kan ske. Særligt når parterne ikke trives i forholdet eller passer på relationen.
Så hvad er der brug for tillid til?
Det kan være svært at erkende, og have tillid til at der i mange tilfælde både ER kærlighed, anger og dårlig smag i munden. Og utroskaben måske har været en konsekvens af, at den utro part har haft en længsel efter at føle sig elsket og begæret i jeres relation, og/eller har lukket ned for følelser og behov.
Nej det er naturligvis ikke en undskyldning at bryde en aftale, fordi vedkommende har lukket ned for egne behov. Og måske begge parter har oplevet mistrivsel i deres forhold. Men det er en menneskelig reaktion at ‘falde i’ når der har været lukket ned for længe. Og en nuance til mistilliden, for virkeligheden er bare sjældent sort/hvid.
Tillid er imidlertid ikke noget man som et garantibevis kan få eller give, men noget der skal erfares over tid. Det vil være forbundet med at løbe en risiko, der vel at mærke også kan vise sig at blive en mulighed, for at gøre sig trygge erfaringer. Det kræver naturligvis at der er en vis åbenhed for at ville registrere trygge signaler, og turde tage noget af det den utro part siger, for gode varer. Snarere end blot at holde fast i egne overbevisninger om at den utro part er en ignorant løgner der bare tænker på sig selv.
Jeg taler ikke om naiv eller blind tillid, men lige præcis nok åbenhed, så det stadig føles sikkert. Og særligt med tillid til at du vil overleve med din værdighed i behold, også selv hvis det skulle vise sig, at vedkommende stadig ikke fortæller sandheden, så tog du en modig chance for kærligheden, der på det givne tidspunkt gav mening.
De fleste vil imidlertid reagere med kontrol i håbet om at skaffe sig tryghed. Særligt hos dem hvor partneren ikke selv er gået til bekendelse med affæren, og den forsmåede part, måske helt tilfældigt har opdaget det. Og endnu værre, hvis den utro part holder information om affæren tilbage, og den forsmåede part efterfølgende skal trække det ud. Eller når information kommer i små doser, for at ‘skåne’ den forsmåede part. Men nok snarere handler om at den der har haft en affære, ikke kan rumme flere konflikter eller konsekvensen heraf.
Hvis den forsmåede part har en oplevelse af ikke at have fået hele sandheden, ender de ofte med at blive detektiver, for selv at søge den information de savner. Selv hvis alle kort er lagt på bordet, kan det være svært at tro på at der ikke er mere.
De søger efter information, for at kunne danne sig et overblik, og for at have noget at forholde sig til. De tager sig måske adgang til den andens telefon eller computer. Følger den andens færden på maps, eller på sociale medier. Det kan også udspille sig som endeløst mange spørgsmål om affæren i større og mindre detaljegrad.
Men der er også en faldgrube ved at gå ind i detektivrollen. Mange oplever at de kommer til at sidde fast, og den forstærker blot mistilliden. Når de får svar på et spørgsmål, kommer der tre nye. Og når de finder nyt bevismateriale, bliver der tolket på det.
De fortæller ofte sig selv, at hvis de ikke holder øje, opleves det som frit fald, men det slider på dem selv, relationen og så forhindrer det dem desuden, af gøre sig de nødvendige erfaringer, at det kan være trygt uden at de holder øje. Og hvis det ikke kan det, ja så ved de besked og kan vælge at gå.
Og nu når vi er ved valg, så er det at arbejde på parforholdet efter utroskab også et valg, som begge parter frivilligt indgår. Men det kan være umådelig svært at erkende, og endnu sværere at acceptere. Dels at acceptere at det er den nye virkelighed, og i lige så høj grad at acceptere sig selv i sit valg.
Mange er af den opfattelse at de ALDRIG ville blive med en, der har været utro. Indtil den dag det sker. Fortæller de om utroskaben til deres omgangskreds, vil de ofte også derfra blive mødt med ‘det skal du ikke finde dig i, bare skrid fra ham/hende’. Omgangskredsens velmenende ord, er altså ikke altid en støtte, for den der er i tvivl.
De indgroede værdier og egen selvopfattelse, kommer altså til revurdering. Og nogle gange må de erkende at ‘jeg er åbenbart sådan en, der vælger at blive med en der har været utro’. Det kan betyde et opgør med egen stolthed, og kan vække en betydelig vrede og afmagt. Mange oplever det som ‘svagt’ eller ‘til grin’, men i sidste ende er det et frit valg, ud fra hvad der på det givne tidspunkt virker meningsfuldt.
Så hvad har størst betydning: at affæren har fundet sted, eller den kærlighed der er i parforholdet, for ikke at nævne deres historie, deres familie, deres minder, deres drømme og ikke mindst de konsekvenser det kan have, at splitte et hjem op.
Dette oplever den forsmåede part ofte som en indre splittelse. Den ene del hader sig selv for at blive med en der har været utro og den anden del er ikke klar til at bryde parforholdet.
Efter affærens afsløring eller bekendelse, vil den forsmåede part ofte forsøge at finde en forklaring. Hvorfor skete det? Hvordan kunne du? Betyder jeg ingenting? Der findes dog næppe en gyldig forklaring, lige i situationen.
Nogle gange kan forklaringen have en funktion, som en sikkerhed for at det ikke vil ske i fremtiden. Med en meningsfuld forklaring, må der også være en løsning. Eller om ikke andet, kan vedkommende rationelt argumentere over for sig selv, at valget om at arbejde på forholdet, ikke er forbundet med at være til grin eller svag.
Jeg har desværre bare aldrig hørt den forsmåede part sige ‘aaaaaah… nu forstår jeg hvorfor. Det giver mening’. Snarere tvært imod. Når den utro part forsøger at redegøre for affæren, bliver forklaringen afvist, modbevist eller modvilligt mødt med skeptiske spørgsmål.
Den forsmåede part tillægger ofte affæren langt højere betydning, end den egentlig havde. Men utroskab handler sjældent om at vedkommende hellere vil være med den tredje part, eller at den tredje part har særlige egenskaber. Men snarere om en længsel i den utro part, der har været gemt væk for længe. Ofte en længsel efter at føle sig begæret, fysisk kontakt eller at blive set på med kærlige øjne.
Den tredje part var blot nøglen til at mærke de følelser, der bor på indersiden af den utro part. Ikke nødvendigvis følelser for den anden, men de følelser der pludselig bliver vækket til live på indersiden af den utroskab.
Et noget simplificeret billede, dog med den største respekt for alvoren eller konsekvenserne af utroskab. Hvis du ikke har spist i tre dage, er det lige meget om du får serveret croque monsieur, tagliata eller en flad klap sammen. Bare du bliver mæt. Også selvom de bekostelige albinocaviar findes derhjemme, hjælper det ikke på sulten, hvis de står på den øverste hylde, som ingen kan nå.
Utroskab bliver ofte også blandet sammen med kærlighed. Men det er to helt forskellige ting. En affære kan naturligvis udvikle sig til kærlighed over tid. Men at være utro betyder ikke altid at der hverken er mere eller mindre kærlighed til partneren. Eller at kærligheden er rettet mod den tredje part.
Utroskab er typisk et resultat af sårede følelser eller en længsel / et behov, den utro part hverken har taget alvorligt eller forholdt sig til. Måske pga. en travl hverdag med forsømmelse af parforholdet eller divergerende behov og uforløste konflikter i hjemmet.
Men utroskab kan også være en tåbelig og dumdristig brøler, der ikke er koblet op på en årsag. De kan ske i kedsomhed eller ønsker om at udforske sin seksualitet. Misforståelser om grænsen for hvad den anden oplever som utroskab. Hævn eller trods efter mange sårende ord i forholdet. Undertrykte behov som følge af ubearbejdet traumer og tilknytningsforstyrrelser. Udspekuleret eller ganske enkelt hensynsløst bedrag. Og I enkelte tilfælde handler det netop om, at der er udviklet stærke følelser for den tredje part. Men så ville den utro part i formentlig være hos vedkommende lige nu, og ikke arbejde på forholdet.
Så hvis større forståelse for, hvad der drev den utro part, er hvad der ønskes, skal affæren ses i et større og mere nuanceret perspektiv, end skurk / offer. Det forudsætter naturligvis også at der er villighed til at lytte, samt en intention om at forsøge at forstå, snarere end at angribe det der bliver fortalt, og holde fast i egne overbevisninger. Det er imidlertid sjældent muligt hvis den forsmåede part er overvældet af følelser eller i affekt. Fakta om affæren forstås bedst i et fugleperspektiv, hvor følelserne bliver på jorden. Hvad affæren derimod gør ved den forsmåede part, er et andet kapitel.
Alle har sin egen historie om hvorfor eller hvordan de har haft en affære, og du har din. Det jeg dog typisk hører er at utroskab ofte sker, når parterne i større eller mindre grad, ikke trives i deres parforhold. Mange er slet ikke opmærksom på at de mistrives. De kan godt mærke skoene gnaver og noget er irriterende, men kan ikke altid sætte fingeren på hvad det er. Det blev bare helt automatisk en måde at være i forholdet på.
Typisk har de automatisk lagt låg på behov eller ønsker, affundet sig med en hverdag det ikke var meningsfuld, ikke følt sig set eller elsket, befundet sig i et minefelt af konflikter, og har ikke forholdt sig til deres mistrivsel.
Og som sendt fra himlen, møder du pludselig en der virkelig ser dig. Kontrasten mellem konflikterne derhjemme, til glæden over at blive set, bliver svær at holde nede længere. Det kan føles som at komme hjem til sig selv igen, og umuligt at lukke ned for. Og det bliver måske tydeligt hvad du har savnet derhjemme.
I er to i forholdet, og alligevel hører jeg ofte den utro part bebrejde sin partner, for at blive frarøvet behov. Det kan også i visse tilfælde være sandheden, men ofte må jeg minde dem om, at de selv er ansvarlige for at få dækket egne behov. Opgaven er at opdage hvordan de har båret sig ad med at blive irriteret, eller ikke få det de har brug for. Gav de efter for husfredens skyld? Undlod de at sige hvad de ville have for at undgå konflikter eller for at den anden skulle blive ked af det? Eller havde de travlt med at bevise at de var tilstrækkelige? Ellers kan de med stor sandsynlighed forvente, at nøjagtig det samme vil ske igen.
Mange der har haft en affære vil ikke være den foruden. Ofte er det ikke den tredje part det handler om, men det de har opdaget og mærker i dem selv, vil de ikke miste igen. Oplevelsen af at livsglæde, blive set og accepteret, blive begæret, føle sig ønsket. Det er som at finde hjem til sig selv igen.
De fortryder ofte at de har såret deres partner og den pris deres partner skal betale. Konsekvenserne det har for familien. Og de efterlades også med både skam, skyld og dårlig smag i munden. Men det de har opdaget i dem selv, er så meningsfuldt, at de ikke ville være foruden.
Følelserne er naturligvis nogle der vækkes i kontakten med den tredje part, men det er ikke den tredje part der på magisk kan plante følelser inde i andre. Følelser bor i os selv og der har måske ikke været adgang til dem i lang tid. Så den næste opgave er at opdage hvordan de kan bevare disse følelser, i den nye version af deres parforhold.
Dog er der enkelte vilkår der adskiller en affære fra et længerevarende parforhold. I parforholdet kender parterne ofte hinanden og hinandens vaner. Hvor meget sukker de bruger i kaffen eller om ægget skal spejles sunny-side up. Ved en affære er alt nyt og uforudsigeligt. En hel ny verden at spejle sig i. Og som i sagens natur også før eller siden, vil blive til en hverdag. Det interessante er at opdage om jeres parforhold kan rumme fornyelse og nysgerrighed. Bruger du egentlig stadig sukker i kaffen? Tænker du nogle gange over hvor vi er om ti år?
Men inden da, er der en krise I skal igennem. Og hvordan kan du bedst muligt bevare dit genfundne selv, gennem denne proces?
At være nærværende med din partner bliver du naturligvis ikke ved at undgå at forholde dig til situationen, hvilket måske lige netop var årsagen til at affæren i første omgang fandt sted?
Målet er heller ikke at du hurtigst muligt skal gøre din partner glad igen (så du måske undgår at mærke den dårlige samvittighed der maser sig på, når vedkommende er ked af det). Men rumme at den anden er i sorg, og er overvældet af følelser. Følelser der ER der. Som vil mødes. Og ikke pleases eller underholdes væk.
Nogle oplever at de skal stå til rådighed for angreb og krydsforhør 24/7, eller at deres opgave er at modbevise den andens spekulationer og analyser om affæren. Og hver gang der svares på et spørgsmål, kommer der tre nye. Men nej, der er en grænse. Der er ingen der kan holde ud at være til rådighed for krydsforhør over en længere periode, uden advarsel.
Det kan synes afvisende eller din partner vil opfatte det som at du er ligeglad eller bare tænker på dig selv. Men bliver du til en der er ligeglad, blot fordi din partner opfatter det sådan? Nej vel? Men kommer du på overarbejde for at overbevise vedkommende om at du ikke er ligeglad? Måske ved at fortælle dig selv at du bør stå til rådighed?
Måske du allerede mærker irritationen hver gang din partner har brug for at snakke, eller måske du for længst er forbi irritationen og nok snarere er nået til modløsheden. Du oplever måske selv at du ofrer dig, men din partner oplever det stik modsatte. Vedkommende oplever dit fravær. Ikke fravær af din fysiske tilstedeværelse, men fravær af nærvær og empati.
Og det er lige netop det nærvær, der er med til at skabe tryghed. Og med nærvær menes ikke at gøre som den anden vil have, eller at være som du tror den anden ønsker. Men at være DIG, sammen med den anden, der måske har nogle ønsker du ikke kan levere ind på. Og at kunne rumme vedkommende reagerer på det, uden at forlade dig selv og forsøge at fikse de følelser på den anden side. Nærvær er at være nærværende med sig selv, og det betyder måske at der er grænser for hvor meget du kan udholde.
Det kan synes urimeligt eller uretfærdigt, men det måske sådan det er. Det er ærligt, autentisk og betyder bestemt ikke at du er ligeglad. Og så skaber det tryghed, for du er til at regne med. Ydermere er det den bedste forudsætning for at møde din partner og samtidig være nærværende, imens du kan tage dig selv og vedkommende alvorligt.
Nogle gange har du måske brug for en pause for at finde tilbage til dig selv og få lidt luft, for at kunne være nærværende igen. Måske tempoet skal sænkes. Måske tonen skal være lavere. Måske du har brug for et spørgsmål ad gangen og ikke syv. Måske der er noget du ikke har lyst til at redegøre for. Hvem ved? Det er din opgave at registrere.
Mange kommer på snørklede omveje og hårdt arbejde, i forsøget på at undgå at opleve skyld, skam og dårlig samvittighed. Men disse ‘ubehagelige følelser’ har både en sund og en usund side med sig.
Den sunde regulerer og korrigerer adfærd efter egne normer, værdier og hvad der er meningsfuldt for dig. Hvilket menneske vil du være, så du kan se dig selv i øjnene og være stolt af den du er.
Skyld er altså ikke altid ‘bare noget der skal væk’, eller noget du for enhver pris skal undgå. Du har jokket i spinaten, og skyldfølelsen er en sund reaktion på noget du ikke kan stå inde for. Forestil dig du slet ikke oplevede skyld nu, hvad ville det sige om dig?
Så hvad er det den fortæller dig? Og hvad er det lige præcis du fortryder?
Måske din partner mener du burde føle dig skyldig over at have haft en affære. Og måske du selv mener det sammen. Men husk på der er mange nuancer. Måske du inderligt er ked af at have såret din partner. Måske du hader, at du har løjet og svigtet din partner (og dig selv), men glad for at opdage sider af dig selv, der har været lukket ned for. Bær skylden for det du mener, du kan tage skyld og ansvar for. Og kan du ikke rumme den, må du aflevere den folkekirken. Men for Guds skyld, lad det ikke blive din partners opgave ikke at måtte være ked af det, så du ikke mærker skyld.
Og endnu bedre hvis du kan bære skylden med forståelse, både over for dig selv og hvordan det endte der, og for hvad det gør ved din partner. Bemærk at forståelse ikke er en undskyldning eller en forklaring. Men en måde du kan kigge på dig selv, med lidt blidere øjne. Som et menneske, der som alle andre kan jokke i spinaten, og nu har mulighed for at lære af det.
Den usunde skyld, skam og dårlige samvittighed regulerer og korrigerer adfærd efter andres normer, behov og ønsker. Den vil have dig til at rette ind og tilpasse dig, også på bekostning at dine egne behov. Den usunde skyldfølelse bliver ofte altoverskyggende, som om du som person er et forkert menneske, eller et ondskabsfuldt menneske. Det kan opleves som om, at der er en uoverskuelig stor efterregning, du skal betale af på.
Ofte kommer det til udspil som ikke have ret til noget i forholdet længere. Ønsker og behov skal du lægge til side. I hvert fald så længe den anden stadig er ked af det.
Måske er det din partner der fortæller dig at du skylder, og det er ikke svært at forstå hvis man sætter sig ind i vedkommendes sko. Den smerte din partner bærer kan være så overvældende, at det kan virke absurd, at netop du skulle have brug for noget. Om hvad end det virker absurd eller urimeligt, så fungerer det bare sjældent at snakke om krav, hvis målet er et kærligt forhold baseret på frivillighed.
Og apropos frivillighed, har din partner også frivilligt valgt at være med dig. På trods af det vilkår der nu engang er. Og det er et valg din partner må tage ansvar for, og ikke lade dig bøde for.
Der kan naturligvis i krisen være ekstra behov for støtte og tryghed, men det fungerer næppe som et krav. Og jeg er overbevist om, at din partner vil foretrække at mærke at du er der frivilligt, snarere end at det er vedkommendes ret. Tryghed kommer der i hvert fald ikke ud af det.
Nogle søger svar om affæren og andre vil ikke høre hvad der er sket. Hvis du oplever at blive spurgt ind til hvad der skete, så er der, hvad der er – og der er sket det, der er sket. Og det er hvad I må forholde jer til. Sandheden er nogle gange smertefuld, men det er i det mindste noget at forholde sig til. Undvigelsesmanøvre som ‘det betød jo ikke noget’, ‘det kan jeg ikke huske’, eller halve sandheder vækker blot mere mistillid. Særligt hvis den halve sandhed senere bliver afsløret, vil det ofte opleves som et dobbelt-svigt. Og netop svigt er ofte sagens kerne. Det er typisk det at blive svigtet der gør mest ondt. Ikke om i mødtes en eller tre gange, eller om i udvekslede 12 eller 48 beskeder.
Du kan naturligvis kun svares på det der kan erindres, men for de fleste er det vigtigt at den utro part gør sig umage her. Meget gerne rolige og præcise svar med øjenkontakt, og på en måde hvor den forsmåede part bliver taget alvorligt.
Ofte skaber det også tryghed når den utro part viser villighed til at forholde sig til situationen. I er i denne krise sammen. Vis dig selv. Del din tanker, overvejelser, følelser, refleksioner omkring det der er sket. Når du tænker på det, så vis vedkommende at det også fylder i dig. Dine tanker om fremtiden eller forestillinger om, hvad denne her situation har gjort ved partner. Eller nye opdagelser om hvad der sker på indersiden af dig. Det kan virke ignorant for den forsmåede part der måske er overvældet af smertefulde følelser, at snakke om ny græsslåmaskine.
Vis at du er der og vedkommende ikke er alene i det her. Rock solid. Mange er bange for at puste til ilden, for flammerne ikke skal komme ud af kontrol. Men tro mig. Gløderne ulmer allerede. Og du kan hjælpe med at tage brodden af dem, i stedet for at vente på en eksplosion. Vær ikke bange for følelserne, de er der af en grund.
Du er sikkert blevet udspurgt og har forsøgt at forklare detaljeret om affæren (og måske endda 800 gange). Og du har sikker også opdaget at din forklaring hver gang er blevet afvist. I ender lige vidt hver gang. Måske har du forsøgt endnu hårdere, eller føler dig trængt op i en krog hver gang din partner har et spørgsmål. Mange oplever det som håbløst og mister modet. Metoden virker ganske enkelt ikke.
Opleves det som et ubehageligt krydsforhør hvor du mister tålmodigheden, og måske forsvinder du i samtalen. Forhold dig til det. At forsvinde mentalt er hverken en måde hvor du tager dig selv eller din partner alvorligt på. Din partner kan fornemme dit fravær, og det gavner ikke processen.
Måske det bliver svært for dig at være i samtalen når vedkommende er angribende. Måske der er for mange spørgsmål samtidig, tempoet er for hurtigt, eller tonen er for høj. Måske samtalen kører på fjerde time i træk, eller 8 gang i dag. Måske vedkommende beder dig om noget du ikke kan levere, eller du ganske enkelt er i tvivl om hvad vedkommende egentlig søger. Hvad forhindrer dig i at være nærværende. Målet er ofte en nærværende og autentisk samtale, så hvad er forudsætningen for at du kan være det? At bede om det er at tage din partner alvorligt.
Og du kan vælge at fjerne dig fra krogen, ind midten i manegen. Selvom det kan synes som at din partner ønsker dig helt hen i krogen, og du måske selv tænker at du bør stå der og skamme dig. Så er det de færreste der finder tryghed i at sende deres partner derhen. Typisk hører jeg den forsmåede part sige, at de savner at den utro part vil stå frem med tydelighed og sikkerhed. De savner en klippe der vil stå stabilt sammen med dem, og en som de kan regne med.
Og da det lige netop er svigt der ofte er sagens kerne, vil de typisk hellere høre sandheden, end skånes i uvidenhed. De vil have noget at forholde sig til, også selvom sandheden nogle gange gør ondt. Og paradoksalt nok, er det din partner forestiller sig om affæren, muligvis værre end det der reelt er sket.
Din partner er desuden fri til at vælge om vedkommende vil tro på det du fortæller, eller holde fast i egne antagelser og spekulationer. Lige såvel som du er fri til ikke at ville forklare mere, hvis vedkommende alligevel ikke vil høre eller forholde sig til det du fortæller.
De fleste der ender i krogen, med den ene forklaring efter den anden, bliver grænseoverskredet, usikre og irriteret. Det smitter og forsager endnu mere usikkerhed hos den forsmåede part.
Det der gør den afgørende forskel, er dit nærvær. At du kan rumme dig selv og dine egne følelser, sammen med din partner, når vedkommende er ked af det eller vred. Og gad vide hvordan det føles at være vedkommende lige nu? Hvad har vedkommende egentlig brug for? Gad vide hvad intentionen i virkeligheden er med at udspørge og stille spørgsmålstegn til alt hvad du siger? Ofte er vedkommende er desperat og rædselsslagen forsøger at skaffe sig vished. Men aner ikke hvordan.
Detaljerede spørgsmål om affæren, tolkninger om din adfærd og dine udsagn, og alle de smertefulde følelser, er ofte drevet af en længsel efter vished. Vished om ‘hvordan kan jeg regne med dig’ og ‘elsker du mig virkelig for den jeg er’.
Hvis du kan du nikke genkende til at du elsker vedkommende, kan du ikke gøre meget andet, end at sige ‘jeg elsker dig, og det er dig jeg vil’. Og den forsmåede part må så vælge, om vedkommende tør tro på det eller ej. Og det tør de færreste i sagens natur, da tilliden til dig måske er helt væk eller begrænset. Og du kan heller ikke overbevise den anden. Det er kernen af krisen, at der ikke er tillid til dig (til at du elsker din partner). Tilliden vender typisk gradvis tilbage over tid, som den forsmåede part gentagne gange opdager, at det er trygt.
I denne proces kan du være opmærksom på hvordan du støtter din partner. Er det blevet til et småirriteret og vrissende ‘jeg har jo sagt at jeg elsker dig, og at det er dig jeg vil. Tusind gange’? Så kan du forvente at processen trækker i langdrag.
Kan du derimod med øjenkontakt, tage din partner i hånden, roligt, med nærvær og empati. Fri fra en agenda om at overbevise din partner, eller fjerne ‘ubehagelige’ følelser. Bare møde vedkommende med det, der er. Og med dine egne ord.
‘Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, at det må være svært at tro på mit ord. Og jeg elsker dig så meget. Det er kun dig jeg vil tilbringe mit liv med. Det er sådan det er! Og jeg kan ikke genkende det du tænker om mig. Du er fri til at bestemme om du vil tro mig, eller om du vil holde fast i dine egne antagelser. Jeg vil ikke mere forsøge at overbevise dig, men jeg vil hellere end gerne – igen og igen – fortælle dig, at jeg elsker dig ubeskriveligt højt. Hvis du vil høre det.’ PUNKTUM.
Ofte kommer parforholdet og måden parterne er sammen på, bare til at ske, og så blev det bare sådan. Ureflekterede og som passagerer på bagsædet indordner de sig ofte til det, de antager, nok er det, den anden ønsker. Og uden at stille spørgsmålstegn, tager vaner, rutiner og antagelser, lige så stille over, og bliver måden de er sammen på.
Det nytter altså ikke at sidde på bagsædet og klage over den vej chaufføren kører, eller måden chaufføren kører på. Og nu har du en oplagt mulighed (og forpligtigelse) til at opdage, at din plads er ved førersædet, sammen med din partner. Så har denne affære givet anledning til at opdage at der var noget du savnede? Noget du ikke har forholdt dig til og bare lod glide forbi? Eller står du nu med en oplevelse af at jeres hverdag var meningsfuld og livsberigende?
Hvis ikke…
Ovenstående er ikke ensbetydende med, at det er din partners opgave at sørge for. Du er myndig og selv ansvarlig for at skaffe dig den plads du behøver, til at være dig. Du kan altså gøre dig overvejelser, om der er noget du mangler. Og give udtryk for det, når du mærker savnet. Ligesom du kan gøre dig overvejelser om, hvad du er villig til at opgive for din partner. Så det bliver et reflekteret valg, og ikke bare ‘noget der sker’.
Mange par oplever at meget af det, de (ofte begge parter) savner, bliver den nye måde at være sammen på efter utroskab. Men det sker ikke af sig selv. Det sker når de begge sætter sig op på førersædet, og er opmærksomme og forholder sig til deres trivsel, og ikke lader stå til.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Når utroskab bliver en del af parforholdet, sætter det ofte gang i en lavine af følelser og relationen er i krise. Ønsker I at finde tilbage til hinanden, begynder processen oftest med at skabe tryghed.
I et parforhold er der to forskellige. Dig OG mig. Så der er et ‘og’. Ikke et ‘enten/eller’. Ej heller rigtig eller forkert.
