Book tid
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv. Traumebinding er typisk et bånd der opstår til en romantisk partner, men kan også være til en forælder. Dette indlæg berører den romantiske relation.
At være fanget i traumebinding er nok bedst beskrevet som at være i en tilstand af totalforvirring. De fleste oplever en voldsom kontrastfuld pendulering mellem highs og lows (flest lows). Fra lykkerus og ekstatisk lykkerus til panik, modløshed og hjerteskærende sorg. Det ene øjeblik, jeg kan ikke leve uden vedkommende, det andet øjeblik, jeg kan ikke holde ud at være i det mere, og alt der imellem bare en dyb længsel.
Det kan opleves nærmest umuligt at skelne mellem hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske fornuften ved hvad der er mest hensigtsmæssigt, men angsten for at give slip på båndet og miste de små glimt af highs, larmer så højt, at fornuften ikke kan trænge igennem. Også selvom prisen for at være i et usundt forhold er ødelæggende.
Når du er fanget i trauma bonding, vil du typisk have en oplevelse af at ‘være på vagt’, som en stresslignende tilstand, der grænser til angst. Et hyper fokus på den anden og en evig analysering og tolkning af, hvordan og hvad du skal gøre, for at sikre dig at være ønsket og elsket, eller for at undgå at miste det helt særlige, du oplever I har. En higen efter af føle dig tryg.
Når du sidder i panik 57 timer efter du sendte din sidste besked, lyder et ‘pling’ fra telefonen. Hjertet banker så hårdt, at det bliver tydeligere end nogensinde før, at du er i live. En lille dråbe, og din verden ændrer sig. Om det er en halvflad lunken besked, eller ‘heeey baby, savner dig’, eller et umage ‘OK’, er hele dit system nu aktivt. En overflod af følelser strømmer gennem dig, og manifesterer sig som fysiske sansninger i kroppen.
Hvordan kan det ikke være ægte kærlighed. Når det føles så stærkt?
En kortvarig midlertidig forløsning, der kun lige holder så længe, du kan holde angsten væk?
Fordi dit indre system oplever det som velkendt. Længslen efter at blive elsket, anerkendt og være ‘god nok’. Dit nervesystem kan huske noget, din logik ikke helt forstår. Du tænker måske at du ved bedre, eller at du allerede har bearbejdet din bagage fra barndommen. Det har du nok også. Men logik, fornuft og bevidsthed om det der var, er ikke altid tilstrækkeligt, for at kunne tage lederskabet over instinkter og tidligt indlærte overlevelsesstrategier. De ligger så dybt indkodet i os, at rationale ikke strækker, når vi først er ramt. Det føles så rigtig, fordi det er velkendt.
Først når vi er så opmærksomme på vores mønstre, at vi kan skelne imellem hvad der er hvad. Altså kunne differentiere imellem om det er fortidens længsler der styrer dit liv, eller om du ved dine fulde fem, virkelig oplever at du har mødt en, der beriger dit liv. Om det er ‘ægte kærlighed’ eller voldsomme kropslige reaktioner der synes ægte i situationen. Der, får vi mulighed for at opdage det tidligere, og reagere på det, før vi er viklet så meget ind i spindet, at vi er blændet. For det er lige netop meget overbevisende overlevelsesstrategier, der er vækket til live igen. Det kan nemlig føles som at vi dør, hvis vi mister vedkommende.
Ja, måske. Men hvad er kemi? Er det et særligt gen, skæbnen eller noget magisk? Eller er det fordi det føles velkendt og naturligt? Og bare fordi det føles naturligt eller magisk, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste for dig. En ryger vil også finde det unaturligt at stoppe med at ryge, indtil nikotinen er helt ude af kroppen og hovedet og vanen langt ude i horisonten, at de mærker friheden. Og et lille tilbagefald, sætter hele maskineriet i gang igen.
Det som langt de fleste søger og længes efter, er tryghed, stabilitet og kærlighed. Men måden de har lært at give og få kærlighed (eller det de oplever som kærlighed), er at der skal kæmpes for den. De skal fx bevise deres værd, de skal imponere, de skal servicere og gerne valideres i processen.
Paradokset er bare, at hvis du møder modpolen, altså en der er stabil og tryg at være sammen med. En der viser interesse, uden du har forsøgt at imponere vedkommende, vil det ofte føles lunkent, unaturligt og kedeligt. Der er nemlig ikke noget på spil. Ikke noget at bevise. Ikke noget at kæmpe for. Mærkeligt, så hvad nu?
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Et traume bånd rammer ofte hurtigere end vi kan nå at blinke. Det opleves som en voldsom intens relation, og dens intensitet forveksles ofte med ‘ægte kærlighed’ eller at have mødt ‘den eneste ene’. Men det der sker, er at noget inde i dig, husker det som velkendt og som uforløst. Unfinished business fra barndommen.
Trauma bonding er en voldsom kompleks binding, typisk oplevet som et følelsesbånd til en anden. Et bånd der aktiverer noget uforløst fra barndommen, ofte med rødder i en længsel efter at blive elsket og accepteret, lige præcis som den du er.
De små dryp af intermitterende belønninger, når du endelig får en besked efter urimeligt mange timer senere, eller en lille håndsrækning om at mødes på vedkommendes præmisser, registreres af hjernen og nervesystemet, som ‘det der manglede’. Forløsning (også selvom den er kortvarig). Det vækker et håb om, at det endelig kan lykkedes. Sorgen og/eller panikken derimod, stikker endnu dybere til erindringen om det du savner dengang, og desperat forsøgte at opnå. Det kan nærmest virke umuligt at skelne mellem hvad der hører til fortiden og hvad der sker her og nu. For du oplever det jo lige nu, nærmest som altafgørende. Så hvordan kan det ikke være den aktuelle situation.
Det er altså mere en dynamik der udspiller sig her og nu, som har rødder i noget gammelt, velkendt og uforløst.
Det centrale ved Traumebinding er at hjernen knytter sig allerstærkest til tidligt indlærte og velkendte mønstre, hvor smerte og lindring kommer fra samme sted. Når den person, der gør dig utryg, også er den eneste, der kan gøre dig tryg igen, opstår en biologisk og psykologisk binding, der er opleves langt stærkere end almindelig tilknytning.
Trauma bonding er altså et bånd der rammer dig langt dybere end følelser for en anden, kan nå. Det trigger noget der ligger så dybt indkodet i dine celler, at prefrontal cortex ikke kan forstå, eller skabe mening ud fra, når toget er kørt. Din fornuft kan måske ikke forstå hvorfor du bliver ved, eller du kan måske ikke kende den version af dig. Men samtidig føles det så virkeligt, at fornuften bare kan opleves som en ubelejlig og rasende frustrerende erkendelse, du helst ikke vil se. Det er så tæt på det du længes efter… så hvordan kan du bare opgive det? Og alligevel er det så langt væk, at uanset hvor meget du opgiver af dig selv og kæmper videre, er der tæt på ingen chance for at få det du savner.
Det rammer dig ikke kun følelsesmæssigt. Det manifesterer sig i dine tankemønstre og helt fysisk i kroppen. Du kan mærke sorgen skære dybt inde i hjertet, panikken der spreder i brystet, og den tunge knude i maven.
Bare én lille taleboble (den du har ventet på siden i går) med tre sølle ord, der pludselig lyser op på din skærm, vender hele din verden på hovedet. Smerten erstattes af lettelse. Eufori spreder sig i hele kroppen, som en legende lethed, og dine drømme og illusioner om jer i fremtiden, er nu sat i sjette gear. Verden der før synes i gråtoner, opleves nu i neon. Alt andet der eksisterer mellem disse to tilstande, og det der måske før var meningsfuldt for dig, virker ligegyldigt. Din verden er blevet sort / hvid. Enten / eller. Liv eller død.
Denne tilstand spreder sig og overtager i hele dit system, som en parasit der bid for bid invaderer dig. Suger al livsglæde ud af dig, din fornemmelse af dig selv, og dræner dig for energi. Der er måske en lille del af dig, der godt ved at noget føles forkert. Måske det viser sig når du pynter på historien, mens du fortæller om jer til dine venner. Måske der er en lille skam, når du opdager hvor meget du lader dine grænser overskride, eller hvor lidt du vil lade dig nøjes med.
Der er måske også en lille del af dig der ved, at det du inderst inde ønsker, vil du med stor sandsynlighed ikke opnå med vedkommende, men håbet tysser fornuften i småstykker og hvisker: Hvis jeg nu bare prøver lidt mere… eller lidt mindre… eller lidt på den ene måde… eller den anden måde…
Alt i håbet om en forløsning, du med stor sikkerhed ikke vil få. Og så længe det er uforløst, synes det pokkers umuligt at slippe, for dit indre system vil kæmpe videre.
Trauma bonding kan vise sig forskelligt fra person til person. Nedenstående er et eksempel og altså ikke en en-til-en beskrivelse.
For de fleste opleves traumebinding som noget der rammer som lynet fra en klar himmel. En forløsning. Endelig… der var du. Der var noget der gjorde denne date helt særlig. Noget der fik alle andre dates til at blegne. Noget helt specielt, du aldrig har følt med nogen andre på denne planet. Det kærlighedsforhold du har drømt om. Der er ingen grænser for det potentiale du allerede ser i vedkommende.
Din intuition sætter måske allerede på første date gang i et par alarmklokker, men du overhører dem, eller forklarer dem væk. Eller måske du endda drejer dem til din fordel. Din fornuft ved godt, at du kun lige har mødt vedkommende. Den ved også at du ingen anelse har, om hvordan en hverdag ville blive med denne person.
Men det bliver også undskyldt væk med, at det er bare fordi vedkommende ikke kender dig godt nok. Du tillægger dig selv magiske kræfter og evner til at kunne ændre vedkommende, mens du idealiserer en, du måske kun har kendt i 4 timer.
Allerede på vej hjem fra første date, kan du mærke, at det her, det er noget særligt, der bliver svært at give slip på. Du forsøger måske at bevare din fornuft og fødderne på jorden ‘ja ja, lad os nu se’.
Alligevel går der ikke mere end 30 min. fra I sagde farvel, til du tjekker din telefon, for at se om vedkommende har skrevet. ‘Jeg vil se dig igen’, står der. Dit hjerte banker og det er umuligt at skjule dit smil. Du har nu allerede et ben inde i en traumebinding og er 5 minutter i overgivelse. Næsten klar til at logge ud af din datingprofil, og villig til at opgive det, der i sidste uge synes vigtigt. Du skynder dig at svare, for at holde forbindelsen varm.
‘Godmorgen’, ‘godnat’, ‘glæder mig til at se dig’ og ‘tænker på dig’ beskeder, flyver gennem luften mellem jer. I aftaler at ses igen. Det er næsten ikke til at fatte at denne person virkelig vil dig. Er det virkelig sandt? Du føler dig som noget helt særligt. For hver besked du får, overgiver du dig lidt mere. Fantaserer og dagdrømmer om hvordan det ville være, at dele livet med vedkommende. Og verden omkring dig snævrer ind til et hyper fokus på denne person.
Vedkommende er blevet hovedpersonen i dit liv og det er nærmest umuligt at fokusere på noget som helst andet. Med telefonen klistret til hånden, tjekker du for nye beskeder, og hver gang du hører et ‘pling’ skipper hjertet et slag. Hele dit nervesystem reagerer som du ventede en afgørende besked om liv eller død. Øv, det var bare din mor. Du tildeler måske denne særlige person en særlig ringetone, fordi dit system ikke kan rumme den mængde af stress.
Der er nu gået seks timer siden vedkommende skrev, og du mærker angsten og panikken der overtager din krop, og sætter turbo på dine tanker. Du går tilbage i beskedtråden for at finde små tegn og signaler. Hvorfor er det altid dig der investerer i kontakten? Det er altid dig der skriver først. Var det for meget det du skrev i sidste besked? Kunne den misforstås? Du skriver en ny besked, hvor du forklarer hvad du mente i den sidste besked. Trykker ‘send’ med en forventning om et hurtigt svar.
To timer senere, og stadig ikke noget svar. Du mærker smerten der river og flår æder dig op indefra. Tanken om at konfrontere vedkommende, med at du stadig otte timer senere venter på et svar, ligger næppe ligefor. Du vil sandsynligvis i stedet vende det indad, som noget personligt. Føle dig ydmyget og til grin, ved at bilde dig selv ind, at du var noget særligt. Din krop lukker ned i håbløshed og du føler dig revet mid over. Du kan ikke overskue at være sammen med nogle, men du kan heller ikke holde ud at være alene.
Det eneste du kan fokusere på, er at finde ud af hvad pokker der sker, til din hjerne koger over af overanalyseren. Hvad gik der galt? Var der noget du ikke så? Var det fordi du ikke lød nysgerrig nok? Eller var du for nysgerrig? For ærlig? For stille? For kedelig? Ikke interessant nok? Stadig med telefonen klistret til hånden, men nu mere på Google ‘tegn på undvigende tilknytning’, ‘hvordan spotter man en narcissist’, eller ‘hvad er no contact reglen’.
Pludselig lyser en besked op på skærmen, og dopamin skyller gennem dig.’ Hey, har du haft en god dag?’, som om alt er helt normalt, og ingen andre end dig har oplevet at verden har været i bål og brand hele dagen. Håbløsheden udviskes øjeblikkeligt af lettelse og fornyet håb, og det der før var i bål og brand, forklares væk med det er nok bare dig der er for needy, og vedkommende har jo også andet at lave.
Men den lille alarmklokke inde i dig ringer nu lidt højere. Den fortæller dig, at det her ikke er sundt for dig. Men det du vælger at høre, er måske at du bare skal være bedre til at tilpasse dig og gå på kompromis med dine behov. Nærmest hvad som helst for at undgå dette smertehelvede, og den ubærlige angst bare ved tanken om at miste denne person. Og nærmest hvad som helst for at sikre dig hver en krumme af opmærksomhed.
Selvom der nu går 48 timer mellem beskederne, der mere er blevet til en udveksling af prosa, end kærlige ord, er du måske endnu mere afventende med at lave aftaler med andre. Du fortæller dig selv at du skal være til rådighed, hvis vedkommende nu skriver og har lyst til at ses. Måske du aflyser allerede planlagte aftaler.
Hvis du bare kunne overbevise denne person om at du er den helt rigtige. Hvis du bare kunne være ‘god nok’, så ville tavsheden ophøre, og du vil føle dig tryg. Men det er ikke tryghed, det er snarere en undgåelse af, at det bliver værre. Hvis du ikke har spist i tre dage, vil selv den kedeligste og fladeste håndmad, smage som en bid af himlen. Det betyder ikke at den smager godt, men det betyder at du sulter.
Du vil nok opleve dig som en tom skal der pendulere mellem highs og lows. Fra drømme og illusioner om jer i fremtiden til modløshed og dyb smerte. Og alt derimellem et hyper fokus på vedkommende, i forsøget på at navigere i disse tilstande og den forvirring der er forbundet med de udsving. Det bliver alt eller intet, og det eneste der betyder noget for dig. Du er i overlevelsestilstand.
Den anden har fået magten over dit liv, dit humør, din søvn, din koncentration, og til at definere dit værd. Du har gjort dig afhængig af vedkommende, som heroin. Du har lagt al din energi i vedkommende, og bildt dig ind (mere og mindre ubevidst), at du kunne finde din forløsning og lykken i denne person. Men du har glemt, at din værdighed og lykke allerede bor inde i dig, og du har ledt et forkert sted.
Trauma bonding føles som den mest intense, mest virkelige, ægte og eneste rigtige kærlighed, du nogensinde har oplevet. Som skæbnen og intet mindre end ment to be.
Et traume bånd kan påvirke dig med voldsomme udsving af tilstande der opleves så forløsende at englene synger, til den dybeste og tungeste smerte. Få ting kan påvirke dig i lige så høj grad, så det må være noget helt særligt. Det er hvad der gør trauma bonding så pokkers forvirrende.
Dels er der den biologiske faktor, når vi oplever uforudsigelighed. Nogle gange en sød besked, nogle gange tavshed, nogle gange en afvisning, måske afløst af et glimt at håb, som bliver køligt igen. Uden mulighed for at se et mønster, eller hvad der forsager disse udsving, udløser hjernen dopamin.
Fuldstændig på samme måde som når du sidder ved den enarmede tyveknægt. Det er ikke gevinsten der holder dig siddende til din tennisalbue blusser op, det er uvisheden om, hvornår gevinsten kommer. Og ikke mindst frygten for, at i det øjeblik du går, og den næste der hiver i håndtaget, vinder den Jackpot du har kæmpet for i flere timer, med lige en jeton mere og en mere og en mere.
I et traumabånd er det din udkårnes opmærksomhed der er den uforudsigelige gevinst. Når den endelig kommer efter en periode med tavshed eller manglende nysgerrighed, oversvømmes du af lettelse og eufori, almindelig glæde ikke kan hamle op med. Følelser der virker så ægte, men udløst af mangel og uforudsigelighed, snarere end tryghed. Det skaber en afhængighed, som vores rationale ikke helt forstår, når vi er ramt.
Desuden er trauma bonding også et følelsesmæssigt bånd, og ikke mindst den betydning vi lægger i de følelser. En enarmet tyveknægt er en håndgribelig og konkret genstand. Det er svært at have følelser for den, som du kan til et andet menneske. Og det er svært at fantasere om den, drømme om en fremtid med den, og idealisere den som den eneste der kan bringe os lykke.
Trauma bonding vækker også noget der ligger så dybt indkodet i os. Vores fornuft vil imidlertid overlegent mene, at vi bør være upåvirkelige for den slags. Men når vi bliver ramt på vores tilknytning og kroppen mærker en gammel velkendt utryghed eller noget uforløst, vækkes gamle automatreaktioner, forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier. Også selvom det er 30 år senere, det er en anden situation og med en anden person.
Et traumabånd opleves nemlig ikke ‘bare’ som tilknytning til en anden, det skaber en oplevelse af, at dit liv, din identitet, din overlevelse og meningen med livet er bundet sammen med den anden person. Når relationen bliver den primære kilde til liv, lærer din krop at scanne den anden person konstant, for at vurdere om du er i fare eller om du kan læne dig tilbage. Den konstante overvågning gør, at hele dit nervesystem bliver organiseret omkring den person.
Du har ikke længere selvstændig adgang til tryghed, det bliver noget den anden giver adgang til. Det skaber en falsk men dybt følt sandhed, ‘hvis jeg mister vedkommende, mister jeg mig selv.’ Rent neurologisk er der noget om det, fordi din evne til at regulere dine egne følelser, gradvist er blevet outsourcet til den anden person. Derfor kan tanken om at opgive relationen, ikke bare vække sorg men også en dødsangst. En faktisk og kropsligt dødsangst, fordi din krop med tiden har lært, at adskillelse fra denne person er en eksistentiel trussel. Præcis som et lille barn ville opleve, hvis det blev forladt af en forælder.
Har du selv været fanget i traumebinding, kan du sikkert nikke genkendende til at symptomerne kan være ufattelig svære at identificere, fordi forvirringen er total i denne tilstand. Det opleves som en intens kærlighed, der samtidig er voldsom smertefuld. Nærmest umulig at vende ryggen, og virkelig svær at forklare for andre.
En følelse af at være ‘afhængig’ af personen. Ikke i overført betydning, men fysisk, som en abstinens. At være væk fra personen er forbundet uro, angst og en følelse af tomhed. Selv hvis personen behandler dig dårligt.
Idealisering af de gode øjeblikke. Du husker, hvordan det var i starten, og de bedste øjeblikke med personen. De holder fast i det billede og længes efter den version af vedkommende, og glemmer at se helheden.
Selvbebrejdelse. Mange begynder at tro, at den manglende interesse, afvisningerne, er deres egen skyld. De vender de det indad, som det er dem selv der har gjort noget galt, eller er utilstrækkelige. De bare skal “blive bedre” til at undgå at udløse den anden parts vrede / være mere som de tror den anden ønsker
Forvirring om, hvad der er virkeligt. Særligt hvis der er gaslighting involveret, kan man miste tilliden til sin egen hukommelse og dømmekraft. Man husker en konflikt anderledes end den anden part fortæller den, og begynder at tvivle på sig selv i stedet for på dem.
Frygten for at forlade vedkommende, bliver større end frygten for at miste sig selv. Det kan både være økonomisk afhængighed, frygt for hævn, ensomhed, eller en dybtfølt overbevisning om, at man ikke kan klare sig uden personen. Særligt er der frygten for, at hvis du forlader vedkommende, vil den næste får alt det, som du savnede, hvilket vil bekræfte at det var dig der var ‘ikke god nok’. Og lad mig lige sætte en fed streg under, at dette er også en illusion. Det du har oplevet, har andre og vil andre, med meget stor sandsynlighed også opleve med vedkommende.
Skam. Mange oplever det voldsomt skamfuldt, når de så småt begynder at erkende at de har mistet sig selv, og er gået for meget på kompromis med sig selv. Når de opdager hvor meget energi de har brugt på vedkommende, og skal kigge sig selv i øjnene. Har alt det de har kæmpet for, været en illusion? De frygter at blive dømt af venner og familie, hvis de fortæller sandheden, hvilket ofte gør at mange går med det alene.
Gradvis udslettelse af sig selv. Dette er nok det mest ødelæggende aspekt af trauma bonding. Den de var, før de mødte denne person, virker så langt væk og helt uvirkeligt. De interesser de havde som de gradvist ikke har energi til mere. De venner de havde, som de ikke har holdt kontakten med. Den livsglæde og tillid til sig selv, som nu mere synes som en naiv og indbildsk version af dem selv, og den usikre og undskyldende version som de er blevet, som den rigtige. Det kan tage år at genopbygge en stabil indre tillid og tryghed i sig selv, uafhængigt af en andens reaktion.
Kronisk aktivering af kroppens stressrespons. Konstant kortisol og adrenalin uden reel mulighed for at slukke for den indre alarm, udspiller sig som stresssymptomer. Søvnproblemer, fordøjelsesproblemer, koncentrationsproblemer, spændinger, hovedpine, øget infektionsrisiko, og en generel udtrætning af immunsystemet. Kroppen reagerer på langvarig, uforudsigelig fare, som den ville reagere på en reel konstant trussel.
Typisk er begge parter bundet til mønstret i et traumebånd, men på forskellige måder og i forskellig grad. Den ene part der udøver kontrollen, er bundet til behovet for at kontrollere relationen, oftest for at holde intimitet i en armslængde og for at undgå afvisning. Ikke nødvendigvis fordi det er et bevidst valg eller ønske, men fordi det er et indlært mønster i nære relationer.
Den anden part er bundet af de små dryp af opmærksomhed (også kaldet intermittent reinforcement) så de kan falde til ro igen. Også selvom det bare er kortvarigt. Heller ikke her, fordi det er et bevidst ønske, men midt i det følelsesmæssige kaos, har nervesystemet lært denne metode. Hvad det ikke husker, er at det selv kan falde til ro, når mønstret er aflært.
Så er det den enes skyld? Den anden der er noget galt med? Er det dig der er forkert på den? Det er sjældent så simpelt som fordeling af skyld, eller hvem der er den gode eller onde. Som udgangspunkt er der nok ingen af jer, der ønsker at gøre den anden ondt. I forsøger at blive elsket på den måde I engang har lært, og det er et mønster der opstår imellem jer, som ingen af jer sandsynligvis er helt bevidste om.
Tjo, teoretisk og hypotetisk kan begge parter blive bevidste om deres eget mønster og arbejde med det evt. i individuel psykoterapi. Om det vil lykkedes i relationen, er mere tvivlsomt. Det vil typisk være efter et brud når båndet først har løsnet nok, at den ene eller begge parter i bakspejlet kan se mønstret i et større perspektiv. Og måske endda vender blikket indad i erkendelsen, med et dybtfølt ønske om at ændre det.
De fleste oplever også at når de først er kommet ud af traumebåndet, og får det på afstand, vil de typisk begynde at se den anden med mere realistiske øjne, og ‘de særlige evner’ de så i vedkommende, ikke længere er så særlige mere. De begynder ofte at miste interessen for den anden, og husker tydeligere den smerte der var forbundet med relationen.
Desuden er det også vigtigt at pointere at ændre sine tidligt indlærte mønstre, er bestemt ikke et quick fix. Det er en langsom proces, der på ingen måde er lineær, og kræver stor tålmodighed. Både med sig selv, men også med den anden.
Der er altså intet du kan gøre, for at overbevise den anden, fikse den anden, være mere forstående eller kæmpe hårdere for at være tilstrækkelig nok for den anden. Du kan højst miste mere af dig selv i processen. Og uanset årsagen til den andens adfærd, ændrer det ikke på, at det er usundt for dig.
Hvis vi går tilbage til eksemplet med den enarmede tyveknægt ovenfor… Hvis du frit kunne vælge mellem to enarmede tyveknægte, med hver sin egenskab. Den ene er uforudsigelig, lige bortset fra forudsigeligheden i at du sjældent vinder. Måske du vinder en jeton hist og her og er næsten tæt på en Jackpot, men kun lige tæt på.
Den anden er forudsigelig. Du smider en jeton i, og får en tilbage. En gang imellem får du to jetoner tilbage, og en gang imellem nul. Hvilken ville du være mest nysgerrig på?
Der er noget mystisk og tiltrækkende ved den første. Den vækker håb og drømme, og tænk hvis du var den heldige. Sandsynligheden er bare forsvindende lille og du ville nok snarere bare tabe en formue, og have ondt i armen efter.
Den anden vil for mange virke forudsigelig og kedelig. Der er jo ingen spænding eller noget på spil. Den er bare pålidelig, stabil og til at regne med. Så for de fleste der har lært at kærlighed er noget der skal kæmpes for, og noget der skal overvindes, kan det virke mærkeligt og helt unaturligt.
Og ja, det er på sin vis sandt, at spillet og det spændende ville forsvinde, på en forudsigelig enarmet tyveknægt. Men et andet menneske er sjældent så simpelt. Måske vedkommende ikke er kedeligt, men du mærker fraværet af angst. Og måske den andens små uforudsigelige afkast hist og her, får dig måske til at føle dig ekstra heldig, fordi der er langt imellem dem, og du aldrig helt ved hvornår de lander.
Så du kommer nok ikke udenom at gøre dig nogle overvejelser. Hvad der er meningsfuldt for dig, også på lang sigt. Måske gøre op med en sort / hvid fordom og få øje på flere nuancer. At være til at regne med, er sjældent ensbetydende med at være kedelig. Der er mange stabile mennesker der samtidig er rasende interessante. Ligesom at være sød og betænksom, ikke nødvendigvis betyder at være selvudslettende.
At bryde dette mønster vil uundgåeligt virke unaturligt. Det ligger implicit i det at bryde en vane, som har været på automatpilot. Men husk på, bare fordi dit system husker det som velkendt og naturligt, så er det ikke nødvendigvis det, der er bedst.
Det kan virke paradoksalt, at det ofte opleves mindre smertefuldt at gå fra et sundt og stabil forhold, end fra en traumebinding. Et traume bånd er ofte funderet i idealisering, håb og drømme, der kan opleves euforisk. Men drømmen bliver sjældent til realitet, de forbliver i håbet om måske… en dag… hvis bare… Det er pokkers svært at give slip på.
En sund relation er imidlertid funderet i realiteter. Parterne ved hvad de forholder sig til, også selvom der naturligvis er sorg forbundet med et brud.
Trauma bonding er altså en binding og en tilknytning, der vækker noget uforløst i dig. Vedkommende var så tæt på, og så alligevel ikke. Du fik lige en smagsprøve på hvad du drømte om, og fantaserede dig til resten af menuen.
Det uforløste er ikke kun det, der er uforløst i relationen, men har også aktiveret noget uforløst fra barndommen, der vejer tungere. Ofte med rødder i det der engang manglede. At føle dig elsket, accepteret og velkommen, som den du er. At give slip på en traumebinding relation, opleves også ubevidst, som at give slip på det, du engang havde brug for og som stikker langt dybere.
Virkeligheden er bare, at forløsningen ikke kan findes i en traumbinding, men håbet og længslen larmer for meget, at det synes umuligt at se klart og endnu sværere at give slip på.
Derudover er der andre aspekter der gør trauma bonding udfordrende at slippe.
Mange der har oplevet ustabile, uforudsigelige eller utilgængelige relationer i barndommen, kan denne dynamik virke velkendt. Nærmest hjemlig, også selv når den gør ondt. Nervesystemet genkender mønsteret og alarmklokkerne bliver nemmere at overhøre.
Som beskrevet ovenfor skaber den uforudsigelige vekslen mellem smerte og lindring en form for biokemisk afhængighed. At forlade vedkommende kan udløse fysiske abstinenssymptomer, uro, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, og en fysisk kropslig reaktion.
I langvarige traumebånd, særligt med kontrollerende partnere, bliver din identitet typisk tilpasset den andens behov, meninger og humør. At forlade forholdet kan opleves som at miste sig selv, fordi der reelt ikke er en føling med ‘selv’ mere, bortset fra det, der er defineret af relationen.
Mange mister fornemmelsen af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er voldsomt forvirrende at svinge imellem de to tilstande af smerte og håb. Hjernen vil ofte finde undskyldninger, for at lindre smerten, og tvivlen vil blive forklaret bort.
De fleste i trauma bonding ved godt at venner og familie ikke vil forstå dem eller vil dømme dem, hvis de fortæller hvordan de har det. Så de går ofte alene med tvivlen, smerten, angsten, skammen og tankerne, uden støtte eller nogen at læne sig op ad.
Selv et smertefuldt og ødelæggende forhold kan føles tryggere end at gå ud i det ukendte. Der kan paradoksalt nok være forudsigelighed i noget der er kronisk uforudsigeligt. Mange vil ofte vælge det, der er velkendt, men det velkendte er bare ikke altid det der er bedst.
De store udsving mellem intens varme og intens smerte, aktiverer de samme belønningskredsløb i hjernen, som ses ved afhængighed. I et traumabånd bliver denne mekanisme forstærket og forvrænget. Det er ikke bare højderne, der er høje, det er kontrasten mellem højderne og dybderne, der skaber den kemiske afhængighed.
Du har måske allerede bemærket at der er en del af dig, der klynger sig til håbet om at blive reddet. Hvis bare denne person ville elske dig, så ville du blive lykkelig. Forløst.
Men denne del af dig (lad os kalde den ‘den mindre’), er også villig til at gå på kompromis med hvad som helst, for at opnå det, den søger. Den er ligeglad med det der før gjorde dig glad. Den er ligeglad med dine behov, dine ønsker og dine standarder. Den vil have dig til at blive bedre til at imponere denne person du har mødt. Dygtigere til at gætte vedkommendes behov og ønsker, og for alt i verden ikke skabe forhindringer for at opnå målet. Den ultimative forløsning: At blive elsket. Selv hvis er på bekostning af dig selv og dine egne behov. Denne det har sit fokus knivskarpt rettet på målet, og fortæller dig at alt andet er meningsløst.
Der er nok også en anden del af dig (den kalder vi ‘den voksne’), der hvisker at noget ikke er godt. Men det kan være svært at høre, når ‘den mindre del’ larmer så højt, at det gør ondt i knoglerne. Men du kan måske mærke den når. Du bliver skamfuld over at fortælle om situationen til andre, fordi du ved du har gået på kompromis med dig selv. Eller når du bliver frustreret på dig selv over ikke at kunne sige fra, eller igen i desperation sendte en besked til vedkommende.
Det kan opleves som voldsomt forvirrende og indvendigt splid, der er oppe imod hinanden. Hvem er den rigtige mig og hvem er ikke? Medmindre du inderligt tror på at du vil blive lykke med denne person, at dit liv vil blive meningsfuldt, og du kan bekræfte at dit liv er blevet bedre med vedkommende, vil jeg anbefale dig, som den voksne du er, at tage ‘den mindre del’ i hånden, og beslutte at det nu er ‘den voksne’ der styrer dit liv.
‘Den mindre del’ vil protestere, og den vil råbe og skrige, og prøve med alle mulige kneb, at få dig overbevist om, at du skal lade ‘den mindre del’ styre dig. Den vil sige ‘men hvad nu hvis…’ NEJ! ‘Bare en gang mere…’ NEJ! NEJ! NEJ!
Den vil komme med skræmmekampagner, og fortælle dig at nu er der en anden der får alt det, du ikke fik. Den vil fortælle dig at du aldrig vil møde en anden. Den vil snige sig ind i dine drømme og sende dig billeder og erindringer. Men før eller siden, vil den miste sine kræfter, og langsomt give slip. Og du vil langsomt kunne kende dig selv igen.
I den dybeste og måske smertefulde erkendelse af, at du ikke får det du savner med denne person, må du rejse dig. Mærke hvornår nok er nok, og overveje om du er villig til at opgive mere af dig selv. Der er ingen anden vej, end at acceptere og rumme sorgen, over du ikke fik hvad du drømte om. Det vil rive og det vil flå, men du må forholde dig til virkeligheden.
Det er ikke dig der er noget galt med. Det er ikke dig der ikke er nok, og det var ikke dig der ikke var tilstrækkelig. Det er heller ikke vedkommende der burde eller skulle noget mere eller mindre. Der er ikke noget ‘hvad nu hvis’. Der er hvad der er. Det er sådan det er. Ingen analysering, eller ‘hvis nu bare…’. Du har prøvet det før, og det virkede ikke.
Du må se den brutale virkelighed i øjnene og opgive håbet. Forhåbentlig du også kan se, at det blot er et håb du mister, for du fik aldrig det du ønskede. Det potentiale du tillage den anden, men vedkommende evnede ikke at leve op til.
Det kan være hjælpsomt at skille ting lidt fra hinanden, og se denne trauma bonding fra flere perspektiver. De fleste lader sig forblænde, og bliver styret af følelserne. Følelser der er så intense og føles så virkelige, men de taler ikke altid sandt. Det er naturligvis sandt, at du føler og mærker det du gør, men den betydning du kobler på følelserne, kan være misvisende. Elsker du denne person fordi vedkommende er elskværdig og tryg at være med, eller elsker du idéen om, hvordan det kunne være, hvis nu…? Det er følelsesmæssig disciplin.
Ret dit fokus mod dig, og væk fra vedkommende. Du har været igennem noget voldsomt, så hav tålmodighed med dig selv, og ikke mindst masser af selvomsorg.
Hvis du parkerer følelserne, og kigger på jeres relation med de fornuftige og rationelle briller, hvad ville de så sige til dig? Hvordan er denne relation meningsfuld for dig? Har du det bedre nu, end du havde inden du mødte vedkommende? Var det hvad du ønskede da du mødte vedkommende på første date? Var det sådan du håbede det ville ende?
Og stadig med følelserne parkeret, skifter til de bevidste briller. Hvad fortæller de dig? Er dine forestillinger, håb og drømme baseret på fakta og viden, eller er de blot forestillinger og idealisering om noget der kunne være, baseret på små signaler du har brygget videre på?
Hvad hvis du skifter til de briller der viser virkeligheden, hvad fortæller de? Data og fakta. Ingen forklaringer eller undskyldninger. Hvordan tænker du, dit liv vil se ud om fem år hvis du kæmper videre i denne relation? Hvad ville dine venner og familie råde dig til? Ville de kunne trives med vedkommende? Kan du give dig selv ti gode grunde til at kæmpe videre? Husk følelserne er parkeret. Ikke noget ‘hvis bare…’ Der er hvad der er. Der er ikke mere. Det er virkeligheden. Eller er det nemmere at finde ti gode grunde til at give slip? Holder du fast for at undgå sorgen? Og hvad ligger der i den sorg, hvad mister du egentlig, helt reelt?
Følelser kan være så overvældende, at det kan være svært at se hele billedet klart. Men det er vigtigt at holde det adskilt, så det er dig der styrer dit liv, og ikke dine følelser. Og nej, det er bestemt ikke nemt. Men der er kun en vej… Erkendelse og accept af virkeligheden. At lade dig forblænde kan have voldsomme konsekvenser, der kan tage lang tid at komme sig over.
Måske håbet stadig holder dig fast med sine sidste krampetrængninger, og du ikke er klar til at vende dig om, uden at kigge over skulderen. Men erkendelsen vil heller ikke længere lade sig fortrænge mere. Noget er gået op for dig, men du er stadig ikke klar til at handle på det.
Du kan bruge dette mellemrum til at observere, og vende lidt mere hjem til dig selv. Bare lidt. Træk noget af dig selv tilbage, måske nogle at de behov du har opgivet, eller nogle af de interesser du har forsømt.
Vær opmærksom på hvor meget du er ovre i denne person, og når du er opmærksom på det, så kom hjem til dig selv. Hvis du sidder i bilen og spekulerer over hvad vedkommende laver, så bliv opmærksom på hvad du laver. Hvordan har du det? Hvad vil være godt for dig i dag, mens du ikke ved noget om den anden?
Vær bevidst om dine tanker om den anden er en idealisering af vedkommende, eller om det er fakta. Om det du håber på med vedkommende, er en illusion eller bygger på noget reelt.
Bare observer. Måske der kommer en besked. Måske ikke. Du kan ikke gøre fra eller til, og du kan slet ikke forcere nogen til at være interesseret i dig. Hvis vedkommende er interesseret, så skal beskeden nok komme. Og selv hvis beskeden kommer, er det så virkelig det du ønsker? Og hvor meget energi og tid vil du lægge i det?
Observer. Indsaml data uden at gætte, tolke eller analyser. Du har ingen anelse om hvad der sker ovre i den anden, men et eller andet sted henne, ved du hvad det gør ved dig.
At bryde et traumebånd er ikke en simpel beslutning, man bare lige tager. Det er en proces, der ofte tager tid og mange falder desværre tilbage.
Brug netværk
Bare en enkelt person at tale med, som en ven, et familiemedlem, en rådgiver eller krisevejleder, kan give modvægt til isolationen.
Professionel hjælp
Terapeuter med erfaring i traumer, relationer og tilknytning, kan hjælpe med at adskille de de indviklede tråde, der binder dig til personen.
Tålmodighed med sig selv
Når erkendelsen først er åbenlys, er det svært ikke at forholde dig til hvad der sker. Det er ikke sikkert du kan handle på det, men du kan lade dit system langsomt blive opmærksom på, hvad det er der sker, og langsomt slippe en tråd ad gangen.
Trauma bonding er et komplekst og følelsesmæssigt bånd mellem to personer, der opleves som intens kærlighed. Ofte forbundet med voldsom forvirring, utryghed og store udsving af både smerte og håb.
At bryde et traumebånd begynder for de fleste når de begynder at erkende relationens mønstre. Det kan opleves voldsomt smertefuldt at bryde båndet, men det er oftest mere smertefuldt at blive.
Trauma bonding opleves ofte som en stærk følelsesmæssig afhængighed, hvor man både længes efter og bliver såret af den samme person. Mange oplever store udsving fra frygt og sorg til håb, som skaber voldsom forvirring og en fornemmelse af, at miste sig selv.
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.