I begyndelsen af forholdet, beundrer parterne ofte hinandens forskellighed. De er nysgerrige på hinanden, og på hvordan de hver især oplever, opfatter og er i verden på. Det hele er nyt, uforudsigeligt og spændende.
Men med tiden, som de knytter sig mere og mere til hinanden, bliver det også en faldgrube for mange misforståelser, irritation og sårede følelser.
Det der er vigtigt for den ene, er måske ikke vigtigt for den anden. Og det kan ofte opfattes som manglende interesse i ‘vedkommende’, hvor det nok snarere handler om ‘det’ vedkommende ikke er interesseret i, adskilt fra personen.
Altså fx når den anden ikke synes orden i hjemmet er lige så vigtigt som den ene, bliver konklusionen i den ene ofte at vedkommende åbenbart ikke vigtig nok.
Det ændrer dog ikke på at den ene synes det er vigtigt. Men kan ikke få den anden til at synes det samme, og hvad gør de så? Hvis mening er så mest vigtig? Hvem har ret til at trumfe den anden? Og hvordan finder de ud af hvem der er mest ‘rigtig’ eller har ret?
De kan gøre hinanden forkerte og argumentere for hvad ‘normale’ mennesker gør og hvorfor den ene eller den anden har ret. Hvilket blot kan blive en endeløs magtkamp.
Eller de kan forsøge at udligne forskelligheden, ved at den anden efterlever den enes krav. Og i forsøget på at være ‘god nok’ eller ‘tilstrækkelig’, mister vedkommende forbindelsen til sig selv, og den ene står ensomt tilbage.
Eller at den ene følelsesmæssigt isolerer sig og trækker sig fra forholdet. Hvis du ikke synes det er lige så vigtigt som mig, så elsker du mig åbenbart ikke højt nok.