Jeg kan ikke være mig selv i mit parforhold

“A Bird May Love a Fish, But Where Will They Live?” (Resnick)

Plads i parforholdet

Kan du kende dig selv i dit parforhold, og er der plads til dine egne ønsker, drømme og mål? Eller har du måske helt ofret og glemt dine egne behov for parforholdets skyld? Skal I være enige om alt og være sammen om alting?

Vi kan ikke ignorere den ægteskabskultur, vi i den vestlige verden er vokset op med, nemlig at to bliver til en, men hvad gør det egentlig ved os? Mange par oplever, at de forsvinder i deres parforhold. Eller i hvert fald den ene af parterne. De oplever, at deres egen selvstændighed og deres identitet er forsvundet med årene, og de er frustreret over, at der ikke er plads til at udvikle sig, med mindre det er til gavn for forholdet.

At smelte sammen til én er et naturligt resultat, når vi har sex med hinanden, men at være forenet hele tiden og altid er en håbløs illusion. Det, de fleste af os fejlagtigt har lært, er, at den ægte kærlighed betyder, at vi tilbringer al vores fritid sammen og er sammen om alting. Vi skal leve som én enhed frem for to adskilte mennesker. Adskilthed og forskellighed bliver set som en trussel for vores forhold, nærmest som tegn på, at vi ikke elsker hinanden nok.

I denne enhed higer vi også efter ubetinget kærlighed. Du skal elske mig, uanset hvad, og hvis vi bliver én enhed, så er det, fordi du elsker mig betingelsesløst. Du skal acceptere hele mig, forstå mine handlinger og elske mine dårlige vaner. Men vi må erkende, at ubetinget kærlighed kan et andet menneske ikke give os. Det var, hvad de fleste af os fik som nyfødte og små børn, men denne kærlighed kan vi aldrig få igen fra en anden. Vi kan elske hinanden for dem, vi er, men vi kommer aldrig til at elske hinandens fodsvamp eller snorken. Det er højst noget, vi kan vælge at leve med, hvis der er flere gode kvaliteter, der opvejer de mindre heldige.

At blive forenet på denne måde kan også ophæve følelsen af at være alene i tilværelsen, dvs. det kan skabe en følelse af, at ”jeg er ikke alene”, men parforholdet vil i så fald bygge på en umoden afhængighed af hinanden.

De fleste kommer også til at ophæve deres personlige grænse i en sådan forening. Det er ikke i orden at sige ”nej” til hinanden eller ikke have lyst til at ofre sig selv for forholdet, hvis jeg en aften har lyst til at gå i biffen alene. Det er ikke velset at være uenig eller tænke på sig selv for en stund.

Paradokset i denne forening er, at det kun er gennem bevidstheden om vores adskilthed, at vi er to forskellige personer med hver vores behov, at vi kan komme tættere på hinanden. Det er, når vi bliver opmærksomme på, at vi er forskellige, at vi bliver nysgerrige efter hinanden. Og så længe vi behandler andre, som om de er eller burde være de samme som os, vil vi blive skuffede.

Et parforhold er i sig selv en forening, men denne forening kan give mere eller mindre plads til hinanden. Det, der oftest er et problem, er for lidt plads. For andre par derimod giver det fint mening at leve totalt forenet. Der er intet rigtig og forkert. Det vigtigste er blot, at det er et reflekteret valg, og at I ikke reducerer hinanden af frygt for selvstændighed.

Overvejer I at tale med en parterapeut?

Ring på 50 86 52 08, eller send mig en mail, hvis I er interesserede i at booke tid til parterapi, eller hvis I har spørgsmål til mig.