Book tid
Hvordan får man gnisten tilbage i forholdet, og hvordan bevarer man en gnist i parholdet kan være en kunst at lære. I forelskelsen når alt er nyt og spændende, opstår den ofte af sig selv. Nærmest som magi. Men når forelskelse bliver til kærlighed og det nye og spændende bliver til velkendt og forudsigeligt, begynder den for de fleste at miste sin glød.
Mange par forsøger ihærdigt at få den tilbage ved at arrangere spa ophold, skiftes til at invitere på Date Night eller forsøger med nyt legetøj til soveværelset. De leder efter den, som den fandtes et sted. Og ofte ender de lige vidt, eller i værste fald mere opgivende end før. For lige meget hvor mange steder de har kigget efter den, har de ikke fundet den. Hvad de imidlertid ikke ved, er at de har haft den med sig hele tiden.
Den bor inde i dem selv. Og det er mere et spørgsmål om at vende blikket indad, og reflektere over hvad der tænder den, og ikke hvor den er. Så hvad er en gnist for dig? Og hvad tænder den?
En gnist er flygtig og skrøbelig og opstår under de rette forudsætninger. På samme måde som når flint og stål får kontakt, på den helt rigtige måde. Og det er netop kontakt, en gnist i parforholdet består af. En mere lystfuld eller erotisk kontakt mellem parterne, der tænder noget i dem selv, for et øjeblik.
Gnisten kan ikke forceres eller krampagtigt holdes tændt, for så ville den ikke være en gnist mere. Og for øvrigt ville den miste sin spænding. Men tilpas nok af disse små øjeblikke parterne sammen skaber, giver dem, den kontakt mange søger.
Hvad der tænder en gnist i den ene, er ikke det samme for en anden. Så hvis du savner at mærke den, og vil undgå at lede efter den fra Herodes til Pilatus, eller vente i spænding, om din partner finder den for dig. Så kan det anbefales at øge opmærksomheden på, hvad din gnist består af.
Hvad mærker du, når du mærker gnisten? Hvad giver dig lyst til at være sammen med din partner? Til at mærke kærligheden imellem jer?
Gnisten opstår når parterne kan mærke hinanden på den helt rigtige måde. Eller rettere mærke sider af sig selv, spejlet af den anden.
Sådan som hverdagen er skruet sammen i dag, skaber det desværre ikke de bedste forudsætninger for at pleje de gnister der er brug for, til at skabe et parforhold der består af andet end praktik. Mange oplever, at når de endelig er færdig med alle dagens gøremål, er de så udmattede, at de skvatter i søvn på sofaen foran Tv’et, fem minutter efter de har lagt sig.
Den kontakt der er imellem parterne, er også ofte forbundet med, hvordan de leder og fordeler opgaverne i hjemmet. Og selvom de lykkedes med at være et godt team, der får hverdagen til at glide, er det de færreste der bliver tændt af ‘Gider du at støvsuge i dag?’ eller ‘Hvorfor skal du altid smide dine sokker på gulvet?’.
Det er ofte nødt til at være en bevidst intention mellem parterne, som skal prioriteres. Og så hjælper det gevaldigt, når de er opmærksomme på, hvad der tænder deres gnister.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Som nævnt tidligere, er en gnist skrøbelig, og kan nemt miste sin glød i hverdagens udfordringer. Gnisten består af kvaliteten af den kontakt der er mellem parterne, og når gnisten er væk, er der noget der forstyrrer denne kontakt og kærligheden mellem parterne.
De mister adgang til at blive berørt over hinanden, og til at kunne vække noget i hinanden. Når kontakten mellem parterne er forstyrret, kan ikke engang tusind spa-ophold rette op på det. Det kan naturligvis give tid og rum til at genskabe kontakten, men oplevelsen i sig selv gør ingenting. Der skal ryddes op i det, der forstyrrer.
Mange par bebrejder hinanden for at gnisten er væk. ‘Hvis bare du ikke var så forudsigelig’, eller ‘Hvis du bare var lidt mere spontan’, så ville jeg have mere lyst til dig. Altså hvis bare du var noget andet, end det du er- og det jeg selv engang valgte.
Er du i tvivl om det er for sent for jer, kan du finde mere information om Hvornår er et forhold forbi? Her.
Det er naturligvis også tilfældet, at der er noget den anden gør, der giver gnisten svære vilkår. Hvis vedkommende over en længere periode fx er voldsomt ophængt af arbejdet, måske er stresset, og kommer hjem og snerrer, er uoplagt og virker afvisende. Det fremmer ikke ligefrem kontakten.
Det kan også være noget der opstår mellem parterne. Ting der ikke bliver talt om, eller forholdt sig til.
Men det kan lige så vel være en selv, der har lukket ned, for at mærke sin egen lyst / egen gnist. Det kan meget nemt ske hvis du i en længere periode fx
Vi har selv hver især, et ansvar for egen gnist i parforholdet. Og det er her det kan blive så pokkers svært mellem parterne. For hvordan siger man ‘Nu er det 5. uge i træk, du kommer hjem og er stresset, irriteret og kort for hovedet, og jeg begynder at lukke ned for min lyst til dig’. Tja. Det gør man ved at sige det… Ved at reagere på det, og forholde sig til det. Alternativet er at lade stå til, og det ender sjældent godt.
Nedenfor er et par typiske eksempler, hvordan kontakten mellem parterne kan blive forstyrret
Typisk er det parterne diskuterer i en konflikt, ikke kernen af konflikten, men måden at gå ind i konflikten på. Der ligger ofte noget andet under, som de ikke får talt om. De føler sig ikke mødt eller hørt, får ikke repareret, og ender samme sted igen. Læs evt. mere om konflikter i denne artikel: Gentager I den samme konflikt?
Der bliver ikke luftet ud og ryddet op i det, de har brug for at italesætte. Fx misforståelser, mistillid, antagelser de gør sig om den anden, sårede følelser eller behov der ikke bliver mødt. Det hober sig op, som afstand mellem parterne.
At sidde fast i hamsterhjulet kan mange nikke genkende til. Mange oplever at når dagen er omme og alle pligter er overstået, er energien og overskuddet til hinanden ligeledes væk. Kontakten imellem dem, er reduceret ned til koordinering, madplaner og hvordan de får ugen til at hænge sammen. Og ugekalenderen forvandler al spænding til rutiner og forudsigelighed.
En forudsætning for at mærke gnisten, er at der er kontakt til sig selv og til sin partner. Når den ene eller begge i parforholdet er ramt af stress, er der ingen kontakt. Stress er en overlevelsestilstand, der i høj grad påvirker hele familien. De mister evnen til at være engageret, føle sig til stede her-og-nu, til at være nærværende og der er lukket ned for alt, der er forbundet med lyst og livsglæde.
Du kan finde mere information om hvordan stress kan påvirke parforholdet i denne artikel: Er der stress i jeres parforhold.
Vi mennesker er vanedyr. Det er så ufatteligt nemt at falde ind i vanens magt og gå uopmærksomt og halvbedøvet gennem livet. Samme vej på arbejde, ligge nøglerne samme sted i gangen, og samme måde at sige ‘hej’ til hinanden efter arbejde. Og sådan kan vi falde i søvn i livet, uden at mærke behovet for at være legende, blive begæret, føle sig ønsket og elsket. Hvis bare vedkommende har husket frikadellefars, så er alt godt.
Når parterne bilder sig ind, at de har krav på hinanden, og gør hinanden ansvarlige for egne følelser og behov. Når den ene har behov for noget, er de i deres ret, til at bede den anden om at rette ind, uden forhandling eller et møde på halvvejen. Eller når den ene føler ubehag ved noget, er det den andens pligt at sørge for at få ubehaget væk. Hvis jeg var vigtig nok for dig, ville du ikke tage ud med vennerne i aften, og lade mig blive hjemme og føle mig nedprioriteret. Det bliver uklart hvem der er ansvarlig for hvem i relationen, og friheden, letheden og ligeværdigheden er væk.
Når parterne er så opmærksomme på den andens behov og ønsker, at der nærmest ikke kan mærke sig selv mere. De vil så nødigt skuffe eller såre den anden, og kan dårligt få luft til at trække vejret selv. Omend hensynsbetændelse kan virke velment og omsorgsfuldt, ender det ofte som en voldsom ensom oplevelse for begge parter. De er ovre i den anden og ikke i sig selv, så de kan ikke mærke hinanden mere. Der er ingen spænding og friktion.
Når parterne ikke accepterer hinanden som dem de er, og i stedet går og er irriteret på hinanden og kritiserer hinanden, for den måde de gør, siger, tænker ting på. Din måde at være i verden på, er ikke lige så rigtig som min. Det bliver ofte en magtkamp om hvem der har ret eller hvem der er rigtig, alt imens begge er rigtige, på hver deres måde. Kontakten er præget af irritation og kritik, snarere end accept og rummelighed, og det tænder sjældent en gnist.
Det kan lyde tåbeligt, men for meget tryghed kan skabe en magelighed, der gør at parterne ikke gør sig umage i forholdet mere. Der er ikke noget på spil, og ikke noget at kæmpe for. Det bliver en oplevelse af ubetinget kærlig. At være elsket på trods af ikke at have været i bad i en uge, eller grænseløs, tåbelig og urimelig opførsel. Parterne føler sig ikke særligt udvalgt, og oplever nok snarere en afhængighed, end en kærlighed der skal kæmpes for. At der er noget på spil.
Der kan være mange grunde til at gnisten forsvinder. Ovenstående er blot et par eksempler, hvor de sjældent kun er et enkelt af punkterne der er i spil.
Mange opdager først at gnisten er forsvundet, når den har været væk i en længere periode. Parterne har måske været opmærksomme på alt muligt andet i relationen, end at bevare en kontakt der gnister af lyst og spænding. Med det menes naturligvis ikke, at der ikke kan være plads til hverdag og trivielle pligter. Men også at gøre plads til en legende kontakt i hverdagen.
De glemmer den legende kontakt, eller forventer at den opstår af sig selv, og vænner sig til at være sammen på en måde, hvor kontakten imellem dem bliver afstumpet og en praktisk foranstaltning. Lige indtil en dag…
Den ene (eller begge) bliver forstyrret i rutinen, og genopdager alle de lystbetonede følelser, der længe har været lukket ned. Der sker noget nyt. Enten internt i parforholdet, men oftest at den ene mærker at der mangler noget. Der må være mere.
De skifter måske job og får nye kollegaer, finder nye fritidsaktiviteter, eller tilfældigt møder en, der vækker alt det, de ikke har været i kontakt med længe. Spænding, fornyelse, blive begæret og føle sig ønsket.
Den anden vil ihærdigt forsøge at holde fast i det der var. Måske forsøge at overbevise til et status quo, men når der først er kontakt til de glemte følelser, er det tæt på umuligt at lukke ned på dem igen. Altså lige indtil de drypvis bedøver sig igen, med vaner og rutiner.
Tegn på at gnisten er væk, opleves ofte som:
Er gnisten væk, betyder det ikke at den ikke kan komme igen. For nogle er det for sent, for andre kommer den nemt tilbage, men for de fleste kræver det en bevidst indsats, både at få den tilbage, men også at vedligeholde den. For den kan ikke passe sig selv.
Nogle gange skal der først ryddes op i relationen, før parterne kan komme i gang. Det er typisk en proces hvor parterne kan gå i parterapi, hvis de sidder fast og ikke kan komme videre.
Der er måske sårede følelser i klemme, tidligere svigt eller mistillid, og parterne kan opleve at de går i hårdknude hver gang, de forsøger at tale om det.
At finde gnisten igen kan tage tid, så vilje og tålmodighed kan være en forudsætning.
Det kan den nogle gange. Og andre gange så kan den ikke, i nuværende relation. Den er jo stadig derinde, men om den kan blive vækket til live, i kontakten mellem parterne, er også et spørgsmål om, der stadig er lyst til denne kontakt, og om der er vilje til at skabe forandringer og arbejde for det. Herunder ikke mindst at kigge på eget bidrag til at gnisten forsvandt.
Parterne kan forholde sig undrende til, hvordan den forsvandt i dem hver især. Hvad skete der?
Var det udefrakommende omstændigheder, fx at de blev forældre, og var alt for opslugt af børnene og rollen som forældre, og glemte at prioritere tid til dem selv. Eller var der en krise de skulle tage sig af, så de glemte at være opmærksomme på hinanden.
Var det noget der opstod i deres relation, fx ting de ikke fik talt om, og problemer der blev fejet under gulvtæppet. Konflikter imellem dem de ikke fik repareret efterfølgende, eller misforståelser og antagelser der voksede sig større og større.
Eller var det parterne hver især der lod stå til, fx blev mere optaget af arbejde og karriere. Blev for fokuseret på at leve op til egne høje krav og forventninger, eller faldt ned i gamle mønstre og roller der slukkede lysten.
Det kræver nogle gange selvrefleksion at opdage hvordan den forsvandt, og opmærksomhed på, hvad der skal til for at tænde den igen. Og ikke mindst en ærlig og selvafslørende samtale mellem parterne, om hvilke forandringer de hver især har brug for.
Den lander ikke i din hånd fordi du åbner den. Men tager du i stedet arbejdshandsken på, er der større sandsynlighed, for at blive ramt af den. Men først en vigtig erkendelse… Kan du mærke at du savner den? At du vil have den tilbage? At den er vigtig i jeres relation.
Det er nemlig ofte et spørgsmål om prioritering. Når den forsvinder, er det typisk fordi den ikke har været prioriteret, og når alt kommer til alt, hvad er så vigtigst?
Et rent og nydeligt hjem, fornem karriere eller at vinde magtkampen – uden lyst eller livsglæde. Eller beskidte sokker på gulvet, en mindre svulmende lønkonto eller acceptere at din partner har ret til at opfatte verden, som vedkommende gør, med et kram – og flirtende fnis ved middagsbordet?
Hvad er vigtigst for dig?
Nedenstående guide er opmærksomheder og refleksioner du kan gøre dig, i arbejdet med at tænde din gnist. Både hvis den igen skal tændes i dit nuværende parforhold, eller om du er nysgerrig på hvordan du kan holde den levende, i en ny eller fremtidig relation.
Gnisten finder du næppe hverken bag flow TV eller på bunden af vasketøjskurven. Men der er større sandsynlighed for at mærke den, når du giver dig tid, til at være i kontakt med dig selv, og til at mærke dig selv, som et sanseligt væsen.
Om din partner er kort for hovedet, ikke tilgængelig eller bare tænder dig af, behøver du ikke amputere din egen lyst. Man kan godt være sanselig med en afvisende partner, kontrasten bliver blot tydeligere. Og det kunne også være at I savnede det samme.
Når livet er blevet til en hverdag der skal overstået, og gerne i hastværk, vil det typisk foregå med hurtige beslutninger og konklusioner. Luk ned og videre. Der er ikke plads til eftertænksomhed eller fordybelse, der kan inspirere eller prikke til nysgerrigheden.
Nysgerrighed kræver plads til at kunne undre sig, og blive ved det, uden at skynde sig væk eller videre til næste opgave. Du kan kigge på et bord og konkludere ‘bord’. Du kan også kigge på det og undre dig: Hvordan føles det at røre ved overfladen? Er den ru eller glat? Er det et koldt materiale? Hvordan lyder det når man banker på det? Er det tungt? Er det hult?
Til partneren kunne det være:
Selv små øjeblikke med nysgerrighed på hinanden, kan stimulere kontakt, gøre plads til fornyelse, overraskelser og nye indsigter, forstyrre det forudsigelige, og vække en følelse af at blive set. Det tænker jeg de fleste kan nikke genkendende til.
Mange har for travlt med at være optaget af hvordan andre ser en, at de glemmer at opdage sig selv. Vend blikket ind ad et øjeblik, og se om du kan komme i kontakt med de kvaliteter, du sætter pris på ved dig selv?
Ved din partner hvad du sætter pris på ved dig selv? Og ved du hvad din partner sætter pris på ved sig selv?
Det bliver en flad oplevelse at få at vide, at man er supergod til at lave frikadeller, hvis det er så langt fra, hvad man godt vil identificeres med. Er det virkelig hvad min partner ser i mig? Ligeledes, at komme begejstret hjem og glæde sig til at fortælle hvor godt man har klaret en opgave på kontoret, for at blive mødt af et halvtomt, ‘jamen, det var da godt’.
Udover at begejstring kan være svær at overse, er det imidlertid ikke sikkert, at din partner ved, hvad der er vigtigt for dig. Samtidig er det også en hårfin balance, da for meget (grænseløst) anerkendelse, også kan slukke gnisten.
Mange tænker at ‘rigtig’ sex, er sådan som det foregår på film. Med begær i øjnene, flå tøjet af hinanden, og på magisk vis ramme klimaks på samme tid. Sex bliver ofte betragtet som en præstation, noget man ‘gør’, en vare der skal leveres, noget der skyldes, eller endnu værre, noget man skal være god til.
Ja, man kan stræbe efter at have sex på den måde, de har på film (uden instruktør, filmhold og special effects). Men de fleste ender blot med at føle sig som en fiasko, og ikke ‘gode nok’. Det giver i sagens natur virkelig god mening, at der er mange der ikke har lyst til det. Særligt ikke efter de 8-10 timer, de allerede har præsteret på arbejdet.
Ydermere er der typisk alt for høje forventninger til den seksuelle akt, og så er sex desuden kontamineret, af voldsomt svære følelser, der kan komme i klemme mellem parterne. Hvordan siger jeg, at jeg ikke er tilfreds med vores sexliv, uden at såre min partner? Hvordan siger jeg nej, uden at den anden tager det som en personlig afvisning?
Det skal helst være lige så let, som at sige ‘jeg kan godt lide lidt ekstra chili i maden’, eller ‘jeg har ikke lyst til frikadeller i aften’. Men det er langt fra sjældent så let.
Kald sex for noget andet. Giv det er andet navn, fx candyfloss, og visk tavlen ren. Det er drevet af lyst. Så hvad er det du ikke har lyst til, og hvad kunne det tænkes du har lyst til?
Seksualitet er en fysisk kontakt, som mange par ikke trives uden. Når lysten til denne kontakt forsvinder, kan det meget muligt være måden, de har mødt hinanden på.
Giv plads til leg, grin, frihed og spontanitet. Jeg lover dig, at Jorden stadig drejer rundt, selvom I lader opvasken stå til i morgen. Har det været en god nok aften, vil du nok bare trække på smilebåndet, når du dagen efter opdager at den stadig står på køkkenbordet. Og forhåbentlig mindes dagen før. Eller i det mindste tage opvasken sammen, over en vandkamp og til jeres yndlingssang.
Det er ofte et spørgsmål om prioritering. Hvad er vigtigst? Jeres relationen er ikke andet end summen af det, I byder ind med. Så hvis opvask, vasketøj og arbejde altid kommer først, så er der ikke meget kontakt tilbage, og det bliver svært at føle sig betydningsfuld og mærke begær.
Giv plads til at være sammen på en anden måde. En måde der ikke kun handler om at ‘overleve’, men hvor I føler jer i levende live, sammen.
Det er de færreste der ikke har brug for fysisk intimitet og kontakt med sin partner. Alligevel ender mange par, med at sidde i hver sin ende af sofaen, og kan ikke huske hvornår de sidst har holdt om hinanden, eller ligget tæt. Hvis de endelig giver hinanden et kys, er det ofte et nærigt og mekanisk tantekys.
Kontakten imellem dem har over tid måske været på et mere venskabelig og magelig plan, og tanken om fysiske kontakt virker nu fjern og akavet. Eller de har driftet en familiefabrik i mange år, og er blevet mere forældre end de er kærester. Og så er der dem der ganske enkelt ikke tænder på hinanden mere, men sidder fast i en tryghedsboble.
Jeg hører dog også mange par, der kommer i parterapi, hvor begge parter har lyst, men de går en stor bue udenom, for ikke at vække forhåbninger i den anden, for derefter at måtte skuffe vedkommende. Som hvis de gav en lillefinger, ville den anden tage hele armen.
Men ofte handler fysisk intimitet ikke om, at det nødvendigvis skal ende i sengen. Nogle gange er det blot at mærke hinanden, for at føle sig forbundet til den anden. Men når det ender i det usagte, bliver det svært at blive klogere på.
Her kan anbefales at de begynder at sætte ord på, og ikke mindst grænser.
Man kan altså godt røre ved hinanden, uden at det behøver at være mere, end at røre hinanden, blot for intimitetens skyld. Desuden øger det trivslen, forbundethed mellem parterne, minimerer konflikter og sænker stressniveauet.
Tryghed er ofte en forudsætning for at skabe gnister mellem parterne. For meget tryghed derimod, har den modsatte effekt… Eller rettere. Når parterne ikke behandler hinanden som to selvstændige mennesker, der frivilligt har valgt hinanden, men snarere som en uadskillelig enhed.
Nogle gange en enhed – eller en sammensmeltning, hvor de både kan gøre krav på hinandens opmærksomhed, eller holde hinanden ansvarlige for eget ubehag, ‘Det er din skyld, at jeg føler som jeg gør’. Parforholdet går hen og bliver en magelig hvilepude, og parterne gør sig ikke længere umage for hinanden. De har jo krav på hinanden.
De er overbeviste om at de ved alt om hinanden, og ofte ved de mere om partneren, end vedkommende gør om sig selv. Det kan synes utænkeligt, at den anden har en selvstændig og fri vilje, sin egen lyst, mening og måde at opfatte en situation på.
Omdrejningspunktet er tryghed, men de bliver uopmærksomme og falder i søvn. Selvom det kan lyde både utopisk og måske urimelig, så har begge parter deres egen frie vilje, og behov for at mærke sin lyst, og at de lever. Måske vedkommende ikke ligefrem er lysten lige nu, men det betyder ikke lysten er væk. Den venter på at blive tændt.
Med andre ord… Der er meget parterne ikke ved om hinanden, og gnister i parforholdet trives bedst, når de opstår af egen fri vilje – i modsætning til krav. Relationen og kontakten mellem parterne, er derfor ofte bedst tjent med, at parterne betragter hinanden, som at de låner hinanden, lige så længe det giver mening for den enkelte at blive lånt.
Mange mister kontakten til sig selv, når de forsøger at gennemskue hvad den anden har brug for. De søger efter, tolker, ‘læser’ eller gætter noget, ovre i den anden.
Leder efter det ‘rigtige’ svar (det svar den anden ønsker). Prøver at gøre sig tilstrækkelig for den andens behov. Kæmper med at gøre tingene godt nok, og på den måde, den anden vil have det. Forsøger at leve op til det, den anden forventer.
Typisk er de ‘på vagt’ og går de rundt på æggeskaller, i forsøget på at afværge endnu en konflikt, eller for at undgå at gøre den anden skuffet, vred eller ked af det.
I processen lukker de ganske enkelt ned for at kunne mærke hvordan de selv har det, hvad de selv har brug og ønsker, og hvad de føler. Det bliver ofte på bekostning af at kunne mærke egen lyst og gnist.
Hvad kan du være opmærksom på? Hver gang du bemærker at du leder efter noget i den anden, tilbage til dig. Hvad har du brug for lige nu. Måske du ikke kan mærke hvad du har brug for, men kan du mærke hvad du ikke har brug for? Det er jo også at kunne mærke noget.
For at bevare den gode stemning, eller at den anden måske synes du er krævende, er der mange par der har tilpasset sig hinanden. I en sådan grad, at den måske velmenende tilpasning, blot bliver til frustration, og alt for meget bliver holdt tilbage mellem parterne.
Så alt det de typisk holder inde med og ikke får italesat, bliver til afstand og modstand mellem parterne. Ofte er det behov og ønsker der ikke bliver sagt højt, uretfærdigheder, uenigheder, og usikkerheder, og ikke mindst sårede følelser der ikke bliver delt. De går rundt med det alene.
Det vil med tiden ofte opleves som en stor, tung dyne der langsomt suger ilten ud af gnisten mellem jer. De får måske afværget en konflikt imellem dem lige i øjeblikket, men konflikten forsvinder ikke i dem selv. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen, og det virker sjældent på den lange bane.
At skulle gøre det modsatte, altså tale om det der sker på indersiden, kan ofte være forbundet med uro, ubehag, hjertebanken og katastrofetanker. Du forsøger måske at overbevise dig selv om at det er en god ide at lade være, at der nok bare er dig der er forkert på den, hamrer på den slidte pyt knap med bortforklaringer. Men i de fleste tilfælde, oplever dem der maner sig op, og får det italesat. At de bliver overrasket over responsen og ender efterfølgende med at føle sig lettet.
Du kan vælge en anden strategi:
At finde gnisten igen, kan for nogen være små justeringer og opmærksomheder i hverdagen. For andre kan det være en længere proces. Det kan opleves uoverskueligt at finde vejen ud af fastlåste mønstre og vaner, eller bare at kunne mærke sig selv. Vær tålmodig, og husk at I begge kan og skal tage ansvar. Både for egen lyst og nysgerrighed og ikke mindst for at genskabe kontakten.
At bevare gnisten efterfølgende er et vedvarende arbejde. Den skal skabes mellem jer, med det I hver især byder ind med. Den kan altså ikke bare passe sig selv.
Har I brug for hjælp i processen, kan I evt. kontakte en parterapeut og/eller sexolog, som kan give jer sparring og støtte jer på rejsen.
Jeg ønsker jer god proces.
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.