Hvem skal passe på dig, mens du passer på alle andre?

Føler du dig som en living-machine der dag ud og dag ind pisker rundt og står alene med ansvaret og overblikket både på jobbet og derhjemme?

Så lyder det som om du (lige som mange andre) stiller helt urimelige krav til dig selv. Mange af os tænker som det første når vi vågner om morgenen “jeg kunne godt sove en time mere” og når vi går i seng om aftenen “jeg kunne godt bruge en time mere”.

Det hele skal være perfekt og snorlige! Det gælder både om det er opgaver du leverer på jobbet, den varierede kost, dit hjem, dit udseende, din vennekreds og naturligvis også fritidsaktiviteterne. Forglemmelser og fejl er utilgivelige og sjusk (du tænker sikkert du kunne gøre bedre). På den måde presser du dig selv (og andre omkring dig) endnu mere.

At skulle give slip på det mønster kan fremkalde en overvældende angst og rastløshed, der nærmest kan føles som en katastrofe er på vej din retning. Men er der det? Mærk efter helt nede i maven, og forsøg at lukke ned for alle de rationelle argumenter for hvorfor det er en god idé, lige at ordne dit og dat inden du skal i seng. Hvad sker der hvis vasketøjet ikke lige bliver lagt på plads i dag? Du skylder dig selv at give slip og sige “og hvad så?”.

Sat på spidsen er der ingen der tager skade. Der er ikke nogen der er gået i stykker af, at der roder lidt eller at du tager en færdigret med hjem under armen.

Men så giver jeg jo op?

Nej, du vælger bare dig selv. Du tager dig og dine behov alvorligt. Der er ingen der kan passe på dig, når du ikke vil passe på dig selv. Kig indad, mærk efter hvad du har behov for. Trænger du i virkeligheden til en fridag og til at smide ansvaret langt væk?

Måske det kan føles endnu mere stressende, bare tanken om at give slip. Som om, at det hele ramler om ørerne på dig, hvis du kigger væk et øjeblik, og at roen først vil komme, når alt er ordnet. Men det er en evig jagt på ro, der kun er kortvarig, for mer’ vil have mer’ og der er en ny dag igen i morgen. Det næste bliver søvnløse nætter.

Det er uden tvivl en god idé at begynde at kigge indad, istedet for at undgå dig selv og fylde din hverdag ud med pligter. Du har i bund og grund kun ansvaret for dig selv (og dine børn). Dette er ikke en “how-to” guide, blot stof til eftertanke, hvis du altså giver dig selv tid til at tænke over det… Overvej hvad der kan virke for dig, kun du ved hvor meget du tør give slip og i hvilket tempo, men gør det inden du går helt ned og slet ikke kan mere. Bare én dag om ugen.

Prøv også at lægge mærke til hvordan andre omkring dig kan tage det roligt. Selvom du måske umiddelbart synes det er dem der er dovne eller ubetænksomme. Men de klarer det og det hele går fint. Det kommer det også til for dig, særligt når du giver dig selv en plads i dit eget liv.

At kunne overkomme meget, have overblik og handlekraft, er en overordentlig stærk ressource at være i besiddelse af, men den skal bruges til din fordel og ikke slide dig op.

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Ring på 50 86 52 08 eller send mig en mail, hvis du er interesseret i at booke tid til enten psykoterapi eller parterapi, eller har yderligere spørgsmål.