Mange par oplever at miste forbindelsen til hinanden, men ofte er det de har mistet, forbindelsen til dem selv, deres behov og adgang til varme følelser
Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.
En ofte set problemstilling i parterapi, er når parterne har en oplevelse af, at de ikke kan kende sig selv mere.
Livsglæden, nærværet, forbindelsen, den lette stemning og lysten til hinanden, er så fjernt for dem, at de nærmest ikke kan huske hvordan det engang var. Deres måde at være sammen på, er i stedet blevet hård, sammenbidt og de er begge på vagt.
De oplever ofte at der er langt til den anden og det føles ensomt. De kan ikke mærke den anden eller de kærlige følelser. Nærværet, nysgerrigheden og interessen for hinanden er væk. Der er ofte hverken samhørighed eller forbundethed, ligesom der heller ikke er rummelighed og empati mellem parterne. De har svært ved at blive berørt af hinanden, og lysten til fysisk kontakt er også minimal, hvis den er der overhovedet.
Det er snarere en oplevelse af at være på vagt overfor hinanden. En kamp hvor de følelsesmæssigt skal beskytte sig mod den anden. De gemmer sig bag sit skjult og lægger låg på deres følelser og behov. Det er for smertefuldt at mærke hvad de savner, så de bliver hårde, og beskytter deres sårbarhed.
Som tiden går, bliver det sværere at forholde sig til hinanden. De bliver optaget af deres egne sårede følelser, uden at tage vare på dem, på en ansvarlig og meningsfuld måde, for de tror de er i sikkerhed, når de gemmer sig, bag sit skjold.
Oplevelsen af at have mistet forbindelsen til den anden, er i de fleste tilfælde en tabt forbindelse til dem selv. De følelser de længes efter, bor i dem selv. Men der er lukket ned for dem. ‘Du skal ikke tro at du betyder noget for mig’ eller ‘Når du ikke viser mig at jeg er vigtig, så skal du heller ikke tro at du er vigtig’.
Ofte venter den ene på at den anden viser kærlige følelser, mens de selv forholder sig bebrejdende eller angribende imens. Men hvis de behandlede sig selv kærligt, ville de ikke trives det hårde sted. Eller de venter på at den anden bliver nærværende, som nærvær var noget der gives. Det kræver naturligvis den andens tilstedeværelse, men at opleve nærvær, er at være nærværende med sig selv – sammen med en anden. At opleve empati, er også at komme i kontakt med sin egen empati, og hvis ikke den anden kan, så kan man i det mindste behandle sig selv med empati.
At træne de kærlige muskler er nogle gange som at træne biceps. De opstår ikke af sig selv. Intentionen i deres relationen må flyttes fra et snævert tunnelsyn, hvor de ofte kun forholder sig til egne smertefulde følelser, til at kunne se et større perspektiv af det der sker.
Tunnelsynet kan fx opstå i forsøget på at få den andens validering af at være den der har mest ondt, og derfor har krav på den andens opmærksomhed og omsorg. Uden at skimte den anden følelser / oplevelser en tanke. Men der er to forskellige opfattelser, oplevelser og måder at føle på i en relation, og begge er lige vigtige og rigtige. Ikke hermed sagt at det den ene oplever er sandheden om den anden, eller at den anden bliver ansvarlig for disse følelser. Men oplevelsen er der. Og ingen af dem er som udgangspunkt ude på at gøre den anden ondt.
De ender ofte som ‘ofre’ for den relation de frivilligt har valgt, og frivilligt også kan gå fra, mens der lige så stille lukkes ned for livsglæde og kærlige følelser. De bliver holdt fast i egne antagelser og overbevisninger om den anden, og til sidst er det nærmest ikke muligt at høre hvad den anden siger.
I sidste ende er det parterne selv der bestemmer om de vil sidde fast der, eller om de vil nærme sig den version af sig selv, de savner og identificerer sig med. Det er ikke den anden der afholder dem fra at komme tilbage. Og det er heller ikke den andens opgave at få dem derhen. Men derimod den dynamik der er opstået imellem dem, som de selv, hver især er 50% af.
Og det skulle undre mig, om ikke også at de begge har det svært. Med en disclaimer om at når den ene har det svært, er det ikke ensbetydende med at den anden er besværlig. Men udelukkende og helt isoleret, at den ene har det svært.
Og hvor blev den kærlige imødekommenhed af? Viljen til at ville støtte sin partner når vedkommende har det svært? Ofte er den forsvundet hen i at vedkommende ‘bare skal oppe sig’ eller at det er vedkommendes ‘egen skyld’. Men skyld skal holdes helt ude af denne samtale, medmindre kontrakten mellem dem, er at deres relation skal bestå af fordeling af skyld, eller at de er ansvarlige for, hvordan den anden føler.
Jeg oplever at de fleste i denne situation inders inde har de kærligste intentioner, og de aner ikke hvordan de skal nå derhen. De glemmer ofte at de frivilligt har valgt hinanden, og måske stadig den dag i dag vælger hinanden. Selvom det set udefra, snarere synes som at de endnu ikke er gået fra hinanden, end et bevidst tilvalg af hinanden.
Holder sig selv fast i en afventende situation hvor de hverken vil vælge det ene eller det andet. De vil ikke vælge at være kærlige og rummelige og de vil heller ikke gå. Alt imens de bebrejder den anden for situationen. De får ikke forholdt sig til hvad de ønsker og savner, men lukker ned og lader afstanden imellem dem blive større og større.
De lever nærmest i en accept af, at de ikke fortjener at blive mødt kærligt.
Gad vide hvad der ville ske hvis den ene besluttede sig for at finde de empatiske, omsorgsfulde og kærlige følelser frem fra dybet?
Turde tage ansvar for egne reaktioner, følelser og behov, og ikke placere ansvaret hos den anden.
Turde se den anden med empatiske øjne og som et selvstændigt menneske, der lige som dem selv, fortjener at blive behandlet ordentligt.
Turde se den anden for de kvaliteter vedkommende også har og turde få øje på de gode hensigter. Hensigter som måske ikke lige er det den ene har allermest brug for, men i det mindste at få øje på at hensigten er kærlig.
Turde erkende at det hele ikke handler om dem selv, men at de er to. Hvis den ene klapper i som en østers i konflikter, er det ikke nødvendigvis fordi vedkommende er ligeglad med den anden, eller ikke vil forholde sig til emnet. Men måske fordi vedkommende er rædselsslagende for konflikter.
Turde lade sig blive berørt af den anden. Give sig selv lov til mærke det de savner og længes efter. Risikere at sårbar og selvafslørende og vise HELE sig selv, og ikke kun den hårde forside af skjoldet, de gemmer sig bag.
Hvis de savner at blive holdt om, kan de vælge at lade sig mærke det og sige det kærligt som det er. De behøver ikke vente på at den anden gætter deres behov, eller teste hvor lang tid der går før de selv mærker samme behov, som et bevis på, hvorfor de ikke bør have lyst til at blive holdt om. De behøver ikke pine sig selv med at lægge låg på hvad de læges efter, mens de dunker sig selv i hovedet med udsagn som ‘jeg er ikke tilstrækkelig for dig’ eller ‘du er sikkert ligeglad med mig’.
Gu er de begge vigtige, og vigtige nok til at blive holdt om. Kan den anden ikke se det eller får de en ‘nej’, ændrer der jo ikke på, at der stadig er et behov. Og det betyder heller ikke at antagelsen om at være utilstrækkelig bliver bekræftet. Den anden kan ikke definere den ene. Kun egen opfattelse af vedkommende, som er farvet af egen bagage, evne til empati og villighed til at se det større perspektiv.
Forbindelsen i parforholdet består af det parterne byder ind med. Byder de ind med kritik, angreb og bebrejdelser, så bliver det måden de er sammen på. Byder de i stedet ind med nysgerrighed, rummelighed og omsorg, så forandres relationen.
Men ofte venter den ene på at den anden begynder at vise kærlige følelser, og så sidder de fast.
Heldigvis er det muligt at træffe et selvstændigt valg i relationen, om at ville være den bedste version af sig selv. Ofte den de engang var, i starten af deres forhold. Da de tillod sig selv at mærke hele sig selv, og ikke kun de kølige dele, som irritationen, vreden, frustrationen og afmagten. Dengang de også kunne mærke livsglæden, letheden, nysgerrigheden og da de følte sig elsket.
…Også selvom den anden vælger at holde fast i sit tunnelsyn og ikke er med på vognen, er der mulighed for at beslutte sig for at ville genbesøge de varme sider af sig selv. At erkende sit eget ansvar og opføre sig, reagere og handle i relationen, på en måde der er i overensstemmelse med hvordan de identificerer sig selv. Og er den anden ikke klar til varme, ja så har den i hvert fald sørget for at forbinde til dig selv. Vist et godt eksempel, og taget ansvar for sig selv og jeres relation. Og måske også fundet tilbage til din intention i relationen, snarere end at spekulere i den andens intentioner.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er mistilliden kommet imellem jer, og sidder I fast der? Den fine balance at bevæge sig fra mistillid til tillid
