Selvom det i situationen kan lyde helt urimeligt, så er det dig der ejer dine følelser og dig der får dig til at føle…
Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.
Når parterne i parforholdet, giver den anden ansvaret for egne følelser, oplever den ene eller begge parter sig ofte magtesløse og som at sidder fast i en frustration, som de ikke aner hvordan de skal komme ud af. De er stuck between a rock and a hard place, uden mulighed for at skabe forandring.
Det kan være at den ene føler sig afvist når den anden har brug for alenetid. At den anden føler sig nedprioriteret, når den ene har andre fritidsinteresser eller ‘vigtigere ting at tage sig til’. At den ene føler sig svigtet når den anden efter en periode med stress måske har glemt en aftale. At den anden ikke føler sig værdsat eller anerkendt, når projektet ikke er lige så vigtigt for den ene, som det er for den anden. Eller at den ene ikke føler sig set eller hørt, mens den anden ikke aner hvordan vedkommende kan får den ene til at føle sig set og hørt.
Det bliver ofte en opslidende kamp imellem hvem der har krav på at den anden opgiver behov (sig selv), for at den ene undviger de ubehagelige følelser. Og medmindre vi taler om overgreb, så bor ansvaret for egne følelser i dem selv.
Oplever de gentagne situationer, hvor den ene føler sig afvist når den anden har brug for alenetid, er der mulighed for at undersøge hvad den følelse bunder i. Følelsen er ofte ikke afstemt til hvad der sker, for den anden har ikke nødvendigvis afvist den ene, men har blot brug for alenetid til at tanke op. Så hvem skal opgive hvad.
Er villighed til at udforske følelsen, som jo er der og føles lige nu. Fx hvilken betydning bliver der lagt i handlingen? Når den ene vil være alene, er den anden ikke tilstrækkelig, eller når den ene vil være alene, er det fordi vedkommende lige har brug for at få ro?
Villighed til at tage ansvar for, hvordan vedkommende bærer sig ad, med at føle sig afvist, når den anden blot har brug for alene tid. Hvor kommer den fra. Og er der mulighed for at se situationen, for hvad det er og ikke hvad den føles som.
Er der mulighed for at acceptere at have valgt en partner, der også har brug for alenetid? Er der mulighed for at forhandle, når der er modstridende behov?
Eller er der mulighed for at erkende, at graden af behov for nærvær ikke kan imødekommes med den anden. Og uden at gøre hinanden ansvarlige eller forkerte, må jeres veje skilles.
At være ansvarlig for en andens følelser er ofte forbundet med at lægge låg på egne behov og en voldsom opgave at bære. Den måde mange undgår at få pålagt dette ansvar er ved at undvige bestemte situationer, og holde tilpas nok afstand til at forholde sig til den anden, at der altid kan findes en undskyldning. ‘Det var ikke fordi… jeg havde bare ikke opfattet eller forstået…’. Og den anden står tilbage med en endnu mere ensom. Og så er dynamikken i gang. Den ene er pludselig skyld i hvad den anden føler. Den ene føler sig voldsomt presset og utilstrækkelig, og den anden sidder fast i afmagt og frustration.
Selvom det nogle gange kan virke uretfærdigt at tage ansvar for egne følelser, og det ofte synes langt mere bekvemt at bebrejde den anden for hvad den ene føler sig, er det sjældent en hverken særlig bekvem eller retfærdig måde parterne mødes på. Ofte kan de knap nok genkende sig sit selv og ingen af parterne trives.
Det kan ofte være hjælpsomt for parterne at minde sig selv om at de frivilligt har valgt hinanden. Og at valget med stor sandsynlighed er begrundet i kærlighed. Men de er to forskellige mennesker, med to forskellige måder at opfatte og være i verden på og med forskellige behov og ønsker.
Her kan der måske opstå en erkendelse af at egne behov og egne følelser er eget ansvar. Det er ikke noget den anden skal fikse eller forhindre den ene i at føle igen. Men følelser der ofte ligger i bunden af den bagage de hver især har med sig, som udspiller sig som antagelser, forventninger og overbevisninger fra fortiden.
Når parterne hver især tager ansvar for egne følelser, behov og måder at reagere på, kan de møde hinanden. Når de rækker kærligt og respektfuldt ud til hinanden, kan de ofte nemmere se, høre og forstå hinanden, de kan være empatiske og opleve højere grad af villighed, til at forholde sig til situationen og støtte hinanden. For her skal de ikke opgive noget af sig selv, føle sig skyldige eller utilstrækkelige. Men de kan vælge at gøre det, hvis de vurderer at det er meningsfuldt.
Og den der tager ansvaret tilbage, får mulighed for at bevæge sig væk fra magtesløsheden og frustrationen, og stoppe med at pine sig selv, med gamle overbevisninger som ‘jeg er ikke vigtig nok’ eller ‘jeg er bare forkert’ eller hvad de nu fortæller sig selv.
Ja, det kan synes svært. Jeg vil dog vove at påstå at det der sker imellem dem, når de sidder fast i dynamikken, er langt mere smertefuldt. Og at det også er en følelse. Det føles svært.
At tage ansvar for egne følelser og behov, betyder naturligvis at intentionen og tilgangen til hinanden, er drevet af at turde være sårbar og autentisk. At kunne være selvafslørende i sine behov og rumme at der kan komme et nej, uden at det bliver hægtet op på en afvisning, men blot et simpelt ‘nej’, men stadig at kunne tage sig selv alvorligt.
Mange der ikke tager sig selv og egne behov alvorligt, forventer at deres partner skal påtage sig opgaven i stedet. De slipper for selv at tage ansvaret på sig, og overlader det til partneren, nogle gange endda kræver det af partneren. Men når den anden bliver gjort ansvarlig for hvordan den ene føler og reagerer, frasiger vedkommende sig muligheden for at kunne handle og reagere autentisk, hvis den anden (som de fleste) ikke lykkedes med opgaven.
Det giver naturligvis mening af forvente at blive behandlet ordentligt i parforholdet. Men der er stor forskel på om det er et krav, eller om det udspiller sig, helt af sig selv.
Hvordan du vil reagere, føle, handle eller opføre dig i dit parforhold, er dit ansvar. Det er ikke din partner der får dig til noget, medmindre vi taler om bedrag eller overgreb. Og i sidste ende er det langt nemmere, end at sidde fast i afmagt og føle sig afvist.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er mistilliden kommet imellem jer, og sidder I fast der? Den fine balance at bevæge sig fra mistillid til tillid
