Book tid
Den første refleksion du kan gøre dig er: Hvad er et forhold for dig? Mange er i forhold på mange forskellige måder, og vi er heldigvis frie, til at definere og danne forhold på den måde der er meningsfuldt, for os hver især. Hvis et par ønsker et utrygt og konfliktfyldt forhold, kan man naturligvis undre sig, men pointen er, at hvis det er meningsfuldt for dem, ja så er det den ramme de har aftalt.
De fleste ønsker imidlertid et kærligt forhold, der er forbundet med tryghed. Her kan man lidt firkantet sagt, at når de ikke længere møder hinanden kærligt og de kærlige handlinger mellem parterne hører op – og måske bliver til konflikter. Så er den måde at være i forholdet på forbi. De er måske stadig sammen som par, selvom de er nærige med kærligheden. Men de forholder sig til hinanden, på en anden måde, end den de gik ind i forholdet med.
Så det forhold du er i nu, er det sådan du havde håbet på? Kan du acceptere det, hvis du opvejer det med konsekvenserne? Bortforklarer du røde flag for at holde drømmen i live? Eller rationaliserer for at undgå at forholde dig til den smertefulde sorg, et brud ofte efterlader?
Vi mennesker foretrækker ofte at blive i det, der er velkendt. Ikke fordi det nødvendigvis er det, der er det bedste for os, eller fordi det føles behageligt. Men bare fordi det er velkendt, og det ukendte synes mere ubehageligt eller skræmmende.
Det uvisse, det nye, det ukendte ved nye valg, er bogstaveligt talt ukendt. Det er et vilkår at vi ikke på forhånd kan vide, om det valg vi træffer i dag, vil vise sig at være det ‘rigtige’ eller det ‘forkerte’ i fremtiden. Så vi kan blive hængende i det impasse, mens vi måske klynger os til drømmen om, at det kunne være anderledes, eller håbet om at vi kan ændre det. Det lykkedes heldigvis for enkelte, men for de fleste ender det med, at det til sidst opleves så ubehageligt eller udmattende, at der ikke længere er et valg. De kan måske opleve det, som at være i et usundt forhold, men er det så den anden der er usund, er det dynamikken i relationen, eller det, at blive i en relation, der ikke gør dig tryg?
Det eneste kompas vi egentlig kan forholde os til, er om relationen lever op til de kvaliteter vi ønsker i et forhold. Føles det behageligt? Trygt? Levende? Kærligt? Hvis ‘ja’, så læser du nok ikke med her. Hvis ‘nej’, så kan der være hundrede tusinde grunde til det, og uanset ændrer det ikke på, at det ikke føles behageligt for dig? Og det store spørgsmål er, om det er noget I sammen kan tale om, og er der mulighed for at skabe forandringer.
Din krop kan nok mærke hvis det ikke føles rigtigt, men dit hoved forsøger måske at forhandle… Hvad nu hvis… Hvis jeg nu bare… Men det ændrer stadig ikke på, hvordan du har det. Så du føler dig måske splittet i to lige dele. Den ene del vil væk eller hen mod det du længes efter, mens den anden del ikke tør gå ud i ‘det nye’ – det ukendte.
Mange vil forsøge at undgå den smerte ved at holde håbet i live, og prøve at redde forholdet på en anden måde, eller fortælle sig selv at det blot er endnu en svær periode. Det er naturligvis muligt for parterne at arbejde på forholdet, hvis begge er indstillet på det. Men nogle gange er der bare hverken mere kærlighed eller vilje tilbage.
Det bliver et usundt forhold for begge parter, når bruddet trækkes i langdrag, for at undgå den sorg, der kan være forbundet med et brud. Nedenstående er et udtryk for hvordan de fleste tænker om et forhold…
Som udgangspunkt er det trygge og velfungerende parforhold kendetegnet ved både en følelse af samhørighed og frihed til at være sig selv. Der er kontakt, forbindelse og empati mellem parterne, og de har lyst til at tilbringe tid sammen.
De accepterer hinanden som dem de er. Ikke hermed sagt at de aldrig skændes eller er uenige, men de kan rumme deres forskellighed, uden at gøre det til et spørgsmål om hvem der er rigtig og hvem der er forkert.
Et tillidsfuldt parforhold er noget der skabes af parterne selv. Det sker sjældent bare af sig selv. Det kræver ofte motivation og tålmodighed af begge parter. Desværre er der mange der ikke får gjort det nødvendige arbejde i relationen. De er optaget af praktiske gøremål i hjemmet, arbejde og overarbejde, fritidsaktiviteter og at være så meget som muligt med børnene. Parforholdet ryger i glemmebogen og de mister kontakten til hinanden. I stedet bliver de gode til at holde en familiefabrik kørende sammen, men intimiteten forsvinder.
Det kan også være gamle mønstre og traumer der forstyrrer deres relation. Forholdet er måske voldsomt ramt af eskalerende konflikter, med følelser i klemme, og parterne får ikke lavet den efterfølgende nødvendige reparation.
Læs mere om Kærlighedsforhold: Vejen til et sundt parforhold og få inspiration til at styrke jeres forhold.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Når kærligheden forsvinder, sker næsten aldrig fra den ene dag til den anden. Ofte sker det drypvis over tid, efter gentagne ukærlige handlinger, der gør at den ene, eller begge parter trækker sig. Denne proces kan både tage måneder eller år, og jo længere væk parterne kommer fra hinanden, des sværere bliver det, at genskabe forbindelsen.
Nogle af de mest almindelige årsager kan være:
Når parterne fx er mere optaget af alt det praktiske, og glemmer at pleje forbindelsen. Den måde de er sammen på, er forbundet med praktik og pligter, og de ender med at føle sig mere som forældre eller room-mates sammen, end de gør som kærester. Relationen består udelukkende af det, som parterne hver især byder ind med. Og hvis det overvejende er ‘gider du at støvsuge i eftermiddag’, bliver det svært at føle sig elsket og begæret på 8. år. Vi har alle brug for at grine sammen, flirte, opleve intimitet, spænding, forandring, nysgerrighed og at kunne være spontane sammen. Også selvom der er meget på tallerkenen i hverdag. I sidste ende er det en prioritet.
Gentagne konflikter der eskalerer, hvor parterne både presser hinanden voldsomt og sårer hinanden i affekt. Det sker ofte når den ene eller begge parter bliver trigget i relationen, og gamle mønstre fra fortiden, forstyrrer det der sker, i nutiden. Disse konflikter kan spidse til og gentage sig oftere og oftere. I de mellemliggende perioder hvor parterne ikke er i konflikt, er de sammen på en måde, der i høj grad handler om at undgå en ny konflikt. Det betyder typisk den ene går på æggeskaller, for at undgå at den anden bliver trigget. Uden opmærksomhed på hvad det egentlig er der bliver trigget, eller hvad de har behov for, vil konflikten uundgåeligt gentage sig. Igen og igen. Og fuldstændig på samme måde som sidst – angreb / forsvar. Ofte er det et forsøg på at få kontakt, på en uhensigtsmæssig måde, der sjældent virker.
Når den ene eller begge er mere optaget af, hvad de vil have, end hvad de vil byde ind med. De forventer at de grænseløst kan gøre krav på hinanden, og hinandens opmærksomhed, efter behov. Hvis den ene har brug for at snakke, bør den anden stå til rådighed for at lytte. Hvis det er vigtigt for den ene, burde det også være vigtigt for den anden. Typisk i form af at den ene skal bevise, hvor meget vedkommende er villig til at ofre sig selv og egne behov, for den anden. Ofte ved brug af skyld og dårlig samvittighed: Hvis du virkelig elskede mig, så ville jeg være vigtigere for dig, end…
Når parterne slår sig på hinandens forskellighed, og gør hinanden ansvarlige for egne behov og følelser. Fx hvis den ene føler sig afvist, når den anden har brug for alenetid, skal den anden helst ikke have brug for alenetid, så den ene ikke bliver ked af det. Det bliver hurtigt en Når du er dig, bliver det svært at være mig’ situation. Den ene bliver ked af det, når den anden har sine behov, og den anden bliver måske irriteret over, at den ene føler som vedkommende gør. De bruger typisk sætningen ’Du får mig til at føle’…
Når parterne – ofte for at skabe tryghed – forsøger at udligne deres forskellighed. Enten på en måde hvor de smelter sammen og er enige om alt. De skændes aldrig og har aldrig konflikter. De har tilfældigvis altid lyst til at spise det samme til aften, eller tilfældigvis bliver trætte og går i seng samtidig hver aften, på 5. år. De mister kontakten med dem selv og deres selvstændighed. Eller hvis den ene forsøger at blive som den anden. Jeg vil bare det samme som dig… Den ene mister sig selv, og den anden mister den ene, og føler sig ensom.
Mange oplever at ‘tale forbi hinanden‘ i parforholdet, og det kan have mange årsager. Men fælles for dem alle er, at det der bliver sagt er angribende eller bebrejdende. Eller at den ene (eller begge) ikke er i stand til at lytte. Her mener jeg ikke lytte til hvad de selv tror den anden siger, men lytte til de ord der kommer ud af munden på den anden. I kommunikationen er der en afsender og en modtager, og parterne hver især er ansvarlige for deres rolle – og en ligelig fordeling af dem.
Når kommunikationen og kontakten mellem parterne går galt, skyldes det ofte:
Ligeså vel som indholdet af det der bliver sagt, kan være en forhindring for en flydende dialog, kan også måden det bliver sagt på være en forhindring. Fx:
En af de største faldgruber til miskommunikation er imidlertid alt det der ikke bliver sagt.
Og så må vi ikke glemme det nonverbale sprog, der siger mere end tusind ord.
Mange par oplever at nysgerrigheden på hinanden forsvinder over tid. Typisk når hverdagen bliver fyldt op med praktik, vaner, rutiner, børn og manglende overskud, og det bliver indholdet af deres forhold. De får måske ikke prioriteret tid sammen til at opleve nye ting sammen, eller opdage hinanden: Hvad tænker du egentlig om… Hvordan har du det med… Hvad gør det ved dig når…
De luller ind i en forudsigelighed, og kender hinandens vaner for godt, og lukker ned for nysgerrighed. Måske endda med antagelser om hinanden, og troen på at de kender deres partner bedre end vedkommende kender sig selv, og at de kan se partnerens blinde vinkler. Måske endda de ved hvad partneren tænker eller vil sige, lige før vedkommende gør det.
De er mere tilbøjelige til at bekræfte sig selv hvor godt de kender deres partner, end de er til at være åbne for alt det de ikke kender. Selvom de tror de ved hvad der sker på indersiden af den anden, er ofte tilfældet at de tager fejl. Og der er altid meget mere at opdage, hvis der ellers var nysgerrighed.
En væsentlig årsag til at mange parforhold ender, er når intimiteten mellem parterne forsvinder. Det kan både være den følelsesmæssige intimitet, hvor de gør sig hårde og umulige at trænge igennem, og den fysiske, hvor de glemmer at berøre hinanden og være tætte. Ofte hænger den følelsesmæssige og den fysiske intimitet sammen. Det kan være svært at have den ene, uden den anden. Intimitet er også at lade sig selv mærke kærligheden til den anden, og lade den anden mærke at vedkommende er elsket.
Intimiteten mellem parterne bliver ofte glemt i bunder af vasketøj, børn og praktiske gøremål. Parterne er måske effektive til at få gjort ting sammen, eller til at få hjemmet til at fungere. Mens intimitet opstår af at ‘være’ (i modsætning til gøre). At være nærværende og til stede med den anden, her-og-nu, og lade vasketøjet ligge til i morgen.
Modsætningen til intimitet er også at trække sig, afstand, distance og fravær over længere tid, og det er en væsentlig grund til at kærligheden visner for mange.
I mange parforhold ender parterne med at holde stædigt fast i deres ret, mens de venter på den anden, giver sig først. De kan stå i hver deres hjørne og nægte at byde ind med noget i relationen, før den anden har budt ind med noget.
Alt imens ingen af parterne tager ansvar for deres relation, deres velbefindende eller egne behov. De er blevet alt for optaget af, hvad de synes de har krav på, og glemmer at se hvad de selv byder ind med i kontakten til den anden. Imens de venter, går de ofte og bliver mere og mere frustreret på den anden, mere afvisende og mere fjendtlige. De mindsker samtidig sandsynligheden for, at den anden overhovedet har lyst til at møde dem kærligt.
Når den ene, eller nogen gange begge parter er hensynsfulde i en grad, at de glemmer sig selv, kan al energien blive suget ud af forholdet. Der sker ofte på baggrund af en indre fortælling om at de ikke må skuffe den anden, gøre den anden ked af det, ikke må være til besvær eller skal være tilstrækkelig. De bliver grænseløse og kan til sidst ikke mærke hinanden eller sig selv mere.
De fleste ved ganske udmærket at de er forskellige, og det er netop den forskellighed de bliver forelsket i. Men med tiden kan selvsamme forskellighed, gå hen og blive den de slår sig på, eller ikke kan tolerere. Dette ender ofte i endeløse magtkampe, om hvem der er rigtig og hvem der er forkert. Hvem der har den rigtige opfattelse, hvem der er i verden på den rigtige måde, hvem der har ret eller hvis behov der er mest vigtige.
Disse magtkampe ender ofte i enten / eller. Enten er det min opfattelse eller din opfattelse – og hvem har de bedste argumenter til at overbevise den anden. Der er ingen villighed til at lytte til den andens perspektiv, for det at være lydhør, opleves nærmest på lige fod med at opgive egen opfattelse, og give den anden ret. Ingen af parterne føler sig hørt, og de glemmer at de er to forskellige. Og de glemmer at man godt kan være både lydhør, nysgerrig og undrende over den andens måde at opfatte en situation på, og stadig beholde sin egen.
Utroskab, løgn og svigt er også en betydelig årsag til at mange går fra hinanden. Der er naturligvis også par der kommer igennem krisen, og endda nogen der kommer stærkere ud af den hvis de arbejder med det. Men for andre kan det være så sårende, at fortroligheden og tilliden definitivt er brudt, og de oplever at der er ingen vej tilbage.
Læs mere om utroskab: Hvordan kommer I igennem krisen efter utroskab
Der findes sjældent entydige svar, men visse tegn går ofte igen, når et forhold er ved at gå i opløsning. Nedenstående kan naturligvis også være udtryk for en svær situation eller dynamik, uden at nogle af parterne er parat til at forholdet skal stoppe.
Punkterne ovenfor er et udtryk for en vedvarende tilstand. efter en svær konflikt kan mange nikke genkendende til flere at punkterne, som forsvinder igen når parterne forsones. Det er imidlertid samtidig vigtigt at være opmærksom på, hvis det gentager sig igen og igen, at det kan blive til en vedvarende tilstand, der fjerner parterne fra hinanden.
Vi taler alle om den. Gnisten. Men hvad er den for en? Hvor er den henne?
Læs evt. mere i denne artikel: Hvordan får man gnisten tilbage i forholdet?
De fleste genkender den som en følelse af glæde og spænding, der ofte opstår når:
Det er dog en hårfin balance i navigere i. For meget begær og for meget anerkendelse kan nemlig også slukke gnisten.
I mange parforhold når gnisten forsvinder, kigger den ene på den anden, og finder grunde til at gnisten er væk. De lægger altså ansvaret over på den anden. Hvis bare du vare mere… Hvis bare du var mindre…
Nogle gange er det også noget der sker i den andens adfærd og måder at reagere på, der gør at gnisten forsvinder. Har den anden fx været stresset og kort for hovedet over en længere periode, bliver det på kompromis med kontakten mellem parterne.
Gnisten bor imidlertid i en selv, og den erkendelse kan være relevant for de fleste. Der er et eget-ansvar for at holde den i live, og ikke mindst for samspillet i relationen. Så nogle gange kan det være mere hjælpsomt at reflektere over hvad der selv bydes ind med, snarere end at kigge på hvad den anden gør ‘forkert’. Hvis du fx selv virker afvisende eller irriteret, når du kommer hjem fra arbejde, så kan det være svært for den anden at møde dig med begær eller kærlige øjne.
Det kan også være hjælpsomt at reflektere over, om der er ydre omstændigheder, der gør at det er svært at få kontakt til sin egen gnist.
Altså identificere hvad trækker dig væk fra din partner, og hvad giver dig lyst til at komme tættere på? Og ikke mindst hvordan du reagerer på disse udsving.
Hvis gnisten og lysten til hinanden er blevet væk, opleves det som at der opstår afstand mellem parterne. Alligevel lykkes det for nogle par at finde den igen, også efter lange perioder i mørke. Men den opstår sjældent af sig selv, men derimod når den ene eller begge erkender sit eget ansvar, og sit eget behov for at mærke den. Og naturligvis handler på det.
Det ved man sjældent før man har prøvet. Men de fleste ved at det ikke kan reddes, hvis der ikke er vilje til at prøve. Typisk er det ofte at prøve på en anden måde, end den parterne prøver i dag. For i de fleste tilfælde er det måden parterne forsøger at redde forholdet på, der gør at de kommer længere fra hinanden.
At redde et forhold er en bevidst beslutning, der kræver en indsats fra begge parter. De skal være indstillet på at det ikke sker af sig selv, men de skal arbejde for det. De skal være beslutsomme og holde sig på sporet, også selvom det nogle gange føles svært. Og så skal de være tålmodige. Er begge parter villige til ovenstående, er der også mulighed (ikke en garanti) for at finde de kærlige følelser frem igen.
Mange har brug for parterapi der kan støtte i processen, og for en ny måde at møde, se, høre og tænke om hinanden på.
Hvis den ene eller begge på forhånd er opgivende, og har lukket helt ned for viljen, vil det ofte være meget svært at genopbygge forholdet. Her kan de hver for sig vælge at starte alene i parterapi, for at få klarhed over egne reaktionsmønstre.
Den første udfordring de fleste par står overfor, når de skal begynde at arbejde på forholdet, det er ikke at pege fingre ad den anden. Men derimod vender blikket indad, og både opdage og erkende eget bidrag, til de udfordringer der har været i parforholdet.
I de fleste tilfælde opleves de udfordringer der kan være i parforholdet, som den andens skyld. Så det kan både føles voldsomt svært, urimeligt eller uretfærdigt, at skulle erkende hvordan man selv, har været en del af dynamikken. Men ikke desto mindre stadig en nødvendighed for at opdage, hvordan de selv kan tage ansvar for det, de byder ind med.
De vil unægtelig komme til at støde sig på hinandens forskellighed (når den ene vil til højre og den anden til venstre), og det vil I de fleste tilfælde opleves som at det er den andens skyld. For når du er dig, så gør det ondt på mig og vice versa. Men de er to forskellige, og som de nu engang er. Og dem som parterne frivilligt selv har valgt.
Så forudsætningen for at arbejde på forholdet, er naturligvis accept af det vilkår. Det betyder ikke nødvendigvis at acceptere alt, for nogle gange skal der forhandles. Men forsøget på at ændre hinanden, kan højst blive til en opslidende og sårende magtkamp. Kan de imidlertid ikke acceptere hinanden, ja så er de heldigvis frie til at gå sin vej.
Denne proces er ikke altid nem, og mange kan have brug for professionel hjælp hos en parterapeut.
Det kan være voldsomt frustrerende at ville redde forholdet, når det kun er den ene part der vil. Det kan endda blive en ny magtkamp, hvor fordeling af dårlig samvittighed bliver brugt med rund hånd. Når den ene har opgivet håbet og der ikke er mere kærlighed tilbage, er det endnu en umulig kamp at vinde, for ingen kan overbevise andre til at finde følelser frem, der ikke er der mere. Det kan højst trække processen i langdrag, slide på selvværdet, og i sidste ende blive mere sårende.
I stedet kan det være hjælpsomt at rette opmærksomheden på sig selv: hvad har jeg brug for nu, når det er som det er. Og hvordan tager jeg ansvar for mig selv nu? Selv om det gør pokkers ondt, er det ofte mindre smertefuldt at acceptere og give slip, end at klamre sig til en, der ønsker sig væk.
Læs evt. mere om Kærestesorg: er dit hjerte blevet knust her
Vær indstillet på at det kan føles svært, både om I vil arbejde på jeres relation, eller om I vælger at gå fra hinanden. Begge dele betyder at give slip på noget og gøre op med noget. En måde at være sammen på, afhængighed af hinanden, gamle vaner og rutiner, drømmen, hjemmet eller hinanden.
Det kan opleves både overvældende og uoverskueligt, men når lyset for enden af tunnelen begynder at vise sig igen, betyder det også nye begyndelser, og i høj grad nye muligheder for udvikling.
Så hvad er succeskriteriet for et meningsfyldt parforhold for dig? Er dit nuværende forhold meningsfuldt for dig? Og har du selv mere kærligt at byde ind med, til din partner?
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.