Book tid
Forventninger er alene baseret på egne ønsker, behov, drømme og værdier, og ikke altid til det fælles bedste.
Ofte er der ikke sat ord på det der forventes. De ligger i luften imellem parterne, og kommer typisk til udtryk, når den ene bliver skuffet eller ked af det, fordi den anden ikke lever op til det der forventes og ikke kunne regne det ud på forhånd.
Usagte forventninger kan blive som en elefant i rummet, eller fylde som giftig luft mellem parterne. Ofte fordi der er en forventning om, at den anden burde vide hvad der forventes på forhånd. ‘Det burde du da kunne regne ud’. Eller ‘det ved alle normale mennesker da’.
Det sket tit at det bliver den andens ansvar, både at kunne regne ud hvad der forventes, og at leve op til det. For nogle føles kærligheden mere ægte, hvis de bare på magisk vis kan gætte hinandens ønsker og behov. For andre er det at sætte ord på en forventning ensbetydende med, at stille krav til den anden. Og det vil de alligevel ikke have på sig ’at være en der stiller krav’. Og for andre er det bekvemt, hvis den anden kan gætte hvad der forventes, for så undslipper de at føle sig besværlige når de udtrykker hvad de ønsker. Uanset, ender den anden part i langt de fleste tilfælde med at føle sig utilstrækkelig og listende rundt på æggeskaller, indtil de bliver fyldt af frustration og ikke kan mere.
Forventningen kommer fra dem selv – hver især. Det er egne standarder, egne ønsker, og ikke den andens. Forventninger er hverken noget der kan gættes eller kræves af den anden, men kan ønskes, ved at sætte ord på dem.
Egne forventninger er eget ansvar at afstemme og evt. konvertere til en aftale mellem parterne. Vel vidende at det sjældent er alle ønsker der bliver opfyldt. Så i stedet for at vente, at den ene på forhånd ved hvad den anden ønsker, og komme skuffelserne i forkøbet, kan det anbefales at sætte ord på dem, og håbe på det kan blive en aftale.
Hvad kan man forvente? Er der mange der spørger. I princippet kan de forvente alt det i verden de vil. Så længe de er indforstået med at forventningen alene bor i dem selv, og ikke er partnerens ansvar at gennemskue. De kan også sætte ord på og ønske sig alt det de vil, så længe de er indforstået med, at de nogle gange får et nej. Der er to i parforholdet, med forskellige ønsker og behov, og nogle gange er de modstridende.
Har parterne en aftale om at mødes kl. 17.00 er det forventeligt at de begge dukker op kl. 17.00. Har de en aftale om at den ene køber mælk med hjem, er det også forventeligt at der kommer mælk med hjem. Med mindre selvfølgelig de har valgt en glemsom kæreste, så skal forventningerne muligvis revurderes eller nedjusteres. En glemsom kæreste bliver sjældent pludselig opmærksom, fordi der er en forventning fra den anden. Og hvis vedkommende ikke dukkede op kl. 17.00 til jeres aftale, betyder det ikke nødvendigvis at du ikke er prioriteret, men at vedkommende er glemsom.
Særligt for at undgå en dynamik hvor det bliver den andens ansvar og pligt til at leve op til den enes forventning, for at undgå at den ene føler sig nedprioriteret, og ofte blot ender med at den anden føler sig utilstrækkelig. Her kan det være gavnligt med en rummelighed over for hinanden, og en erkendelse af at vedkommende har valgt sig en glemsom partner, som nogle gange glemmer tiden. Jeg mener naturligvis ikke en partner der hensynsløst skider på aftaler, men at de er to forskellige, og forventningerne bør afstemmes derefter.
Har de en aftale om at utroskab er en dealbreaker i deres forhold, eller at de lover hinanden at opføre sig ordentligt, er det også forventeligt at den aftale bliver overholdt. Men hvad der er ‘utroskab’ og ‘ordentligt’ for den ene, er ikke ensbetydende med hvad den anden lægger i det.
Forventninger i parforholdet kan udspille sig i på mange måder. Nedenfor er et par eksempler, som jeg oftest hører i parterapien.
Mange oplever at der er en tryghed forbundet med at den anden på forhånd ved hvad den ene har brug for, eller at de på magisk vis har identiske ønsker, værdier eller behov, men det er sjældent tilfældet. De er to forskellige mennesker, og derfor to forskellige opfattelser af, hvad der kan forventes. Og det kan skabe en utryghed eller en ulighed i parforholdet. Det kommer ofte til udtryk som ‘hvis jeg behøver at sige det højt, så er det ikke ægte eller rigtigt’, eller ‘hvis du ikke vil det lige meget som mig, så er det åbenbart ikke vigtigt nok for dig, og så gør du det bare fordi jeg siger det til dig’.
Når forventninger ikke bliver italesat, kan det også være fordi den ene eller begge ikke er vant til at sætte ord på hvad de vil ha’. De vil enten ikke være besværlige eller virke krævende, og holder derfor deres ønske på indersiden, i håbet om at den anden vil regne det ud. Nogle gange er de slet ikke er opmærksomme på hvad de savner. De mærker måske hvad de ikke vil have, men kan ikke lige sætte fingeren på, hvad de egentlig savner.
For andre kan det at sætte ord på forventninger være forbundet med en angst for at blive afvist i sit ønske, for en evt. konflikt, eller for et modkrav.
Hvis den der forventes noget af, har svært ved at rumme konflikter eller at den anden bliver skuffet, opleves den andens forventninger ofte som grænseoverskridende, eller som at der bliver mindre plads til at de kan være dem selv. Er der ikke sat ord på forventningen, kan den ligge som en tavs og trykket stemning i rummet.
Den ene kan sidde fast i skuffelsen over, at den anden ikke kan leve op til det der forventes. Gamle overbevisninger som ‘jeg må ikke være besværlig’, eller ‘jeg er ikke værdig nok til at have ønsker eller behov’, genspilles i det indre, og de kan derfor ikke sætte ord på det, de vil ha’.
Den anden lister om den varme grød, og forsøger at regne ud hvad der er brug for og sidder fast i afmagt og deres gamle overbevisninger, som ‘jeg skal efterleve din vilje for at undgå konflikt’ eller ‘jeg slår ikke til hvis jeg ikke kan leve op til dine forventninger.’
Omend der for de fleste ikke er nogen ond hensigt og det blot er et forsøg på at føle sig tryg er det både grænseoverskridende og hensynsløst at på forhånd vente noget af den anden, uden at det er aftalt. Og det bliver ofte en fastlåst dynamik i forholdet, hvor den ene ikke vil forholde sig til / tage ansvar for egne behov, men den anden burde automatisk levere ind på det.
I modsætning til en forventning, er en aftale baseret på frivillighed. Hvor begge parter frivilligt har sagt ja til aftalen. Men det forudsætter naturligvis at der også er frivillighed til at sige nej. Kan afsenderen tåle ikke altid at få sin vilje, og rumme sig selv som sådan en der har ønsker og behov (er besværlig), bliver det nemmere at sige højt, hvad der ønskes. Og kan modtageren tåle at sige ‘nej’ og kan rumme sig selv, som sådan en der ikke altid kan leve op til andres forventninger, og at de nogle gange kommer til at skuffe andre på den bekostning.
Der er også par, hvor den ene på forhånd antager, at den anden forventer noget, som den anden ikke kan genkende.
Det udspiller sig ofte på baggrund af egne forventninger til sig selv. Alt det de burde kunne og skulle gøre, for at føle sig tilstrækkelige. Det er imidlertid en umulig opgave at transformere sig til det pragteksemplar de antager, den anden forventer. Alt imens de langsomt forsvinder fra dem selv.
Det er uundgåeligt at komme til at skuffe hinanden, gøre hinanden kede af det eller blive irriteret over hinanden fra tid til anden. Og forsøget på at undgå det er et voldsomt nedslidende arbejde.
Den andens forventning (eller den forventning der antages der er) er ikke den enes ansvar at leve op til. Der er en valgmulighed at sige ellers mange tak til opgaven, og en sandsynlighed for stadig at være elsket. Der er også en mulighed for at sætte ord på det, de antager den anden forventer. På den måde behøver de ikke gå og slå sig selv i hovedet med krav, de tænker de skal leve op til, men i stedet afstemme med den anden om deres antagelse passer. Fx ‘lige nu går jeg med en ide om at du forventer at jeg altid skal være glad og imødekommende, er det rigtigt, eller bare noget jeg tror’?
Har de ikke ret i deres antagelse om den andens forventning, kan de nu være opmærksomme på, at det er egne overbevisninger, og ikke sandheden om den anden, og derved undgå en masse overarbejde i forsøget på at indfri en ikke eksisterende forventning i den anden. Og har de ret i deres antagelse, kan de forholde sig til om det er en opgave de vil tage på sig, eller om de vil sige ‘nej tak’.
Det kan opleves som en voldsom klaustrofobisk tilstand at leve op til usynlige forventninger (gamle indlærte krav til sig selv, der ikke hører til her-og-nu). Og ved at sætte ord på, kan de muligvis skaffe sig luft igen til at trække vejret og komme mere til stede i sig selv.
Ligeledes kan det også opleves som at blive trængt op i en krog, når den ene har antagelser og skyder forventninger i skoene på den anden. Den anden kommer ofte på overarbejde i form af at skulle forklare og overbevise den ene, at disse forventninger ikke eksisterer. Og lykkedes det ikke, ender de ofte med at føle sig misforstået.
Med opmærksomhed på hvad der er den ene (egne antagelser) og hvad der er den anden (reelle forventninger). Kan der sættes ord på, og få renset luften. Altså antagelsen bor hos den ene og er ikke ensbetydende med en universel sandhed, eller virkeligheden om den anden. Er der sat ord på, kan parterne have en dialog om hvad der er på spil, og måske endda en mulighed for at blive hørt eller forstået.
Jeg ser alt for mange, der har så høje forventninger til sig selv, at de oplever sig stressede og fuldstændigt drænet for livsglæde. Det er imidlertid ikke helt tåbeligt at have forventninger til egne standarder, værdier og moral. Men når de blot bliver en stressfaktor og et middel til at pine sig selv og slå sig selv i hovedet, er her også en mulighed for en indre dialog, om de forventninger stadig giver mening.
Måske de forventer af sig selv, at de skal være den ‘perfekte’ og altid nærværende forældre med overskud, med et altid rent og ryddeligt hjem (i tilfældet af at svigerforældrene skulle komme på besøg). Den mest samarbejdsvillige og opofrende kollega, der altid er til rådighed hvis lokummet brænder på kontoret. Til rådighed og altid imødekommende og hjælpsom i omgangskredsen. Engageret og initiativrig i skolebestyrelsen. Veltrænet, velnæret, velstillet, velinformeret og velorienteret.
Eller at de altid skal klare sig selv og det er skamfuldt at spørge om hjælp. At de aldrig må være krævende eller belemre andre med egne behov. At de aldrig vil være sådan en, der tænker om enge behov og ønsker som vigtige. At det er svagt eller pinligt at have selvomsorg eller ondt af sig selv.
Først de andre og så mig… Hvordan føles det? Virker det? Og giver det mening?
For at give slip på egne forventninger, forudsætter det at de kan tåle at blive ‘dømt’ af andre. At være sådan andre måske tænker (eller måske snarere kan relatere til) ’uengageret forældre, der ikke engang gider være med i skolebestyrelsen’. Eller at deres partner synes de er egoistiske, når de også er opmærksomme på egne behov.
Uanset… Egne forventninger til sig selv, er eget projekt, og ikke partnerens ansvar at støtte op om. Der er naturligvis altid mulighed for at hente støtte hos den anden, men der er også mulighed for at den anden ikke vil være med på de forventninger.
Jeg hører ofte egne forventninger til dem selv, omtalt som noget de skalog ikke som noget de vil. Som de er ofre for egne forventninger. Jeg er med på at livet ikke blot består af lyst og vil, men også indebærer bør og skal. Men det er stadig et valg. Når de fanger sig selv i at omtale alt det de skal, kan det nogle gange være hjælpsomt at skift skal ud med vil, og på den måde smage på om det giver mening. Fx at skifte sætningen ‘det er også altid mig der skal sørge, for opvasken er taget efter aftensmaden’ til ‘det er også altid mig der vil sørge for opvasken er taget efter aftensmaden’.
For mange sker det som en indlært automatreaktion at være mere opmærksom på andre behov. Når andre omkring udtrykker utilfredshed eller skuffelse, eller rummet oser af larmende tavshed, viger de øjeblikkeligt fra dem selv og forsøger at tilfredsstille den anden. Egne behov og ønsker bliver bortforklaret eller nedtonet med ‘pyt med det’, ‘det er alligevel ikke så vigtigt’, ‘jeg kan vente’, ‘det er nok også bare mig der er forkert’. Hvor der ofte på indersiden kan mærke en uretfærdighed og en frustration ‘hvorfor er det altid mig der skal give mig’. Ofte opleves det som at det er den anden der er uretfærdig, men i virkeligheden behandler de sig selv uretfærdigt.
Det er naturligvis en nødvendighed at kunne tilsidesætte eller udskyde egne behov, hvis der samtidig er et ønske, om at have relationer i livet. Opmærksomheden går på om tilsidesættelsen foregår som en automatreaktion og en måde at være i verden på, eller en impuls, for at undgå noget (konflikt / blive dømt). Eller om det er et bevidst valg, fordi det er meningsfuldt i den givne situation. Nogle er endda så indkodede til at lægge låg på egne behov, at der slet ikke er kontakt til dem, eller til egen lyst og vilje. De kan sjældent mærke hvad de vil eller hvad de har lyst til, og nogle gange kan de slet ikke finde ud af hvem de er.
Men når livet bliver så trangt at leve, og de er så udmattede og ikke længere kan levere på Gud og hvermands forventninger, må de risikere at komme til at skuffe nogen. Det kan føles ufatteligt svært at modstå den indkodede trang, til at leve op til andres forventninger. Bare tanken om at lade være kan være forbundet med overvældende følelser, at være ‘et forfærdeligt, egocentrisk eller køligt menneske’, ‘at være skyldig i den andens lidelse’, ‘at være utilstrækkelig og overflødig’, samt en overbevisning om at blive forladt eller devalueret. Og derfor bliver mange ved. De tanker de gør sig om konsekvensen er sjældent proportionel med hvad der i virkeligheden er på spil. Der er nemlig også en mulighed for at opdage, at de stadig er elsket selvom de ikke leverer, og at den anden overlever og parforholdet kan bestå, selvom der nogle gange er skuffelse.
Der er et valg, også selvom det ikke synes sådan.
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.