Book tid
Der kan være en afgørende forskel på om det er et karraktertræk med manglende empati, eller om det er noget der er opstået med tiden i jeres forhold. Har du aldrig oplevet empati fra din partner, kan du kigge langt efter en forandring. Ikke hermed sagt, at det er umuligt, men du må erkende, at det er et træk vedkommende har, og at du ikke kan ændre på det.
Hvis empatien og rummeligheden med tiden er forsvundet i parforholdet, er der nok noget relationelt spil mellem parterne. Jeg ser mange par i min praksis der lever i en krigszone, hvor ingen vil give sig. Der er lukket ned for kontakt og intimitet, og de forsøger fx at vise deres partner hvor sårede de er, ved at såre og håne tilbage igen.
De har begge barrikaderet sig og er mere optaget af at forsvare sig selv, end at nå ind til den anden. Tilliden til at den anden vil en det bedste, og forventningen om at blive mødt, kærligt og nysgerrigt er væk. Og parterne oplever at de er nød til at beskytte sig mod den anden.
At forholde sig empatisk er at kunne sætte sig ind i hvad den anden oplever. Og at være rummelig betyder at kunne rumme sig selv og egne følelser, sammen med en anden. Men bag barrikaden kan parterne ikke forholde sig til hinanden. Der er ganske enkelt en usynlig mur imellem dem. Der er lukket ned for villighed, til at sætte sig ind i den andens sko, og dermed for empatien og rummeligheden i relationen / situationen. Med andre ord, det bliver et snævert og meget forenklet billede de ser af den anden, og ofte baseret på egne antagelser og overbevisninger.
Hvis parterne ikke er opmærksomme på hvad de antager om hinanden og hvordan de betragter hinanden, ender de som hinandens modstandere frem for medspillere. Det viser sig ofte tydeligt mellem dem som frustration, vrede, afvisning af hinanden, og nogle gange endda som foragt.
Også den non verbale kommunikation imellem parterne bærer præg af denne afstand der er kommet imellem dem. Den fysiske kontakt kan være helt fraværende og det kan endda være svært for dem at se hinanden i øjnene. Mens den ene taler, sidder den anden måske og ruller med øjnene eller kommer med højlydte og demonstrative SUK. Der er ingen interesse eller nysgerrighed på, hvad der sker i den anden. Kærlige handlinger, omsorg, sårbarhed og hengivenhed ligger fjernt for dem. Og det kvælende forsvar imellem dem fungerer som en rustning, hvor de kan beskytte sig mod den anden.
Når de ser den anden, ser de egne antagelser og overbevisninger, og ikke hvad der sker på indersiden af den anden. Og når de overvejende forholder sig til egne antagelser, og ikke ser og hører den anden, lukker de ned for forbindelsen i parforholdet.
Ofte oplever jeg begge parter som voldsomt ensomme, frustrerede og kede af det. De vil så gerne nå hinanden, men de aner ikke hvordan. Og de vil ofte heller ikke erkende det for dem selv. De sidder fast i et destruktivt mønster de ikke kan komme ud af. Ikke for at være onde eller modbydelige, men som en måde at ‘beskytte’ sig selv på, ofte for at undgå at blive såret, eller føle sig afvist. Men som lige så ofte har den funktion at de blot ender med at blive endnu mere såret. Det er smertefuldt for dem begge og de gør det bedste de kan.
Når der er lukket ned for kærlige følelser, glæden, nysgerrigheden, omsorgen, sårbarheden, empatien og rummeligheden for den anden, er parterne heller ikke, når de er sammen, i kontakt med disse følelser i sig selv. Mange har en oplevelse af at de kan være glade og nysgerrige på arbejdet, og når de så kommer hjem, forandres deres humør. De føler sig levende når de er ude, og som en tilstand af overlevelse når de er hjemme. Det er en hård og smertefuld tilstand at være i, der suger al livsglæde ud af ballonen.
Den empati i parforholdet de begge længes efter, og følelsen af at høre sammen, tør ingen af dem give udtryk for. De kan oftest heller ikke erkende at de savner hinanden i dem selv. At de savner at blive holdt om, at blive mødt kærligt og at grine sammen.
Den ene vil ikke vise den anden, at de har brug for vedkommende, og det er blevet en kamp om at vise hvem der nemmest kan undvære den anden – i modsætning til at vise hinanden at de er betydningsfulde.
Det kan synes som at det er den andens skyld, at de føler som de gør. Men de er selv ansvarlige for egne følelser (med mindre vi taler om overgreb, groft svigt eller bedrag). Og når de gør hinanden ansvarlige, sidder de fast i denne tilstand. For nogle bliver det en måde at være sammen på, og et status quo der bliver accepteret.
Den ene vil ikke være imødekommende, før den anden har udvist imødekommenhed. De afventer hinanden og ender derfor med at være lige vidt. Alt imens der samtidig lukkes ned for livsglæden. De vænner sig mere og mere til at Ikke at blive set og hørt og ikke blive mødt med accept for den de er, ikke at blive mødt med empati, rummelighed og med kærlige ord. Og nogle gange bliver det nærmest til en forventning de lever med, ikke at blive imødekommet.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Først og fremmest kræver det en erkendelse af, at det de gør, ikke virker. Der er næppe nogen af dem der er blevet lykkeligere mennesker i denne tilstand. Metoden virker ikke.
Vil de have et godt parforhold med nærvær, tillid, nysgerrighed og intimitet, skal de nogen gange bare begynde at byde ind med noget af det de savner. Altså ikke vente på den anden og opgive kampen.
Det kan virke urimeligt og som at få sin stolthed krænket, men empati i parforholdet opstår ikke af sig selv på magisk vis, og slet ikke i en krigszone. Hvis det er empati og rummelighed de savner fra den anden, skal det føles trygt og sikkert at åbne op for de sårbare følelser. Så der er ingen vej uden om, end blot at begynde at byde ind med samme.
Men det forudsætter naturligvis et indre arbejde at skabe kontakt til disse følelser i en selv. Og at blive opmærksom på, hvordan de bærer sig ad med at lukke ned for de varme følelser, for den de elsker. Og hvis de ikke vil gøre det for den andens skyld, så i det mindste for deres egen. Det er få der trives med at leve i frustration, vrede og sorg. Og at få kontakt til et mere nuanceret følelsesliv, og mere af dem selv, forøges livsglæden.
Også selvom den ene part er tåbelig eller uretfærdig, behøver den anden part ikke lukke ned for empati og rummelighed i sig selv. At blive mødt kærligt af den de elsker, er nok det de fleste længes efter, og bliver de ikke mødt i det behov, kan de lytte til det og gå sin vej, i stedet for at lukke ned for det og nøjes med.
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.