KAN DU KUN FÅ ØJE PÅ DET IRRITERENDE?

Er det blevet svært at få øje på det du sætter pris på ved din partner, og det eneste du ser, er alt det der forstyrrer og irriterer

Kan du huske hvordan du engang så på din partner. Hvordan du betragtede vedkommende. Dengang du måske så alle kvaliteterne, og det der gjorde vedkommende speciel for dig? Det er stadig den samme person. Men måske der er kommet noget imellem jer. Måske der er opstået følelser i dig der forhindrer dig i at se, at kvaliteterne stadig er der.

Mange par begynder med tiden at blive mere og mere kritiske overfor hinanden. De begynder at blive irriteret over hinandens vaner og måder at gøre ting på. De ser alt det de ikke vil have og alt det de er irriteret over. Det kan nærmest i øjeblikket blive en bekræftende fryd at få øje på det irriterende.

Måske de i enkelte øjeblikke kan se de kvaliteter de faldt for og give slip på irritationen. Lige indtil noget igen blænder for de kærlige øjne.

Jeg sidder ofte med par i min praksis og undrer mig over hvorfor de er sammen, når de ikke bestiller andet end at kritisere og bebrejde hinanden. Det virker koldt, ensomt og smertefuldt for dem begge.

Der skal ingenting til at sætte dem i gang, og så kører den endeløse kamp, om hvem der er rigtig og hvem der er forkert. Og de er hurtige til at italesætte den andens forkerte måde at…

  • opleve verden
  • opfatte og forstå hinanden
  • føle om en situation
  • gøre ting på
  • omgås med andre
  • være nærværende på
  • at prioritere
  • have vaner på

 

Der er ingen rummelighed tilbage.

MEN DE ELSKER HINANDEN

Men jeg kan også godt se at de ofte elsker hinanden, og at de på indersiden godt ved at kvaliteterne stadig er der. Den person de forelskede sig i, er derinde endnu, og de vil ikke leve uden hinanden. De vil have det til at fungere, men de aner ikke hvad de skal gøre.

Alt det de ikke vil forstyrre. De ved alt det de ikke vil have og hvad de ikke kan lide, og så sidder de fast i irritation og frustration. De får aldrig det de savner. Og det er sjældent det de ikke vil, det er problemet.

Det handler næppe om at den ene ikke vil have at den anden er optaget af sin mobil telefon, men snarere om et savn efter nærvær, eller at føle sig elsket.

Kunsten her er at vende blikket mod det der savnes og ønskes. Så begynder der at komme retning på, og noget at forholde sig til. I modsætning til ikke vil.

Men de ved sjældent hvad de vil have, hvad de ønsker, hvad de savner eller hvad de har behov for. De er så trænet i ikke at mærke, italesætte og bede om det de savner, men stiller sig utilfreds med alt det de ikke får, til de bliver fyldt op med irritation og afmagt. De tager ikke personligt ansvar for egne behov og ønsker, og beder kærligt om det. Og bebrejder i stedet den anden for deres mistrivsel.

Til sidst kommer stoltheden i vejen. Stoltheden der i situationen opleves som at ‘passe på sig selv’, men også stoltheden der blokerer for at kunne mærke savn og længsel efter det der engang var. Dengang det var muligt at blive berørt af hinanden, at være sårbar, at være autentisk, kærlig, rummelig, empatisk og nærværende. Dengang det var muligt at fortælle hinanden hvor meget de betød for hinanden og hvor vigtige de var for hinanden.

Så der er ingen vej udenom, hvis de igen vil mærke kærligheden. De får ikke det de savner, ved at gemme sig bag stoltheden og fortælle hvad de ikke vil have. Men snarere ved at turde være selvafslørende, og respektfuldt kærligt ønske sig det de savner. Alternativet er at holde fast i det der irriterer dem, eller gå sin vej.

CIRKELINE VOLDER / THE PRAXIS

blog-parterapi

Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.

Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.

Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.

KLIENT ANBEFALINGER

SENESTE INDLÆG

Kan du høre hvad jeg siger?

De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt

Læs mere

FÅ FEM GODE RÅD TIL JERES PARFORHOLD

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet, med gode råd og inspiration til parforholdet (kan afmeldes når som helst).