Det er ikke unaturligt at der er noget vi må ofre, når vi går ind i et forhold. To forskellige mennesker skal mødes i et fællesskab, og kan sjældent få alt, hvad de vil have hver især. Der skal både tages hensyn til hinanden og der skal samtidig være plads til begge parter.
Måske den ene stiller mange krav til den anden, og har travlt med at fortælle hvor skabet skal stå. Måske vedkommende er mere optaget af, at få det som han/hun vil have, og er vant til at tromle og få sin vilje. Det kan opleves som en ubalance og en uretfærdighed i den anden. Her skal der naturligvis en forhandling til, så der kan være plads til begge.
Men det jeg ofte hører der sker i parforholdet, når jeg arbejder med klienter i parterapi, er at den ene helt automatisk opgiver noget af sig selv, for den anden. Det sker bare helt instinktivt, uden at der er sat ord på, har været forhandling eller der er ytret ønsker eller krav om det fra den andens side. Bare en helt stille og instinktiv tilpasning til den anden, ud fra en overbevisning om at vejen til kærlighed, er forbundet med evnen og villigheden til at opgive dele af sig selv.
Når de lever op til forventningerne (som ofte er usagte), så vil de blive elsket. Når de er likeable nok, så minimerer de risikoen for at blive afvist eller forladt. Men prisen er, at de forlader sig selv.
I starten af forholdet, kan det være en fryd at ofre sig for den anden. En måde at erklære sin kærlighed på. Men det bliver hurtigt hverdag og fryden kan forvandles til foragt.
Det kan føles voldsomt trængt at være i forholdet, alt efter hvor meget af sig selv de har opgivet. De kan føle sig trængt op i en krog eller de kan måske ikke genkende sig selv mere. De kan endda opleve at ofringen går ud over livsglæden. Dels fordi det bliver på bekostning af egen autonomi, og at egne ønsker og behov bliver fundet mindre betydningsfulde. Det er den andens behov der kommer først.
At sikre sig at blive elsket, ved at blive mindre af sig selv, eller fylde mindre, er ofte en gammel indlært overlevelsesstrategi, der I sagens natur aldrig kan gå i opfyldelse. Du kan ikke elskes for den du er, når du ikke er der.
Ligesom det kan være en måde at sikre sig at blive elsket, kan det også være en måde at kræve kærlighed på. ‘Nu har jeg ikke XYZ i 12 år, fordi du engang hintede at du ikke ville have… eller fordi jeg troede at du hadede det…’ ‘Se hvor meget jeg er villig til at ofre for dig, så kunne du også godt… eller se hvor meget jeg elsker dig, hvordan kan du så…’
Det bliver et træk der kan slå den anden skakmat. ‘Du skylder mig noget…’ Naturligvis i bedste mening og ofte i længslen efter at blive elsket, eller angsten for at blive forladt.
Så hvor meget af mig, vil jeg opgive for dig? Kan det gøres til et reflekteret valg, snarere end en instinktiv refleks, der ofte først opdages når frustrationen eller foragten melder sig.
Skal I være ens? Skal I mene det samme? Er det OK ikke at leve op til alle forventninger og nogen gange komme til skuffe den anden? Er du fri til at være hele dig, sammen med din partner, eller oplever du at der er sider du holder skjult?
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Konflikter og skænderier er uundgåelige i et parforhold. Vi kan ikke undgå at komme til at såre hinanden, blive irriteret og vrede, men hvordan repareres forholdet efter konflikten?
Er du enten frivilligt eller ufrivilligt blevet ramt af singlelivet, og længes efter at mærke kærligheden igen?
