Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.
Når vi som børn får tildelt en rolle i familien, kan det både foregå meget eksplicit eller som en subtil dynamik i familien, som ingen taler om. Det kan være du direkte har fået besked om at gå ind på dit værelse og skamme dig, hvis du var vred eller udtrykte dine behov. Og derved har lært, at det ikke er i orden at have behov eller at vrede er en forbudt følelse. Det kan også være at mor aldrig kunne magte noget, og hele verden var imod hende, og din far måske var fraværende, så du tilpassede dig dynamikken, og sikrede dig din plads i familien, ved ikke at være til besvær eller blev overansvarlig.
Den måde vi tilpasser os som børn ligger i den implicitte hukommelse og på et dybt emotionelt plan. Nogle er opmærksomme på den gamle familiedynamik og hvad de har med i bagagen på et rationelt plan, men på det emotionelle plan, bliver de stadig ved at genspille dynamikken i deres parforhold.
Jeg er besværlig hvis jeg har behov. Det er farligt at udvise vrede. Jeg skal tilpasse mig og jeg må ikke være krævende. Jeg skal være en god pige og gøre mig fortjent til at blive elsket. Jeg skal være en god dreng der aldrig spørger om hjælp. Konflikter er farlige og ødelæggende for stemningen.
Længslen under disse dynamikker er at føle sig elsket, og at sikre sig ikke at blive afvist eller smidt ud af reden.
Når vi bliver trigget i parforholdet, kommer vi i kontakt med den længsel, og den smerte der er forbundet med ikke at kunne udfolde sig frit, som dem vi er. Vi går ofte ureflekteret og helt instinktivt ind i parforholdet, og forsøger at undgå kontakt med den smerte og holde den nede, ved at gentage dynamikken og gøre det vi har lært, da vi var små.
Smerten må ikke være der og den skal for alt i verden bare forsvinde. Du skal gøre noget andet, så jeg ikke mærker den smerte der bor i mig. Det er dit ansvar, at jeg ikke mærker min egen smerte og hvis du elskede mig nok, ville du ikke få mig til at føle sådan.
Men smerten er iboende I os selv, den er der allerede. Din partner har blot trigget den og du er kommet i kontakt med den, og gør din partner ansvarlig for at du er kommet i kontakt med det.
Når du ikke smiler og er glad når du kommer hjem fra arbejde, tror jeg du er sur på mig og jeg har gjort noget forkert. Når du bliver vred, tænker jeg automatisk at det er mig der har gjort noget forkert. Når du er stille føler jeg mig magtesløs og at jeg ikke kan leve op til dine krav.
Når vi er i kontakt med smerten og kan udholde at blive i den, kan vi undersøge den. Hvad handler den egentlig om. Hvad er længslen? Savner du at føle dig elsket som den du er? Længes du efter at komme fri fra de gamle dynamikker og begynde at udfolde dine behov, som du måske har lagt låg på i flere år?
Som regel vil vi bare have smerten til at forsvinde, men på den måde får vi ikke kigget ind i den. Endnu værre er det når vi gør hinanden ansvarlige for, ikke at komme i kontakt med det vi selv indeholder.
Der er imidlertid et kæmpe udviklingspotentiale i at turde blive ved smerten og undersøge hvad der er hvad. Hvad er det gamle du har med i bagagen og hvad er det, der aktuelt sker mellem din partner og dig lige nu. Ikke mindst i at blive opmærksom på hvad det egentlig er du længes efter, og hvordan du kan skaffe dig det, som du har behov for som voksen.
Når vi bliver trigget, kommer vi ofte til at bebrejde og kritisere hinanden, og der er sjældent nogen der er faldet i armene på den anden, mens de blev kritiseret eller hånet.
Kan du italesætte din længsel på en ikke bebrejdende måde, med ansvar for dine egne behov? Og en forholden sig til din partner som også værende et menneske, der også har en bagage med sig.
“Når du er stille kommer jeg automatisk til at tænke at jeg har gjort noget galt og går på æggeskaller, er det hvad der reelt sker, eller er det noget jeg forestiller mig?”
“Når du skælder mig ud, bliver jeg handlingslammet og ingen af os får hvad vi har brug for. Kan vi tale sammen på en anden måde?”
“Du må godt være irriteret, men jeg har lige brug for at du holder om mig, og fortæller mig, at du elsker mig”
Hvis det I gør nu når I bliver trigget ikke virker, er der mulighed for at gøre noget andet. Også selvom det kan virke umuligt eller urimeligt. Der er ikke noget så dejligt at smide ansvaret fra sig, og gøre sin partner ansvarlig for egne følelser. Men det er også forbundet med afmagt, ufrihed, frustration og fastlåsthed.
Du behøver ikke længere tilpasse dig for overlevelse. Du dør ikke hvis du bliver smidt ud af reden. Så du har nu et valg, som du ikke havde som barn, og en mulighed for at tage chancen og skabe noget mere plads til dig. Hele dig. Med din vrede, dine behov, og de følelser og længsler du nu engang indeholder.
Italesæt dine behov og tag vare på dem. Når du tør risikere afvisning fra din partner, behøver du ikke afvise egne behov, for at være inkluderet. Og en afvisning af dine behov, er ikke nødvendigvis en afvisning af dig, men af det aktuelle behov der ikke kan imødekommes.
Det er svært? Ja! Det er skidesvært. Men også en kæmpe mulighed for udvikling af parforholdet – og ingen har nogensinde udviklet sig, af at have det nemt.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er mistilliden kommet imellem jer, og sidder I fast der? Den fine balance at bevæge sig fra mistillid til tillid
