FORELSKELSE: HVORDAN SKAL JEG VÆRE MIG, SAMMEN MED DIG?

At bevæge sig fra magisk forelskelse til almindelig hverdag.

At blive forelsket, kan føles som at kunne smage livets bobler igen. Det kan opleves som en brat opvågning og en voldsom kontrast fra den grå middelmådige hverdag, til en nærmest euforisk tilstand, hvor livet pludselig giver mening igen. Der er ikke det, der kan overkommes og de problemer der før fyldte, bliver pludselig mindre betydningsfulde.

Maden smager af mere, musikken lyder bedre og livet mærkes mere intenst. Lykkehormonerne flyder frit i kroppen, og der skal meget til at fjerne smilet fra ansigtet. Mange har en oplevelse af at blive væltet helt omkuld, som at sidde svøbt ind i ren afrodisiaka, på toppen i Det Gyldne Tårn.

AT SKELNE MELLEM ILLUSION OG VIRKELIGHED

Selvom du måske føler dig på toppen, eller i en svævende tilstand, kan det være svært at se klart. Hvad er illusion og drømme og hvad er virkelighed. Længslen efter at holde fast i den lykkelige tilstand er så stærk, at mange nærmest vil blæse på fornuften, med fare for at opdage at det hele måske bare er en drøm. Nogen er endda villige til at ignorere røde flag, bare for at holde fast i illusionen om den ægte kærlighed.

Selvom følelsen er stærk, skal der ikke meget til, for at den krakelerer og bliver til et nervepirrende mareridt. Er der kommet en ny besked? Hvorfor har hun ikke skrevet i fire timer? Hvorfor svarer han så kortfattet? Humøret kan blive voldsomt påvirket af den anden, og den anden kan synes som det eneste i verden, der giver livet mening. Angsten for at blive afvist, forladt eller pillet ned fra piedestalen ligger lige på den anden side af lykken. Uden den person, bliver hverdagen igen grå og middelmådig, og det kan føles som om livet går i stå.

HVERDAGEN SYNES LANGT VÆK

Det kan også i forelskelsen være svært at forestille sig en middelmådig hverdag med den nye udkårne. Denne gang er det nemlig noget særligt, og denne person er helt speciel. Du føler dig måske set og dine øjne er igen åbne for at se. Det er en der er nysgerrig på dig og du mærker din egen nysgerrighed boble igen. Du bliver begæret og bedåret og mærker dit eget begær til en anden. Du bliver idealiseret af en du selv idealiserer.

At miste den tilstand, kan synes som at miste meningen med livet.

Det hele er magisk, rent og uforudsigeligt. Ingen trivielle vaner eller indgroede mønstre. Ingen skuffelser eller gøren krav på hinanden. Begge parter opper sig, for at tage sig bedst muligt ud for den anden. Et møde med et menneske, hvor du kan genopdage dig selv på ny, og redefinere dig selv igen, sammen med den anden.

EN BEDRE VERSION AF SIG SELV

I mødet med en ny, har mange en oplevelse af, at blive den bedste (eller en bedre) version af sig selv. De gør sig umage, og styrer deres trang til at være anmassende eller opføre sig urimeligt, tåbeligt og krævende. Selvom følelsen kan ligge på indersiden som en ulmende jalousi, tøjler de usikkerheden, når den anden fx ikke skriver en hel aften, eller laver andre weekendplaner.

Den usikkerhed kan i stedet blive til mange timers tolkning og analyser på den andens beskeder. Hvert ord vendes, drejes og tolkes. Hvorfor sendte han kun en emoji i stedet for fem, eller hvorfor spurgte hun ikke hvor jeg var?

Desværre er der mange, der længes så meget efter at føle sig elsket, i en sådan grad, at de også er villige til at ofre for meget af sig selv, for at fastholde magien. Røde flag bliver nedtonet eller argumenteret væk og grænser kan blive overskredet.

Og pludselig en dag kommer virkeligheden og hverdagen tilbage…

NÅR PIEDESTALEN SKRUMPER IND

Du oplever måske flere afvisninger eller irritation, og kan ikke mere styre trangen til at vise din skuffelse eller usikkerhed. Måske er det blevet en vane for jer at være sammen, med en masse usagte forventninger til hinanden (sådan gør man) og stiltiende aftaler der ikke reelt er aftalt (det burde du vide), som blot bliver en faldgrube for en masse misforståelser og skuffelser. Hans snorken begynder at irritere dig, og hun bruger alt for lang tid i badet.

Men virkeligheden og hverdagen er uundgåelig og får taget i os før eller siden, og med fare for at dræbe magien med fornuft, er det vigtigt at holde fast i virkeligheden. Alle tolkninger kan blive til misforståelser, og alt det usagte kan ligge og ulme mellem jer, og give jer en dårlig start når forelskelsen bevæger sig til kærlighed.

Det er skønt at leve i drømme og magi, men tyngdekraften vil indhente jer, og tvinge jer til at forholde jer til det jordnære og til realiteterne. Ligesom den vil få sit tag i piedestalen, som med tiden synker i niveau med horisontlinjen. Den udkårne er også et menneske der kan bøvse, have sure tær og ukontrolleret temperament.

BRUG FORNUFTEN

Så tag en samtale, om der helt reelt er noget at bygge på. ‘Kan jeg være mig, sammen med dig?’ Hvad er vigtigt for dig i et forhold? Hvad er dine værdier? Dine behov? Hvordan føler du dig elsket (ikke at det automatisk bliver den andens ansvar) men som en nyttig information? Hvad er din grænse? Og min grænse? Og stemmer det overens? Hvilken grad af frihed er der behov for i forholdet? Hvilken grad af tosomhed er der brug for? Hvad er utroskab for dig? Skal vi gå i seng samtidig? Have fælles budgetkonto? Hvad er der af forventninger til hinanden? Evt. Dine børn og mine børn – eller børn i det hele taget?

En realistisk samtale, der kan mane det usagte i jorden, så I virkelig kan forholde jer til hinanden.

CIRKELINE VOLDER / THE PRAXIS

Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening

Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.

Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.

KLIENT ANBEFALINGER

SENESTE INDLÆG

FÅ FEM GODE RÅD TIL JERES PARFORHOLD

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet, med gode råd og inspiration til parforholdet (kan afmeldes når som helst).