Forebyggende parterapi: Hjælper det?
Når der ikke tages ansvar for relationen
Når vi går ind i et parforhold, går vi ind i en dyb relation til et andet menneske, som får direkte adgang til at såre os. Derfor er vi også ekstra på vagt for at beskytte os mod at blive såret, afvist og forladt, eller vores ret til at være os selv, og ikke som den anden vil have vi skal være. Det sætter gang i nogle forsvarsmekanismer, som vi oftest ikke er bevidst i kontakt med, men som bare tager over og kører afsted med os.
Mange tænker først parterapi, når begge parter er så udmattede, at de ikke kan udholde konflikterne mere, men I kan opdage de uhensigtsmæssige mønstre inden der kommer for mange ridser i lakken
Parterapi inden det er for sent
Fordelene ved at gå i parterapi i tide (inden konflikterne bliver fastlåste), er mange.
Udover at begge parter under sessionen er mere lydhøre over for hinanden, er et forløb med parterapi (i tide) ofte forbundet med langt færre sessioner. Parterne kan nemmere udtrykke hvad de har brug for og hvad de længes efter, når de ikke er fanget bag mange lag af forsvar og det hele er blevet så rodet, at det ikke er til at finde hoved eller hale i.
Desuden viser ny forskning, at mistrivsel i parforholdet, har indflydelse på både vores livsglæde og helt generelle trivsel i hverdagen og på arbejdet. Hvilket naturligvis også smitter af på hele familien, hvis der er børn involveret.
Fang de uhensigtsmæssige mønstre i tide
Jo før vi bliver opmærksomme på hvad der er på spil og hvordan vi reagerer på det, jo nemmere er det for parterne at både give udtryk for egne grænser og respektere hinandens forskelligheder.
Jeg oplever heldigvis mange yngre par og især småbørnsfamilier der kommer i parterapi. Ikke heldigvis fordi de har brug for parterapi, men heldigvis fordi de ikke lader stå til og tænker at konflikterne forsvinder af sig selv. De erkender at der er noget der er svært i forholdet og de gerne vil arbejde på et bedre og mere stabilt parforhold.
Hvordan vil I være i forhold til hinanden?
En af de ting jeg ofte oplever når jeg har par i parterapi er at de aldrig har snakket om hvordan de gerne vil være i et forhold, så det bliver berigende og meningsfuldt. Det er bare blevet som det er blevet og ofte på en formodning om at de troede ”at det var sådan man gjorde”.
Her opfordrer jeg til egne overvejelser om hvad de har af forventninger til sig selv og den anden? Er det i orden at have grænser og hemmeligheder? Hvad er grænsen for utroskab for begge parter? Hvilken grad af frihed har de hver især brug for? Hvad er kærlighed og intimitet for parterne hver især? Skal de dele seng og skal de gå i seng samtidig hver aften? Skal de have fælles økonomi? Familiekalender? Huslige pligter?
Et mere reflekteret parforhold
Når parret hurtigt vælger at gå i parterapi, er der som regel også kortere vej til de finder sig selv og hinanden igen. Modsat dem der lader stå til og lukker øjnene for virkeligheden gennem flere år, og nogle gange årtier, kan der være så meget afstand mellem dem, at det kan være svært at genskabe kærlige følelser og intimitet. Der er ofte for mange sårede følelser, og det er blevet deres måde at være sammen på.
At skifte den bebrejdende og kritiske tone ud med en kærlig efter 35 år, virker for de fleste helt forkert og fuldstændig absurd. De skal efter mange år lære at være sammen på en anden måde og det kræver tålmodighed, vilje og god tid.
Heldigvis er der mindre tabu forbundet med at gå parterapi i dag end der var for bare 20 år siden. Myten om at parterapi er absolut sidste chance i forholdet når intet andet virker, synes at blive overhalet af erkendelsen af, at det ofte er i parterapien vi bliver klogere på hvad der virker.
Læs mere om parterapi her
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.
Når du “lukker ned” i en konflikt, er det sjældent et bevidst valg. Det opleves mere som noget, der sker for dig. Det bliver overvældende, ordene forsvinder, kroppen lukker ned, og mange oplever at de næsten mister fornemmelsen af sig selv.