ET PARFORHOLD ER TO MENNESKER DER FORHOLDER SIG TIL HINANDEN

Og ikke to selvstændige (stædige) individer der bare holder fast i deres eget.

Er I distanceret fra hinanden i en kølig afstand, hvor det synes umuligt at nå ind til hinanden igen? Nægter I stædigt at prøve at leve jer ind i oplevelsen på den anden side, eller hvordan det mon føles at være i den andens sko? Går I stædigt og bare holder fast i jeres eget.

Min ret til noget over din ret. Min vilje er vigtigere en din. Min oplevelse er mere rigtig end din. Min måde at gøre det på er bedre end din. Eller min mening er mere væsentlig end din.

OPTAGET AF SIT EGET

Er du blevet mere optaget af dit eget projekt, at det er blevet vigtigere for dig, end din partner? Og er det blevet svært at forholde sig til vedkommende. Hvad der sker på indersiden af den anden og hvordan det mon føles at være den anden?

Når parterne i forholdet ikke kan forholde sig til hinanden, bliver det et ensomt forhold. Ja faktisk ikke engang et forhold, for et forhold kræver at parterne forholder sig til hinanden. Det bliver snarere to selvstændige individer i et parallelt løb, hvor de ser hinanden, mere som modstandere end som på samme side.

De glemmer at de frivilligt har valgt hinanden og frustrationen og ensomheden mellem dem, vokser sig større og større. De sidder fast, og aner ikke hvordan de skal komme ud af det.

NÅR DEN ENE VENTER PÅ DEN ANDEN

Når du ikke vil forstå mig, så vil jeg i hvert fald heller ikke forstå dig. Hvorfor skulle jeg sætte mig ind i hvordan det er for dig, når du ikke engang gider høre på hvordan det er for mig.

Her kan de gå i mange år og vente på, at den anden begynder, mens de føler sig mere og mere fastlåste i ren afmagt og frustration.

Men er der virkelig en villighed til at acceptere at I har to forskellige oplevelser, og villighed til at lytte hvordan det opleves for den anden? Virkelig lytte og tage det ind som den andens sandhed, snarere end at affeje det med “det er også bare fordi du…” eller “Du overreagerer også altid når…”. Villighed til at kigge på din partner med kærlige øjne og tage vedkommendes ord for gode varer. Betragte din partners oplevelser og følelser som ligeværdige og lige så reelle som dine?

Men hvorfor skal jeg, når han/hun ikke…? Det behøver ikke udelukkende at være for din partners skyld. Men for din. En mulighed for dig til at komme ud af den ensomme og fastlåste rolle, som slider de fleste op. En mulighed for at åbne op og finde tilbage til den person du helst vil identificere dig med. En mulighed for at mærke din egen frihed. “Det kan godt være at du ikke er interesseret i hvordan det føles at være mig, men det skal ikke forhindre mig i at være nysgerrig på min omverden”.

Hvis du savner at føle dig set og hørt, og at din partner er forstående over for dig, kan det være en god idé at sætte eksempel for hvad du savner, ved at begynde med at leve dig ind i din partners oplevelse.

VILLIGHED TIL AT MØDES

Så er der villighed til at forholde dig til din partner? Til at spørge ind til vedkommendes oplevelse. Villighed til at dele din oplevelse på en kærlig og imødekommende måde, fordi du ved, at når du kritiserer og bebrejder, så er der sandsynlighed for, at du blot sårer din partner og vedkommende går i forsvar, ved at bebrejde tilbage eller klappe i som en østers.

Så vil I mødes, eller vil I sidde fast i hvert jeres hjørne?

CIRKELINE VOLDER / THE PRAXIS

Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening

Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.

Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.

KLIENT ANBEFALINGER

SENESTE INDLÆG

FÅ FEM GODE RÅD TIL JERES PARFORHOLD

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet, med gode råd og inspiration til parforholdet (kan afmeldes når som helst).