Er parterapi tabu?

Parterapi-Tabu

Mange par finder det voldsomt tabubelagt at gå i parterapi, og nogle er af den overbevisning, at parterapi er enden på parforholdet, som de ikke er parate til endnu

Jeg hører tit udsagn a la ”hvad skal vi med parterapi. Det kan vi sagtens selv løse derhjemme” og ”vi behøver ikke nogen udefra til at fortælle os, hvad vi skal ændre”. Vi taler måske sammen og blive enige om, hvad vi vil forandre i vores forhold, og måske vi læser et par selvhjælpsbøger eller artikler om, hvordan vi genfinder kærligheden, og kort tid efter er vi tilbage, hvor vi var.

De mest reflekterede par, og de få heldige, der træder ind i voksenlivet med en tryg tilknytning fra deres barndom, er vant til at løse konflikter og kan bevare respekten og interessen for hinanden gennem et langt parforhold. Men de fleste danner par og bygger parforholdet på et ideal eller efter værdier og mønstre, som vi har lært hjemmefra. Ofte får parforholdet lov til at passe sig selv og køre pr. automatik. Konflikterne går i hårknude eller fejes ind under gulvtæppet. Der er sandsynligvis ingen, der aktivt har lært os at være i et parforhold, eller lært os, hvad vi skal ønske af et parforhold, og hvordan vi vil være som person i et parforhold. Hvordan vi kan have en tæt tilknytning til en anden og samtidig bevare os selv som individer? Vi gør blot bedst, som vi har set og hørt.

Parforholdet på autopilot

Når autopiloten ikke længere kan bære forholdet eller styrer det i den rigtige retning, vil der opstå problemer. Disse problemer mellem parterne accelererer ofte, når mønstret ikke brydes. Alt imens det kan det føles nemmere at bilde sig ind, at problemerne forsvinder af sig selv, når børnene er blevet større, når vi flytter eller finder et nyt arbejde. Det gør de naturligvis også nogle gange, men det er langt fra i alle tilfælde.

Vi er vanemennesker

For nogle par kan det også – af ren vane – føles nemmere at fortsætte med at pege fingre ad hinanden og fortsætte bebrejdelserne. På den måde kan man undgå at kigge indad og erkende problemerne, som de er. Vi kan undgå at tage stilling til de indre processer, der nødvendigvis kræver forandring og stiller spørgsmål til, hvad det er, jeg selv gør, og hvordan gør jeg det?

Tab af kontrol

For nogle par kan der også være et element af kontroltab ved at vælge parterapi. Mange tror, at så længe vi fortsætter, som vi plejer, er der ikke noget, der ændrer sig, og når vi åbner op for forandring (parterapi), kan vi risikere at miste hinanden.

Parterapi vil unægteligt åbne øjnene for nye måder at kommunikere på og nye måder at interagere på. Jo mere opmærksomme, I bliver på, hvad det er, I gør, og hvordan I gør det, kan det ikke undgås, at der vil ske en forandring. Så hvis man grundlæggende ikke er åben for forandring, kan det føles endnu mere grænseoverskridende, at der sidder en 3. person og skal blande sig.

At gå i parterapi

I parterapien kan vi ikke undgå at blive konfronteret med sandheder og realiteter. Vi bliver opfordret til at undersøge, hvad der sker i vores partner og i os selv, og hvordan man som par påvirker hinanden. Denne proces sker ikke uden selvrefleksion. Vi er nødt til at kigge indad, og det kan for mange føles voldsomt skræmmende at blive klogere på sig selv, da vi kan opdage ting, vi ikke kendte til. Derfor har mange en naturlig modstand mod parterapi.

Sandheden er desværre bare, at hvis vi ikke gør noget anderledes, sker der ikke nogen forandring. Vi kommer ikke til at ændre noget ved at fortsætte, som vi plejer.

Kan du fikse min partner

Nogle par kommer også i parterapi med det håb, at terapeuten kan ‘fikse den anden’. Kan du ikke forklare ham/hende, at det, vedkommende har gang i, er helt galt? Men sådan fungerer det ikke i parterapien. Der er to i et forhold og to til at skabe et mønster.

Kan jeg gå i parterapi alene?

Som udgangspunkt nej. Parterapi er for par. Men du kan gå i individuel terapi og arbejde med dig selv i din relation og blive mere opmærksom på, hvad der sker i dig, hvad du har brug for, hvad du giver, og hvor dine grænser og behov er.

Når den ene part vælger at gå i terapi, vil det ofte skabe en forandring i jeres forhold. I hvert fald for den part, der går i terapi. Om det får positiv indflydelse på jeres relation eller hos din partner, afhænger af din partner. Men hvis det kræver to til at skabe et mønster, kræver det også kun én til at bryde det.

Overvejer du/I at begynde et forløb med parterapi eller individuel terapi?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis.dk, hvis du/I har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening og har flere efteruddannelser i parterapi. Terapien foregår i København K, og jeg har naturligvis tavshedspligt.