Book tid
Kærligheden og parrelationen er måske den mest komplekse opgave i voksenlivet, og ikke mindst den voksenrelation, de fleste læner sig mest op ad. Og alligevel betragter mange den som en relation, der kan passe sig selv.
Det der binder parterne sammen, og det de fleste længes efter i parrelationen er typisk, at føle sig elsket og velkommen, når de vågner om morgenen eller kommer hjem fra arbejde. At de føler sig accepteret og respekteret for dem de er. Ikke at de er enige om alt, men at de stadig føler sig accepteret, til trods for uenighed. At der er lyst, tid og overskud til at vende sig mod hinanden, kigge hinanden i øjnene, eller lade sig berøre af den anden. Om det så bare er to minutter, mens kartoflerne koger.
Og lige netop den opmærksomhed på hvad der binder dem sammen, bliver ikke prioriteret. Det hele drukner i daglige praktiske gøremål, der pludselig synes vigtigere., og det gør relationen sårbar og udsat for misforståelser, der ofte opleves som afstand eller ensomhed.
Mange oplever det først som en subtil afstand. Der er noget der mangler. Det er ikke altid der kan sættes en finger på hvad det er. Men noget føles ikke længere som trygt og kærligt. De begynder måske at trække sig lidt mere, gå lidt mere ind i dem selv, og der bliver måske skruet op for bebrejdelser. Med tiden vil de ofte opleve, at konfliktniveauet øges, i takt med antagelser om den andens intentioner vokser.
Når der først er kommet afstand mellem parterne, bliver de gamle sår for alvor aktiveret. De gamle forsvars- og reaktionsmønstre bliver som voldgrave mellem parterne og afstanden bliver endnu større. Så ikke nok med at de i forvejen var forstyrret af hverdagens pligter, bliver de også forstyrret af fortidens smerte, hvor de ofte kommer til at gøre den anden ansvarlig, for den smerte der er trigget. Det forstyrrer det klare billede, af hvad der udspiller sig her og nu, og det skaber misforståelser og ensomhed mellem parterne.
De vil typisk være mere tilbøjelige til at holde fast i egne antagelser, om at ‘jeg kan aldrig gøre noget godt nok’, eller ‘jeg er utilstrækkelig’, ‘du kan i virkeligheden ikke lide mig’, ‘du tænker altid bare på dig selv’, ‘du vil bare blive irriteret hvis jeg siger nej’… De betragter hinanden ud fra egne antagelser, og med tiden vil de også behandle hinanden sådan. Det kan de sidde fast i, i mange år, hvis de ikke træffer en aktiv beslutning, om at få skabt mening i hvad der egentlig sker, og hvordan de kan ændre denne dynamik.
Det er uundgåeligt ikke at slå os på hinanden, vi vil blive såret og trigget lige der, hvor det gør allermest ondt. Men når vi sidder fast i et mønster, så begynder det at blive ensomt.
Jeg skriver løbende artikler om parforhold. Tilføj The Praxis som foretrukken kilde på Google og gå ikke glip af dem. Sæt flueben i boksen ud for The Praxis (husk at du skal være logget ind med din Google-konto).
Imens er kommunikationen afvisende, bebrejdende og anklagende. Resultatet parterne oplever ved af enhver nyopstået konflikt, er at de i bedste fald er lige vidt, og i værste fald oplever lidt mere afstand. Og jeg ved ærlig talt ikke hvad der er bedst eller værst, begge dele er smertefuldt og ensomt. Pointen er at metoden ikke virker.
Hvis ønsket er at komme ud af denne tilstand, skal de gøre noget helt andet. Og hvis målet er et kærligt forhold at genskabe forbindelsen imellem og ophæve ensomheden. Så kan det være hjælpsomt at møde hinanden kærligt, empatisk, accepterende og nysgerrigt.
“Jeg ønsker mig mere nærvær i vores forhold. Jeg savner vores samtaler og jeg savner at mærke din interesse i mig og min i dig. Hvad ønsker du dig egentlig? Og kan vi mødes et sted?”
I de fleste tilfælde oplever parterne ofte en længsel efter hinanden. De savner deres forbindelse at grine sammen, at flirte med hinanden, at være nysgerrige og mærke den andens nysgerrighed, at føle sig særlige, blive bevæget og rørt, at være på samme hold. De vil hinanden det bedste og ønsker blot at se den anden glad og lykkelig, men de aner ikke hvordan. De sidder fast i afmagt og har ikke opdaget deres eget ansvar og hvordan de selv bidrager til afstanden og ensomheden. De er splittet et sted imellem deres inderside der savner den anden, og deres skjold på ydersiden forhindrer dem at nærme sig, og blot vokser sig større. Alt imens de giver mindre og mindre af dem selv, og i samme takt, ligeledes mærker mindre af dem selv.
De tager følelsesmæssig afstand til hinanden og bliver måske mere og mere afstumpet. De beskytter sig bag egne antagelser om den andens modvilje. Holder skarpt øje med den andens træk, og ser ofte kun det, der kan bidrage til at antagelsen kan blive bekræftet. De samler bevismateriale, igen og igen, mens de presser hinanden (og sig selv) længere og længe op i hvert sit hjørne.
De føler sig stærkt overbevist, og kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at den anden i virkeligheden har gode intentioner. Stoltheden forhindrer enhver tilnærmelse fra den anden, og hvert forsøg bliver afvist med en ny antagelse.
”Det gjorde du jo bare fordi du havde dårlig smag i munden”
Når den anden har brændt nallerne tilpas nok gange, holder vedkommende helt op. Og her er det sidste bevismateriale for at antagelsen var korrekt.
De vil ikke tro på at de er elsket, og slet ikke tillade sig at mærke det. De vil ikke lade sig være sårbare, som oftest bare bliver betragtet som ‘svagt’. De vil ikke lade sig blive berørt af den anden. De vil ikke forholde sig til den anden, før de selv har fået hvad de har krav på. Og de vil ikke mærke betydningen af forbindelsen mellem dem, men holder den i stedet på ‘sikker’ afstand.
De isolerer sig, og har derfor taget afstand. Både til den anden, og også til deres egne behov.
Og her venter de på hinanden…
Vi kan være reflekterende og undersøgende på hvad der sker i den anden, eller vi kan være fastlåste og holde fast i egne antagelser om den anden. Gøre den anden ansvarlig for hvordan vi har det, og stikke vedkommende noget i skoene, som han/hun ikke kan genkende. Vi ser pludselig ikke hinanden, som dem vi egentlig er, og som dem vi gerne vil ses og opleves som. I stedet ser vi en negativ skygge fra fortiden, typisk med dårlige intentioner. Og det vil uundgåeligt skabe afstand og ensomhed i parforholdet.
At nærme sig hinanden og fjerne sig fra ensomheden, er at kunne se hinanden klart, og at være opmærksom på, hvad der er egne antagelser og hvad der er den andens virkelighed.
Det betyder også, at du reagerer ud fra en mere autentisk og ‘voksen’ version af dig selv, snarere end en fastlåst overbevisning fra fortiden. Du kommer nærmere den du selv ser dig som, og så kan du nærme dig din partner. Du bliver optaget af jeres relation, og ikke de sårede følelser fra fortiden.
Der kan være mange veje, der fører til ensomhed i parforholdet. Nogle af dem jeg oftest ser udspille sig i min praksis, er nedenstående:
Hvis nu bare den anden kunne forstå… ville se… tænke eller synes… gad eller ikke gad… noget mere eller mindre, ville jeg ikke behøve være så bitter hele tiden. Når de ikke tager ansvar for egne følelser og hvordan de reagerer, bliver de fastlåste og kan ikke se klart. Hvad er hvad? Parforholdet er fyldt med hensynsbetændelse, og der bliver ofte tolket på det parterne siger til hinanden. De slår sig voldsomt på hinanden og ender nærmest med at gå på æggeskaller. Ingen af parterne trives, og det er en faldgrube med mange misforståelser, der kan gøre afstanden endnu større.
Når den ene bebrejder, går den anden i forsvar og forklarer. De færreste kan lytte godt efter, mens kritikken hagler ned om dem, og de færreste har brug for forklaringer, som for øvrigt ofte bliver hørt som en undskyldning. Det bliver en kamp om at vinde. Det vil sige at ingen lytter til hinanden og ingen føler sig set eller hørt. De er begge optaget af hvad der sker i dem selv, og ikke af relationen eller den anden. Det efterlader begge parter med en følelse af ensomhed og afmagt.
De fleste er klar over at de er to forskellige mennesker, men alligevel kan det være så svært at acceptere forskelligheden. Særligt den mentale og den følelsesmæssige forskellighed. Det der er vigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis vigtigt for den anden. Det bliver ofte misforstået og tolket som at, hvis du ikke synes det er lige så vigtigt som mig, så elsker du mig ikke nok. Pludselig ser de kun det de ikke får. Her kan parterne ofte komme til at gøre hinanden forkerte i deres forskellighed. Det kan blive en lang og udmattende kamp, om hvis virkelighed der er mest rigtig og forkert, og her kan de fleste virkelig føle sig ensomme i deres parforhold. Helt firkantet sagt, kan de acceptere og elske den partner, som de har selv har valgt?
Mange par ender med at blive for magelige i parforholdet. De glemmer at forholde sig til den anden som et selvstændigt menneske, og behandler i stedet den anden som en forlængelse af sig selv. Den enes behov, bliver den andens opgave at løse. Når det er vigtigt for mig, burde det også være vigtigt for dig. De bliver måske ikke mødt i det ‘krav’ og ensomheden kan opstå som en antagelse om ikke at være vigtig.
Der er rigtig mange parforhold hvor parterne lever grænseløst. De er smeltet sammen til et ‘vi’ og ikke to parter. Det vil sige at der er ikke to parter der mødes. Det kan skabe en voldsom ensomhed i parforholdet, for begge parter er ‘forsvundet’. De kan ikke engang mærke dem selv mere, og slet ikke den anden. De ender ofte med at lukke helt ned for sig selv, i forsøget på at undgå at såre eller skuffe den anden.
Når den ene undviger konflikter, ved at gemme sig bag sit skjold, efterlader det den anden i et tomrum, der opleves som voldsomt ensomt. Der kan være mange grunde til at vi har lært at undvige konflikter, men det er typisk en undgåelsesstrategi fra fortiden, der ikke forholder sig til hvad der sker i nutiden. Angsten for konflikten kommer til at fylde mere, end det der sker her og nu i relationen. Den ene forsøger at gøre sig usynlig til uvejret er overstået, mens den anden bliver mere og mere overvældet af en indre følelsesmæssig tornado. Begge parter bliver efterladt ensomme og opgivende.
Jeg møder mange par der oplever deres hverdag som stresset og den ene eller begge parter er i underskud. Deres hverdag hænger dem langt ud af halsen og de er ved at drukne i pligter derhjemme. Det er blevet en kamp om at overleve, snarere end at leve. Deres parforhold er ‘bare blevet sådan’. Helt ureflekteret. Der er ikke plads til spontanitet, sjov eller ballade, og skal der bruges tid på noget, så skal det have et praktisk formål. Særligt her, hvis den ene part føler sig mere ophængt end den anden, kan det gå rigtig skævt og føles ensomt.
Den ene synes at den anden skal oppe sig, og den anden synes den ene skal slappe lidt af. De vil begge have noget af hinanden, som de ikke kan få. De begynder at føre regnskab om hvem der har gjort hvad og hvornår, som de bruger som skyts mod hinanden. Ensomheden i parforholdet vokser, særligt når de ikke er ‘lige’.
En af de væsentlige årsager, som jeg oplever, skaber ensomhed i parforholdet, er alt det der ikke bliver sagt eller italesat. Alt det begge parter vælger at holde for sig selv, enten fordi de antager, at de ved hvad der sker i den anden og hvad den anden tænker, eller ikke vil såre den anden, eller ikke vil skabe en konflikt, eller gik ud fra… Alt det der ikke bliver sagt kan skabe en voldsom ensomhed. Elefanten er i rummet, og hvis vi taler om den er der en chance for at føle sig set.
Intimitet og nærvær opstår når vi kan være sårbare. Er der ikke plads til sårbarhed mellem jer, kan intimiteten ikke vokse – kun afstanden og ensomheden. Jo mere inkluderende vi er over for vores partner, des mindre ensomhed vil der være i parforholdet.
Kan du se dit eget bidrag til følelsen af ensomhed? Kan du få øje på hvad du bidrager med, for at fjerne ensomheden mellem jer? Kan du med hånden på hjertet mærke at du er nærværende i jeres relation? At du møder din partner med nysgerrighed, kærlighed og empati?
Oftest opstår følelsen af ensomhed, fordi parterne selv gør sig ensomme, ved at isolere sig eller trække sig. Typisk sker det på baggrund af deres forskellige behov i relationen, som ofte bliver til en konflikt imellem dem. De føler sig ikke hørt eller forstået. De føler sig ikke særlig betydningsfulde for den anden eller prioriteret. De føler sig ikke respekteret, accepteret eller værdsat som dem de er. Og de føler sig ‘åbenbart ikke lige så vigtige for dig, som du er for mig’.
Når ovenstående bliver til konflikter, hvor parterne bebrejder og angriber hinanden. Gør hinanden ansvarlige og ikke forholder sig til hinanden som to forskellige mennesker, går konflikterne i hårdknude. Det vil ofte ende med en oplevelse af afmagt og unfinished business mellem dem, det bare hober sig op. De oplever ofte at det er lige meget hvad de gør, så bliver de ikke mødt, og det eneste våben der er tilbage, er at trække sig.
Men hvad er det egentlig du tager afstand fra? Og hvad er det egentlig du beskytter dig imod? Din partner har du jo selv valgt? Og vedkommende dig.
Hvad er der at mærke bag skjoldet? Hvad er du ked af? Hvad længes du egentlig efter, hvad savner du? Og hvad forhindrer dig i at møde din partner kærligt og spørge om du må få det?
Alfa Kapsi / The Praxis
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog (DACS), psykoterapeut (MPF) og Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening, Dansk forening for klinisk sexologi og Somatic Experiencing Danmark, hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening.
Du kan kontakte mig på hello@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Trauma bonding (på dansk kaldet traumebinding) er en følelsesmæssig og voldsom kompleks binding til et andet menneske, hvor du mister fornemmelsen af dig selv.
Når par kontakter mig, fordi de skændes igen og igen om det samme, er det sjældent emnet de diskuterer, der gør ondt. Det, der slider, er måden de skændes på og følelsen af at være fanget i det samme mønster.