De fleste kan nikke genkende til de endeløse diskussioner i parforholdet, hvor parterne pludselig finder sig selv i en magtkamp om hvem der har ret.
En tilfældig situation kan blive en konflikt om hvem der har opfattet den forkert. Eller en ubetydelighed ender med en diskussion om hvis måde der er den rigtige.
Pludselig handler samtalen ikke længere om det den begyndte med, men om hvem der er rigtig og hvem der er forkert. Og parterne kæmper for deres ret til at opleve, opfatte, føle, tænke, mene, synes eller handle som de gør.
- Min måde eller din måde
- Min standard eller din standard
- Mine værdier eller dine værdier
- Mine behov eller dine behov
- Min opfattelse eller din opfattelse
- Mine vaner eller dine vaner
De argumenterer ofte for deres sag, ved at fortælle den anden hvor tåbelig vedkommendes måde er, eller hvad ‘normale’ mennesker gør. I kampen bliver det til et ‘enten/eller’. Enten har den ene ret ellers har den anden.
Den der råber højest, har det bedste es i ærmet eller er bedst til at overbevise den anden, kan måske synes at have vundet diskussionen.
Men intet ændrer sig i den anden, udover at vedkommende måske føler sig dum og forkert. Bliver irriteret eller ked af det. Helt sikkert ikke føler sig mødt, hørt eller respekteret. Og muligvis oplever det som et verbalt overgreb. For vi oplever, opfatter og skaber mening som vi gør, uanset om det er hensigtsmæssigt eller korrekt for den anden.
Så parterne må have tillid til, at den anden er i verden på sin egen måde. Og på den måde vedkommende bedst muligt kan. Det er der i øjeblikket synes rigtig for den anden, er det der synes rigtigt.
Den kan naturligvis udvikles og få flere nuancer. Ikke ved at blive gjort forkert, men når vedkommende er lydhør for andre opfattelser eller måder.
Der er med andre ord to i et forhold. Ellers er der ikke et forhold. Og i et forhold er det ikke ‘enten/eller, eller rigtig / forkert. Men et ‘OG’. Så der er min måde OG der er din måde. Og hvordan kan de to forenes uden at annullere den andens måde?
Det er netop det ‘OG’ der gør det til et forhold, hvor begge parter kan være sig selv. Et forhold hvor de forholder sig til hinanden og ikke afviser hinandens virkelighed. Hvor enten/eller blot er to selvstændige mennesker, der kæmper om sin plads til at være sig selv.
Og husk på, at fordi du er lydhør for din partners virkelighed, betyder det ikke at din egen annulleres. Du kan godt have din egen virkelighed OG forstå den andens. Og selv hvis der ikke kan opnås forståelse, kan der forhåbentlig være plads til accept eller respekt for den andens forskellighed.