Tag mit personlige ansvar og red mig!

Psykoterapi København

Hvem har ansvaret for dig? Træffer du valg på baggrund af, hvad andre omkring dig gør? Er det din chef eller din kæreste, der kan sørge for at din dag alligevel blev god? Eller dårlig?

Alt for ofte overdrager vi vores personlige ansvar til andre omkring os. Eller rettere; vi drømmer om at kunne overdrage det, for i virkeligheden er der ingen andre end dig, der kan bære dit eget personlige ansvar.

Drømmen om at kunne smide ansvaret er dejligt befriende, for på den måde kan vi – udover at fraskrive os ethvert ansvar for os selv – også fraskrive os al form for skyld, da der i sagens natur ikke er noget, der kan være din skyld, hvis andre omkring dig former dig og træffer beslutninger på dine vegne.

Vi hører ofte udsagn som: “det er min chef, der får mig til at overarbejde hele tiden”, “jeg vil vildt gerne ud at rejse, men min kæreste gider ikke” eller “jeg er træt af, at jeg hele tiden skal have den rolle når familien er samlet”.

Vi har gjort os til ofre for andre, og vi er sjældent opmærksomme på, at det kun er os selv, der kan begynde den forandring vi ønsker, ved at tage vores personlige ansvar på os. Det kan føles ensomt, fordi du nu står alene med beslutningen, og der er ingen andre, du kan bebrejde eller forvente noget af – kun du har ansvaret. Til gengæld er det her, selvfølelsen, selvstændigheden og uafhængigheden kan vokse, og du vil mærke, at det at kunne vælge selv, gør dig stærk.

Hvert et valg der træffes, efterfølges naturligvis af et fravalg – det er vilkårene, og sådan er livet bare – men forskellen er, at det er dig, som en velfungerende voksen, der sætter begrænsningerne. Det er dig, der beslutter hvilke normer, værdier og regler der skal gælde i dit liv.

Ta’ lederskabet over dit eget liv!

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.