Pas på hvem du dømmer

Det er de færreste, der kan undsige sig at have fordomme om andre, og jævnligt kommer vi endda også med både hånende, krænkende og nedladende udsagn om andre

Fordomme

“Se lige hende dér, har hun ikke et spejl derhjemme?” Eller “Seriously, hvad tror han, han er. Smartass”. Har du hørt det før, eller har du måske selv sagt sådan før?

Det er enormt selvafslørende når vi kommenterer andre på den måde. I virkeligheden er det sådan, at når vi bliver følelsesmæssigt ramt på nogen (deres type, karaktertræk, eller deres adfærd), er det ofte dem, der kan vække vores egen følelse af skam, det som vi kan genkende, men samtidig fornægter i os selv, eller ikke selv har opnået.

Hvis vi ikke genkendte det, ville vi ikke blive ramt. Så ville vi blot stå tilbage med en generel uforstående undren og måske en nysgerrighed på, hvorfor personen gør som han/hun gør.

Du sidder i et selskab, og en af gæsterne gør sig, under hele aftenen, jævnligt bemærket. Hun afbryder uhæmmet og har hele tiden et snappy comeback, eller en historie i ærmet, der er lidt mere underholdende end din.

Hvordan reagerer du på det? Beundrer du hendes evner til at tiltrække sig opmærksomhed og er nysgerrig på hendes fortællinger, eller føler du dig overmandet og utilstrækkelig? De fleste vil nok føle sig overmandet og mærke irritationen vokse stødt og sikkert. For at dække over egne følelser, er næste naturlige skridt så at lede efter hendes svagheder. “Hun er helt vildt pinlig og selvfed”, “har hun ingen hæmninger, eller situationsfornemmelse?”, “hun var garanteret den i klassen der hele tiden skulle række hånden i vejret”, “se lige det duckface, vil vædde med at hun bruger en formue på Botox”. Og kan vi finde en at alliere os med, som deler vores mening, er det endnu bedre. Kan vi få flere med på holdet? Men hun irriterer dig stadig.

Eller ham længere nede af vejen, der altid er så irriterende korrekt. Han har den “rigtige” politiske overbevisning, den bedste musiksmag, og den sprødeste stil. Synes han selv. Hans attitude stråler af overmenneske. Guds gave til planeten. Krummer du tæer når du møder ham, eller kan han få dig til at tvivle på dig selv? Kan du rumme dig selv med ham?

Eller hende den selvudslettende, der taler utydeligt og undskyldende. Hun er hele tiden forhindret i, at gøre hvad der er bedst for hende, fordi noget hele tiden står i vejen. Har du lyst til at ruske i hende og råbe “så kom dog videre kvinde!”. Kan du rumme din egen usikkerhed?

I sådanne situationer har vi ofte travlt med at lure, hvad det lige er med dem dér. Finde deres utilstrækkeligheder i stedet for at blive i os selv. Hvad sker der inde i dig, og ikke på den anden side af bordet? Hvorfor er det så svært at bare beundre det de kan? De kan have 100.000 grunde, til at gøre hvad de gør, og måske de bare gør, det bedste de har lært, som alle os andre?

Går du også i det skjulte og er provokeret af en på din vej? Så lad mig udfordre dig, og fortælle at det ofte handler om noget i dig selv. Hvortil de fleste vil protestere “det i hvert fald ikke er tilfældet hos mig, fordi…”

Gør dig fri af de negative opslidende tanker og lær noget nyt om dig selv.

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Ring på 50 86 52 08 eller send mig en mail, hvis du er interesseret i at booke tid til enten psykoterapi eller parterapi, eller har yderligere spørgsmål.