Parterapi: håb eller skilsmisse?

Skilsmisse

Skal vi give op og gå hver til sit, eller er der stadig noget at arbejde med?

Der kan være mange grunde til at skilsmisse/gå hver til sit bliver en overvejelse og lige så mange grunde til, at forholdet kan synes håbløst, men parterne ikke er klar til at give slip på hinanden. Måske I har oplevelsen af, at I er vokset fra hinanden. Grundlæggende værdier, mål, drømme og ønsker for livet går modsatrettede veje. Måske det er angsten for at være alene, der holder jer sammen, jalousi, eller måske det er børnene eller økonomi, der holder jer sammen. Måske I venter på, at den anden træffer beslutningen.

Grundlæggende mener jeg ikke, at man skal blive sammen for enhver pris. Det skal være meningsfyldt at dele sit liv med en anden. I de fleste tilfælde, hvor jeg møder håbløsheden og hører denne tvivl i min praksis, er det kommunikationen mellem parterne, der gang på gang går galt, og konflikterne går i hårknude. Tvivlen melder sig: Vil det nogensinde lykkes for os? Ingen af parterne holder til det mere, men kærligheden lever endnu.

Når kommunikationen går galt

Mange par har gået gennem længere tid, ja, nogle gange gennem flere år, og har ladet irritationen og frustrationen over hinanden vokse i en sådan grad, at det kan synes som om, der ikke er mere at komme efter. Deres syn på hinanden og den kritiske holdning til hinanden er blevet så fastlåst, at det nærmest er umuligt at se lyset og andre muligheder. De kommer længere og længere væk fra hinanden, og den følelsesmæssige afstand mellem dem bliver længere og mere fjern.

I langt de fleste tilfælde er begge parter overbeviste om, at det er den andens skyld, at forholdet er endt, som det er endt. Hvis du bare ville tage mere initiativ i vores forhold, eller hvis du bare ville deltage noget mere herhjemme, eller hvis du bare ville prioritere sex noget mere, eller hvis du bare… De føler begge, de har prøvet alt for at ændre situationen, men lige meget hjælper det.

Prøvet mere af det, der ikke virker

Sandheden er, at I nok har prøvet mere af det, der ikke virker. Hvis jeres grundlæggende syn på hinanden tager udgangspunkt i, at det, den anden gør (og er), er forkert, og at det er den andens skyld, I er endt her, kan ønsket om forandring siges mere eller mindre direkte – ud mellem sidebenet, vredt, bedende, i sorg, højt eller tøvende – uden effekt. Når I behandler hinanden som ‘forkerte’, er der ingen, der lytter i den anden ende, og samtalen ender ofte her. Situationen bliver fastlåst og går i hårknude, og ingen føler sig hørt. Det bliver en kamp om retfærdighed og om, hvem der har ret og krav på at få sin vilje. Begge parter trækker sig sårede og føler sig en smule mere ensomme.

Hvordan kommer vi over på den anden side?

Selvom det kan synes voldsomt urimeligt og unfair, nu, hvor du har prøvet alt og måske endda føler, du har ofret alt, er sandheden, at du ikke kan ændre din partner, men du kan ændre dit syn på ham/hende. Husk på, at din partner højst sandsynligt har det på samme måde som dig. Mange, der føler sig fastlåste i de gentagne konflikter, er også dem, der har lagt ansvaret for deres egen lykke over på deres partner. Vi gør os afhængige af vores partners evne til at opfylde vores længsler. Og gerne uden at vi behøver bede om det.

For at komme over på den anden side af denne ‘magtkamp’ må I justere jeres syn på hinanden og gå på opdagelse i hvordan I selv bidrager til kampen. Det kræver naturligvis også en erkendelse af, at det, I har gjort indtil nu, ikke virker. Ingen af jer får det, I længes efter, og I må i stedet forsøge at nærme jer hinanden på en anden måde – en mere kærlig måde, snarere end en spand kritik.

Er jeres forhold baseret på frivillighed, må du huske på, at du selv har valgt din partner for den, han/hun er, og det, I har gjort indtil nu i konfliktfyldte situationer, er måske at gøre hinanden ‘forkerte’ og fremhæve hinandens utilstrækkeligheder.

Hvor der er vilje…

Du har selv en del af ansvaret for jeres forhold. Stridsøksen må og skal begraves, og blikket vendes indad: Hvad bidrager jeg selv med, siden jeg aldrig får det, jeg længes efter? Vi mennesker bliver gladere og har det bedst, når vi oplever, at vi selv har indflydelse på situationen og eget liv. Også selvom din partner burde have gættet dine behov for længst.

Det kræver vilje, mod og handling at ændre et mønster mellem jer, men I vil hurtigt opdage, at den fastlåste situation bliver erstattet af handlemuligheder, bevægelighed, dynamik og styrke. Vel at mærke, hvis I vil. Det er helt op til jer, om I vil fortsætte, som I plejer, eller skabe et kærligt forhold.

I nogle tilfælde, hvor der ikke er mere vilje tilbage, og kærligheden til hinanden er tabt i de mange skænderier, kan det alene være trygheden, der holder jer sammen. Angsten for, hvad der venter på den anden side af forholdet, kan synes så skræmmende, at mange vælger at leve sammen som hund og kat eller forblive i et forhold, der for længst er imploderet og ikke har mere energi eller håb at vride af sig. Kan jeg klare det alene? Hvad hvis jeg bliver ensom og aldrig finder en anden? Det kan naturligvis opleves som en fastlåst situation, der giver grobund for mistrivsel.

Det sker også, at den ene eller begge parter – for at undgå at tage skylden på sig – venter på, at den anden træffer beslutningen.

Parterapi eller ej

I parterapien arbejder vi på, at I kan løsrive jer fra det fastlåste sted og tage skridtet videre i en retning, der giver mening for jer. Vi undersøger jeres længsler, og hvad det er, der holder jer sammen i dag. Er der stadig kærlighed og vilje mellem jer, eller befinder I jer i en blindgyde og skal finde nye og andre veje. Vi undersøger, hvordan I selv har bidraget til jeres forhold og opdager nye muligheder at handle på. Det afgørende er, at I begge er villige til at kigge på hinanden med andre øjne.

Book tid her