Vi kan øge vores opmærksomhed på hvad situationen aktiverer, så der kommer en klarhed over, hvad der er det ‘gamle’ og hvad der reelt sker i situationen her-og-nu. Situationen skal tilpasses og følelserne reguleres til det der foregår imellem jer her-og-nu, hvor begge parter forholder sig til det og hinanden, og ikke kun til egne følelser og antagelser om den anden.
Det opleves ofte som at situationen ikke er til at finde hoved eller hale i. Voldsomme følelser kan være på spil, ofte over noget der i efterdønningerne kan synes ret banalt. Hvem har skyld i hvad og hvem har ansvar for hvis følelser og handlinger. Samtalen starter et sted og ender ofte et andet. I den samme konflikt, som I måske har oplevet tusind gange før. I er fanget og det kan synes umuligt at komme ud af det.
Når vi er trigget, er der noget udefra der rammer smerten inde i os. Så længe smerten er uforløst, og vi ikke har klarhed over hvad der er på spil, står vi et meget sårbart sted hvor vi let bliver trigget.
Og derved bliver det svært for dem omkring os at navigere i. Nogen gange trækker vi os helt fra vores partner, eller holder vedkommende på afstand, for at undgå at såret bliver reaktiveret. Det føles for voldsomt og for smertefuldt at genbesøge såret, men det afspejler imidlertid mere, hvor smertefuldt det engang VAR for dig.
Hver gang du er trigget får du en chance for at vende blikket indad og opdage hvad der ligger derinde. Du får en chance for at række ud på en ny måde, hvor du inviterer din partner til at støtte dig, snarere end at skubbe vedkommende væk og ensomt gå med det selv. Hvad handler smerten i virkeligheden om.