Parret kommer ind i min praksis og fortæller, at de gerne vil have værktøjer til deres kommunikation og blive bedre til at tale sammen. Stemningen er trykket. Hele rummet oser af sårede følelser og ensomhed. De siger ikke meget og begge parter virker tydeligt frustreret. De har lige haft et skænderi.
Pludselig siger den ene “Du ved jo udmærket godt, at jeg føler mig svigtet, hver gang du vælger at gå i byen med vennerne, og aldrig gider lave noget med mig”. Den anden når dårligt at høre sætningen før færdig, før vedkommende er gået i gang med at forsvare sig. “Svigter dig? Hvad vil du have jeg skal gøre? droppe alle mine venner, så du ikke føler dig svigtet? Og desuden gider jeg godt lave noget med dig. Hvad med sidste uge hvor…” og ud af det blå, sidder de begge og taler i munden på hinanden. Ingen af dem hører hvad den anden siger.
Stikkende ord, angreb, kritik, bebrejdelser og forsvar flyver som skarpe knive mellem parterne, og mens den ene taler, sidder den anden og forbereder sit modsvar. Der er ikke noget konkret indhold i diskussionen og ingen af parterne peger på en løsning af problemet?
Efter deres mundhuggeri er parterne lige vidt, afstanden mellem dem lidt større og begge føler sig såret, forkert eller misforstået. Efter et stykke tid når nervesystemet er faldet til ro igen, kan de mødes og tale sammen, som de voksne mennesker de er. De kan se det hele lidt udefra, men relationen er blevet et ar rigere. Eller fattigere, om du vil.
Det er ikke kommunikationen der fejler noget. De har begge både verbalt og nonverbalt sprog, og de kan begge høre hinanden. I hverdagen er der heller ikke nogle problemer, når den ene spørger den anden, om vedkommende vil købe mælk med hjem, fungerer kommunikationen fint. Det er konkret, klart og tydeligt, og der står mælk i køleskabet efter fyraften.
Problemet opstår når den ene eller begge parter bliver trigget af noget uforløst. Når der er følelser involveret, som parterne ikke er opmærksomme på, hvad handler om eller hvor kommer fra. Samtalen bliver baseret på antagelser om hinanden, og de forholder sig ikke til hinanden. De bliver fanget i deres følelsers vold, i skiftevis angreb og forsvar.
Det de kommunikerer om, er hvad der udspiller sig i dem selv, og ikke hvad der sker imellem dem. De forsøger at overbevise hinanden om hvem der har ret eller hvem der er skyldig, alt imens det blot er to forskellige oplevelser, de hver især står med.
Når de er faldet ned igen, kan parterne sjældent huske hvad diskussionen handlede om. Alt det gamle bliver hevet frem, og samtalen mister retning.
Vi er frie til at have vores egen oplevelse af en situation, og når nogen forsøger at overbevise os anderledes, føles det voldsomt grænseoverskridende. Modsat i en ligeværdig samtale, er den enes oplevelse er lige så virkelig som den andens. Vi kan vælge at lytte til hinandens oplevelse, eller forsøge med tvivlsom effekt, at diskutere og overbevise den væk.
Er det selve situationen der er urimelig (at gå ud med vennerne), eller er det følelsen der bliver vækket til live (jeg føler mig svigtet)? Måske. Er den forstyrret af erfaringer fra fortiden? Muligt. Definerer oplevelsen sandheden om den anden, som en der svigter? Nej. Men det er stadig en oplevelse der føles virkelig. Er det retfærdigt eller rimeligt at den ene føler sig svigtet, når den anden ikke kan genkende at svigte? Måske ikke, men oplevelsen er der stadig, og ingen af parterne tager hånd om den.
Parterne kan forholde sig til den, uanset om det føles rimeligt eller ej, hvis de kan tøjle deres trang til at forklare sig selv, eller skulle overbevise den anden anderledes. I stedet kan de nysgerrigt undersøge, hvad der får den ene til at tænke, “jeg er svigtet” Eller gad vide, hvad der får den anden til at tænke, “du vil bare straffe mig”? Er der noget parterne hver især kan byde ind med når det opstår. Med intentionen om at tage den andens oplevelse alvorligt. Også selvom den ikke genkendes.
Når kommunikationen mellem parterne, bliver en kamp om, hvis oplevelse der er mest virkelig, ophører samtalen. I stedet indsættes fx angreb, bebrejdelser, argumenter, forklaringer, forsvar, antagelser, eller larmende tavshed – og ingen vil give sig. Parterne kan sjældent finde hoved eller hale i diskussionen. Hvad handler den egentligt om?
I sidste ende bliver det en kamp om deres frihed. Frihed til at have deres egen oplevelse, og ønsket om at blive mødt og taget alvorligt i den. I stedet bliver de ramt af en følelse, af at være misforstået, vrede eller kede af det.
Det giver sig selv, at jo mere opmærksomme vi er på egne behov, følelser og hvem der er ansvarlig for dem, jo tydeligere og mere konkret kan vi kommunikere omkring dem. Du fik mig til at føle mig svigtet (the cookie made me eat it), bliver opslidende for begge parter i længden.
At gå ind i en samtale, kræver at der er mindst to til stede og den enes behov for at tale, er ikke den andens lov. Her kan det være gavnligt at lave nogle rammer for samtalen. “Jeg har brug for at tale med dig en halv time, hvordan passer det dig i aften kl. 20?” Hellere en halv time, der er afsat tid til, hvor begge er tilstede og nærværende, end en spontan maraton, hvor den ene stirrer tomt ud af vinduet, og spekulerer på, hvad de skal have til aftensmad.
Hvordan de taler sammen har også stor betydning. Taler de på hinanden, eller taler de sammen? Mange par har for vane, at når den ene taler meget, klapper den anden i som en østers. Jo mere den ene klapper i, jo mere begynder den anden at tale og vise versa. Strategien om at tie stille og lade som om jeg lytter, er en kendt dynamik i parforholdet. Den talende føler sig ensom i samtalen og den stille føler sig overgrebet af ufatteligt mange ord. Er de ikke opmærksomme på denne dynamik, bliver det svært for nogen af dem, at bidrage til samtalen.
Det kan lyde som kritik at sige “du taler for meget”. Det er det måske også. Det er i hvert fald en vurdering af den andens måde at være på. Men at erkende at jeg mister fokus, når der er så mange ord, er en helt reel oplevelse der kan italesættes. Jeg har simpelthen svært ved at holde fokus på det du siger, når der er så mange ord, og jeg vil virkelig gerne, tage det du siger alvorligt.
Ofte når vi lærer om kommunikation, så handler det om at formidle og blive bedre til at tale. Men at lytte udgør altså 50% af kommunikationen. Mange kan blive bedre til at bruge ørerne og forholde sig til det der bliver sagt, for hvad nytter det at være skrap til at tale, hvis der ikke er nogen ører i den anden ende?
Det kan derfor også være gavnligt for parterne, at overveje hvordan de skaffer sig de bedste forudsætninger, for at der er en på den anden side, der vil lytte til det der bliver sagt.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er mistilliden kommet imellem jer, og sidder I fast der? Den fine balance at bevæge sig fra mistillid til tillid
