Lad mig være ked af det

Langt de fleste af os har en enorm stor berøringsangst, når vi er sammen med mennesker i sorg.

Psykoterapi København

Vi kan simpelthen ikke rumme at være sammen med en der græder. Så snart vi ser tårerne pible frem i øjenkrogen, skynder vi os at trøste og famler efter håbefulde ord, der leder opmærksomheden i en mere optimistisk retning. Vi vil gerne fjerne vedkommende fra den sorg han/hun oplever, hurtigst muligt. Når gråden stopper kan vi være her igen.

Hvem har ikke oplevet den akavede situation, når vi ikke aner hvad vi skal sige til en der er i sorg og bare ønsker os væk fra den situation? Det er virkelig ærgerligt og faktisk enormt manipulerende ikke at give plads til en andens følelser, fordi vi ikke selv kan rumme det. Det betyder rent faktisk, at vi ønsker personen skal lægge låg på sin sorg, for at vi selv kan få det bedre og ånde lettet op. Det er naturligvis ikke af nogen ond mening, men vores berøringsangst for sorg og stærke følelser gør, at vi bare ikke kan agere i situationen. Vi har aldrig lært at det er OK at være ked af det.

Hvor mange gange har vi ikke selv prøvet at føle os “til besvær”, når vi var kede af det, og ikke ville bebyrde dem overfor os, med det tunge ansvar at “trøste os”. Opmærksomheden ryger ofte direkte hen på, at komme ud af situationen, ved at skynde sig at tørre tårerne væk, og fjerne stemningen med en dårlig joke. Med mindre den der “trøstede”, allerede har klaret det for os. Ofte ender vi med at ønske, at vi var alene i stedet, så vi kunne få lov til at græde ud.

Så er du den, der skal trøste, så bare vær der, vær støttende og giv plads til følelserne. Accepter følelserne, de må godt være der, det er en del af helingsprocessen, som du ikke bør forhindre, hvis du gerne vil være til hjælp.

Er du den, der er ked af det, så tag dine følelser alvorligt, og giv dig selv plads til at være ked af det. Du skal ikke midt i sorgen tænke på, om dem omkring dig kan rumme at du er ked af det, eller lukke ned for dine følelser for at lette stemningen, for andres skyld.

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Ring på 50 86 52 08 eller send mig en mail, hvis du er interesseret i at booke tid til enten psykoterapi eller parterapi, eller har yderligere spørgsmål.