Hvad er kærlighed?

Findes der ægte kærlighed, og kan kærlighed være uægte?

Kærlighed

Siden tidernes morgen har vi søgt efter at forstå kærligheden og dens inderste væsen, og den dag i dag er der stadig mange forskellige meninger om det. I dag er denne søgen ikke blot en opgave for filosoffer, også videnskabsfolk har fået interesse for kærligheden. Videnskaben kan i modsætning til de blødere værdier trække empiri-kortet, så dens teorier og resultater desværre ofte accepteres som fyldestgørende forklaringer. Psykologien mener f.eks., at det er tilknytningsmønsteret, som er grundlagt i den spæde barndom, der påvirker vores valg af partner. Hvis det skulle være tilfældet, forsøger psykologien at reducere den voksne kærlighed til en heling af barndommens sår. Også i biologien bliver der forsket i kærlighed og valg af partner, men også uden en endelig forklaring.

Kært barn har mange navne, og det har kærligheden også. Når vi taler om kærlighed, skelner vi ofte mellem tre overordnede begreber: filia, agape og eros.

Filia er græsk og betyder venskab, altså den venskabelige kærlighed. Filia er en friere form for kærlighed; den er ikke jaloux eller besidderisk, den sætter fri og vil dén, man elsker, det bedste.

Agape er den guddommelige kærlighed, som Søren Kierkegaard omtalte som næstekærlighed. I Det Nye Testamente (Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13) omtales agape således: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”

Den tredje form for kærlighed, de gamle græske filosoffer talte om, og som stadig bruges som begreb i dag, er eros (kærlighedens gud). Eros er den jordiske, erotiske og romantiske kærlighed. Det er den, vi oplever, når vi bliver tiltrukket og forelsket i en anden, og det er den, vi føler, når vi møder den person, vi vil danne par med. Den er passioneret og fyldt med følelser af lyst og begær.

Platon beskrev kærligheden som en måde at identificere sig med sin elskede og tilegne sig karakteregenskaber og kaldte det for en skønhedsoplevelse. Det sker ved, at man i sammensmeltningen med en anden indoptager den andens karakter. Ifølge Platon lever kærligheden i sjæleskønhed. Den legemlige skønhed har også betydning, men den kommer der kun børn ud af, ikke den højeste form for skabelse, som den sjælelige avler.

Aristofanes fortælling i Platons Symposion om kærligheden er myten om, at mennesket engang var kuglerunde med fire arme, fire ben og to ansigter. De havde stor styrke og tapperhed, og de kunne løbe hurtigt, for de kunne snurre rundt på otte lemmer. De blev for overmodige og forsøgte til sidst at stige op i himlen for at bekæmpe guderne. Zeus besluttede sig derfor at straffe dem ved at kløve dem midt over i to, så de kun havde to arme, to ben og et hoved, og herfra var menneskets fuldkommenhed og lykke slut. Siden hen har den ene halvdel ledt efter den anden halvdel, så de kan blive genskabt til den oprindelige tilstand, da mennesket var et hele.

Sokrates hævdede, at kærligheden er søgende og ikke falder til ro i et møde med et andet menneske. Kærlighed er begær, som opstår, når man længes efter noget, man ikke kan eje, men som man identificerer sig med i sådan en grad, at man ønsker at smelte sammen med det.

Hvordan ser vi kærligheden i dag?

Anne Marie Pahuus opsummerer det ret så præcist, når hun skriver: “kærlighed er et varieret felt af varme følelser, hvori lysten til at være sammen med den anden person er gennemgående. De varme følelser er ikke kun behagelige, men spænder fra lykke til lidelse”.

Kærlighed et begreb, der spænder vidt, og der findes ingen facitliste for, hvornår kærligheden er rigtig eller forkert. Kærlighed er nuanceret og opleves individuelt. Vi har kærlighed til vores børn, til vores venner, til et bestemt sted; vi kan elske en sang og vores livret. Men ingen anden kærlighed kan skabe større frustration end den romantiske kærlighed i parforholdet.

I modsætning til de gamle dage, hvor parhold primært blev dannet af praktiske årsager (og stadig kunne være kærligt) og kirken havde stor indflydelse på, hvordan vi opfattede kærligheden, vælger vi i dag vores partner ud fra følelser, og vi skal selv definere og blive enige om, hvordan vi vil danne par. For nogle fungerer det med ægteskab, villa, vovse og fællesøkonomi, og andre foretrækker at bo hver for sig, måske i et åbent forhold og en højere grad af autonomi. Det handler om, hvordan I beslutter jer for at være par, hvad der giver mening for jer, og hvad der får de kærlige følelser frem. Og så længe, ingen lider skade, er der i bund og grund ikke nogen rigtig eller forkert måde.

Overvejer I at tale med en parterapeut?

Ring på 50 86 52 08 eller send mig en mail, hvis I er interesserede i at booke tid til parterapi, eller hvis I har spørgsmål til mig.