Har du vundet retten til offerrollen?

Holder du krampagtigt fast i de sårede følelser?

Offerrolle

I et parforhold er det nærmest umuligt ikke at slå sig på hinanden. Når vi involverer os i et forhold, åbner vores hjerte og blotter vores sårbarhed, vil vi med stor sandsynlighed, før eller siden, blive såret, og vi vil ligeledes komme til at såre vores partner. Her taler jeg selvfølgelig ikke om ofre, der har været udsat for vold og overfald. I de fleste tilfælde lærer vi af det, og vi kommer ud på den anden side klogere, men i mange forhold holder den ene (eller begge) fast i de sårede følelser og kan ikke slippe dem. De hænger fast i offerrollen, og det kan blive en kamp om, hvem der har haft mest ondt, og hvem der er mest berettiget til at indtage offerrollen.

Hvilke privilegier giver offerrollen os?

Først skal det lige gøres klart, at det kan være utroligt smertefuldt og handlingslammende at føle sig som et offer, og det er næppe noget, nogen bevidst vælger på hylde et, men det kan være svært at komme ud af, hvis det er blevet et indlært mønster. Selvom rollen bunder i følelsen af at være den krænkede part, dvs. den, der har været udsat for noget sårende, kan det samtidig være enormt magtfuldt at have vundet retten til offerrollen, da den kan bruges aktivt til at holde vores partner som gidsel.

Den kan give os en undskyldning for at være vrede og sårede i al uendelighed. Har din partner såret dig, fx ved at være uærlig, finder du det kun rimeligt, når du opfører dig uhensigtsmæssigt og irrationelt. Det er således rimeligt, at al sex er lagt på is, og hvis du bryder aftaler, så forklares det også ved, at han/hun bare kunne have ladet være med [indsæt smerte].

Et regnskab om smerte

Det bliver således et regnskab om, hvem der har mest ondt, og så længe din konto er i underskud, så er det din partner, der skylder dig, og du kan gå fri for skyld. Det største privilegium (og samtidig det største tab) er, at den, der indtager offerrollen, fralægger sig ansvaret for sig selv.

Det er i stedet blevet partnerens ansvar at rode bod på ens velbefindende, handlekraft og livsglæde, og det skal gerne gøre mindst lige så ondt på partneren i processen. Det er jo hans/hendes skyld, vi er endt her.

At give slip på ofret

At være i en offerolle kan være lige så smertefuldt, som det kan være risikofyldt at slippe den. Og så længe vi blindt holder fast i vores – uden at være lydhør for vores partner – kan vi bilde os ind, at vi har krav på rollen, også selvom den gør ondt. Den dag vi åbner op for vores partner og måske begynder at forstå ham/hende, har vi ingen anden mulighed end at slippe den og komme videre.

Selvom de fleste af os vil opleve en lettelse ved at give slip på ofret, kan det også være forbundet med en voldsom angst. Særligt svært kan det være at tage ansvaret for sig selv tilbage, hvilket også sjældent sker uden skyld over at have givet det væk. Men omvendt kan man også blive afhængig af disse offerprivilegier. Hvis vi giver slip på dem, er gidslet fri til at gøre, hvad han/hun vil. Vi har ikke længere krav på at blive reddet. Til gengæld bliver vi stærkere til at redde os selv og finder plads til glæden igen.

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Ring på 50 86 52 08, eller send mig en mail, hvis du/I er interesseret i at booke tid til terapi eller har yderligere spørgsmål.Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut/KI fra Kempler Instituttets 4-årige, familie- og psykoterapeutuddannelse.