Når vi som børn oplever at vores forældre eller de voksne omsorgspersoner, ikke kan rumme vores følelser, lærer vi at lukke ned for dem. Det gør vi fordi vi er afhængige af deres kærlighed for at overleve, og derfor vil gøre alt, for at bevare tilknytningen til dem. Du må ikke føle som du føler… ‘Opfør dig ordentligt’, ‘du må ikke være vred og besværlig’, ‘du burde skamme dig’.
Et barn vil opleve det som at være truet på sin tilknytning til dets omsorgspersoner, som barnet er dybt afhængig af, af ren overlevelse. Hvis omsorgspersonerne ikke elsker barnet, oplever det at risikere at blive forladt. Barnet vil i de fleste tilfælde gøre alt for at være sød nok og medgørligt nok.
Desværre kommer vi ofte til at bære den tvivl om vores følelser og oplevelser med ind i voksenlivet. Som voksne er vi ikke afhængige af omsorgspersonerne mere, for at overleve, og derfor har vi et lige så stort behov i voksenalderen for autenticitet og selvstændighed, som vi havde for tilknytningen i barndommen. At tro på vores gut feeling og at de vi føler og oplever, er rigtigt for os. At være forbundet med det vi oplever i kroppen og i hjertet, og at kunne handle ud fra det. Burde jeg være anderledes? Er jeg forkert på den? Er det mig der er for meget? Eller for lidt?
Helt små babyer der ikke er bevidste om deres afhængighed til deres omsorgspersoner, reagerer instinktivt på deres gut feeling. De skriger når de er sultne og griner når de er mætte. Når der er noget de vil have peger de, og når der er noget de ikke vil, vender de hovedet den anden vej. Som de bliver større og mere bevidste lærer de, at hvis de vil høre til, må de opgive dele af dem selv.
Der vil uundgåeligt opstå situationer, hvor der er noget børn skal opgive. Oplevelser der vil vække både vrede og gråd, fx når de ikke kan få regnbueis til aftensmad, eller være vågne hele natten. Problemet opstår imidlertid ikke af at de møder grænser, men når de ikke bliver mødt i deres følelser, og får af vide at de er forkerte og at de ikke er elskværdige, når de føler som de gør. Det kan få den betydning i voksenlivet, at for at undgå en afvisning, bliver der lagt låg på visse følelser og behov.
I parforholdet kan det udspille sig i form af ikke at ville være besværlige eller ikke at måtte skuffe den anden. En forventning om ikke at blive mødt eller accepteret af den anden. Ikke at udtrykke behov, men en forventning om, at den anden bør gætte behovet, hvis vedkommende ellers elskede nok. Og hvis vi ikke tror vi kan elskes for dem vi er, kan vi ofre os og arbejde hårdt på at blive vellidt.
Selvom det gamle mønster stadig udspiller sig på alverdens raffinerede måder i parforholdet, er situationen imidlertid en anden nu. Afhængigheden for overlevelse er ikke aktuel mere, og der er meget ofte et øget behov, for at kunne være sig selv. Hele sig selv. Og at blive mødt og accepteret som sig selv. Som hele sig selv og ikke kun de tilladte følelser og egenskaber.
Selvom det kan føles risikabelt og vække voldsomme følelser af angst at skulle være selvafslørende, kan vi ikke blive elsket for dem vi er, hvis vi ikke viser os selv. Så har du en fornemmelse af hvilke følelser du ikke måtte vise som barn? Og tør du tage chancen og vise dem nu?
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Når utroskab bliver en del af parforholdet, sætter det ofte gang i en lavine af følelser og relationen er i krise. Ønsker I at finde tilbage til hinanden, begynder processen oftest med at skabe tryghed.
I et parforhold er der to forskellige. Dig OG mig. Så der er et ‘og’. Ikke et ‘enten/eller’. Ej heller rigtig eller forkert.
