Kan du høre hvad jeg siger?
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er du trigget og fanget i dit gamle mønster og kan du ikke komme ud af det?
Vi er født med instinkter der skal sikre vores overlevelse. Den måde børn overlever på, er ved at sikre sig omsorg fra familien / de nærmeste omsorgspersoner. De tilpasser sig hvor de hører til og gør alt hvad de kan, for at være elsket. Ligeledes har vi også medfødte instinkter, vi kan bruge til at forsvare os. Når vi bliver skrækslagne eller når noget bliver smertefuldt.
Nogle børn har haft omsorgspersoner omkring dem, der kunne hjælpe med at trøste og berolige, når de blev bange eller kede af det. Andre har som børn gået med følelserne alene, og har derfor mindre tillid til at blive set, hørt, forstået og rummet, hvis de rækker ud efter hjælp. De forsvarer sig på den måde de bedst muligt kan, for at undgå at komme i kontakt med smerten.
Det kan fx være de lukker ned for følelsen eller behovet og går med en oplevelse af, at det er dem der er forkerte eller noget galt med, siden de nærmeste ikke forstår. Eller at de skruer op for lyden, for at få den omsorg de har brug for. Og kan de ikke få omsorg, så bare en eller anden form for opmærksomhed.
Mange af disse overlevelsesstrategier og forsvarsmekanismer tages ofte med ind i den tætteste relation, som typisk er parforholdet, eller forholdet til egne børn. De kan udspille sig på alverdens mulige og umulige måder, så snart noget minder om den følelse de blev ramt på som børn.
De medfødte instinkter der sikrer vores overlevelse og hvordan vi kan forsvare os, har formet os som mennesker. De er her for at beskytte os, og uden dem ved jeg ærligt talt ikke hvor vi ville være.
Men der er stor forskel på hvor nødvendige de engang var, og hvor nødvendige de er nu. Som børn var vi dybt afhængige af de nærmeste omsorgspersoner, for at overleve. Der var nogen der skulle elske os, eller som minimum sørge for mad og en seng. Og der var nogen der skulle lære os hvordan vi lever, hvad der var farligt og hvad der var trygt. Og som voksne bliver forsvaret i parforholdet ofte brugt uproportionalt, og bliver en forhindring for det vi længes efter. Med andre ord, forsvaret er godt, og nogle gange livsnødvendigt, men ikke altid afstemt til situationen her-og-nu og kan holde os os fast i gamle mønstre.
Som vi vokser, udvikler vi også vores evne til at opfatte, forstå og skabe mening. Vi kan tænke logisk og rationelt, og de fleste ved og forstår godt, at der ikke er noget der er farligt eller livstruende i parforholdet (her menes ikke psykisk eller fysisk voldelige forhold). Og alligevel bliver vi følelsesmæssigt overvældet, når vi bliver ramt. Gamle overbevisninger og forestillinger om virkeligheden bliver sort / hvid (liv eller død) og nuancerne forsvinder (hvad der muligvis reelt er på spil).
Måske du føler dig svigtet og føler dig ubetydelig. Men en andens svigt beskriver ikke noget om dit værd og betyder heller ikke at vedkommendes intention var at svigte. Nok snarere at den anden måske ikke evnede at være ærlig. At den anden måske selv havde meget om ørerne og ikke havde overskud. At den anden måske ikke var opmærksom på, at noget var vigtigt for dig. At du måske har stillet krav til den anden, som vedkommende ikke kan efterleve eller strider imod vedkommendes egne behov, eller måske du havde en forventning om at den anden skulle gætte dine behov, uden at de var italesat eller afstemt.
Du kan føle dig overset, og opleve dig som ligegyldig for den anden. Og måske den anden selv føler sig overset. Måske den anden er stresset. Måske den anden føler sig angrebet og kritiseret af dig, og måske er blevet usikker og derfor har taget lidt afstand. Måske den anden slet ikke ved hvordan du vil ses.
Du kan måske blive misforstået og føle dig forkert. Men I er forskellige og føler, tænker, oplever og opfatter forskelligt. Ikke at blive forstået betyder ikke, at du er forkert, blot forskellig fra den anden.
Det kan gøre ondt og føles sårende. Og det er uundgåeligt at gå gennem livet uden at blive såret. Er du ikke reguleret, og er følelserne ikke proportionelt afstemt med hvad der er på spil her-og-nu, kan det opleves som at du ikke kan tåle at blive såret. Der er måske ikke tillid til at livet går videre hvis du går din vej, eller bliver forladt hvis du har behov. Tillid til at du vil klare dig, også selvom det kan gøre ondt for en periode.
Du kan måske ikke rumme følelsen eller angsten for at blive forladt og vil for alt i verden, undgå at komme i kontakt med den. Det kan være du forsvarer dig, sikre dig og gardere dig. Og eftersom vi er mennesker og ikke sten, bliver vi alligevel ramt, før eller siden. Og i mellemtiden kan du såre dig selv endnu mere, ved at holde fast i de gamle overbevisninger om at være forkert og ubetydelig.
At give slip på forsvaret kan føles som at give slip på sin stolthed. Du beskytter dig måske ved ikke at lade vedkommende ind. Ved at lukke ned for empatien og muligheden for at blive berørt af vedkommende. Ved ikke at forholde dig til vedkommende, men rette fokus på smerten. Ved at gøre dig hård og ikke at give vedkommende adgang til at såre dig. Og I mister forbindelsen til hinanden.
Det kan blive en voldsom smertefuld og ensom tilstand, hvor det du måske – inderst inde – længes efter, er at blive holdt om. Men hvordan når du ind, eller lader vedkommende vise dig at du kan være tryg, samtidig med at du overbeviser dig selv om at du skal holde afstand? Det kan synes håbløst at gennemskue hvad der er hvad. Hvad er den autentiske dig, som voksen og hvad er indlærte mønstre fra fortiden. Du er måske sammen med en du elsker, men kan ikke nå vedkommende. Det føles farligt, selvom du forhåbentlig er fri til til at gå hvis vedkommende du har valgt er hensynsløs og ikke kommer med gode intentioner.
Måske du har oplevet et tillidsbrud, og her træder forsvaret ind som en sund begrundet mistillid. Er du blevet løget for, giver det mening
ikke at have tillid til vedkommende i denne specifikke situation. Måske du evner at forstå hvad der drev vedkommende, og måske det giver mening. Så kan du forholde dig til det. Måske det ikke giver mening, og hvad kan du så gøre, for at sikre dig mod tillidsbrug fremover, hvis du ikke kan vende dig om og gå?
Måske din partner har været afvisende og sagt noget i en tone du blev ked af. Hvad har du så behov for her og hvordan skulle du reagere på det, hvis du skulle tage dine behov alvorligt? Give besked om at du ikke vil tales sådan til. Og hvis det stadig ikke siver ind, så gå din vej?
Når følelsen og sårbarheden kan være svær at rumme, pakkes den så langt væk som muligt. Måske den bliver pakket godt ind, både i vrede og frustration.
Ligger der fx en gammel overbevisning om at dine behov er forkerte og tidligere erfaringer har lært dig, at du ikke bliver mødt i dine behov. Så har du måske ikke tillid til at du kærligt kan spørge din partner, om det du ønsker. Og hvis vedkommende siger ‘nej’ er det ikke fordi du er forkert. Men fordi der er flere nuancer.
Er der ikke den tillid, kan det være du lukker ned for dine behov og slet ikke mærker dem, og tilpasser dig. Det kan også være du mærker dem, og holder dem inde. Du vil ikke sige dem højt, men det er også svært at give slip på. Måske du håber din partner gætter dine behov, eller har en forventning om at vedkommende burde vide hvad du har brug for. Medmindre din partner er tankelæser, vil vedkommende sandsynligvis skuffe dig, for det er umuligt at gætte andres behov.
Du ender endnu mere skuffet, og måske endda vred og frustreret. Måske du gør dig antagelser om den andens ignorance eller selvoptaget karraktertræk, og bliver endnu mere frustreret. Måske du angriber vedkommende for ikke at kunne regne dine behov ud og for at være så ligeglad, eller måske du straffer vedkommende med stilhed og tydelig skuffelse.
Det kan synes som at du beskytter dig og en måde at forsvare sig på. Men eftersom du formentlig er med en du elsker og helt frivilligt selv har valgt, virker det tåbeligt at skulle beskytte sig mod selvsamme.
Du gentager blot hvad du har lært.
At være i forsvar og genspille de gamle overlevelsesstrategier, er en tilstand af stress for kroppen og nervesystemet er på vagt. Vejrtrækningen bliver overfladisk, blodet pumper hurtigere, lunten bliver kort og verden synes sort/hvid. Der lukkes ned for de kærlige, livsglade, nysgerrige og rummelige følelser, og de hårde følelser tager over. Den kropslige fornemmelse er ligeledes hård, knudret, lukket og sammenbidt.
Fordi det føles som en måde at beskytte sig på, kan det være svært at give slip på. Og det giver i sagens natur god mening. Forsvaret er her for at passe på dig. Det er overbevisende. Det insisterer på at blive ved med at gøre det du engang lærte. Tag ingen chancer. Du risikerer at dø, blive dømt, blive afvist eller forladt. Det fungerer som en automatrefleks (et instinkt) og virker derfor som det mest naturlige i verden.
Men passer det nu også på dig? Er forsvaret proportionelt til hvad der er på spil. Er det hensigtsmæssigt for dig at beskytte dig imod det du måske længes efter? Måske dine omsorgspersoner ikke tog dine behov alvorligt, men måske vedkommende overfor dig gerne vil, men ikke ved hvordan. Ikke at det er din partners ansvar, men en mulighed for at mødes i livet, og støtte hinanden, hvis der er gensidighed. Du er under alle omstændigheder fri til at tage vare på egne behov, og til at opdage alle de andre nuancer i verden.
Måske du i virkeligheden ikke behøver at forsvare dig, men i stedet finde andre måder at møde din partner og selv blive mødt. Måske din partner har mere lyst til at møde dig, hvis vedkommende også føler sig betydningsfuld for dig.
Måske du kan opdage at du ikke er forkert, ligesom din behov heller ikke er det. Det kan godt være du ikke kan få dem alle opfyldt, men det gør dem stadig ikke til forkerte, men blot et ønske du ikke kan få opfyldt, som du bedst muligt kan forholde dig til, hvad du så vil gøre ved.
Måske du kan opdage, at det ikke er farligt at ønske sig alt i verden, så længe det er kærligt, autentisk og tåleligt også at få et nej
Måske du kan opdage at når forsvaret ikke er en forhindring og en isolering fra den du elsker,
at I kan nærme jer hinanden og du kan få noget af det du måske længes efter. En forbindelse til din partner. En mulighed for at blive holdt om, kigget i øjnene og taget alvorligt.
Og der vil altid være en risiko for at blive såret i kærlighed …Og du overlever alligevel.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
De fleste tænker om kommunikation, at det afhænger af evnen til at formidle budskaber. Men god kommunikation afhænger i lige så høj grad, af evnen til at lytte til den anden og det, der bliver sagt
Er mistilliden kommet imellem jer, og sidder I fast der? Den fine balance at bevæge sig fra mistillid til tillid