Parforhold: Findes den eneste ene?

Er vi rigtige for hinanden, og har skæbnen udvalgt os som et perfekt match for hinanden?

Eneste ene

I forelskelsen er vi blinde. Vi ser kun det, vi har besluttet os for at se. Alt andet er usynligt. Og om vi passer sammen eller ej; det er noget, kun tiden kan vise. Opfattelsen af, hvad det vil sige at passe sammen, er dog stadig forskellig fra person til person. En af de mere uhensigtsmæssige opfattelser af kærligheden er, at vi skal passe sammen på alle ledder og kanter – i al evighed og i al enighed. To skal blive ét!

Hvor mange gange har vi ikke selv oplevet eller hørt andre sige, at denne gang er det rigtigt, altså helt rigtigt! Vi er som skabt for hinanden. Alligevel viser Danmarks Statistik en skilsmisseprocent på knap 50 %. Par går fra hinanden, når drømmen braser, hverdagens struktur tager overhånd, og det romantiske kommer i baggrunden.

Aristofanes fortælling om kærligheden i Platons Symposion er myten om, at mennesket engang var kuglerunde med fire arme, fire ben og to ansigter. De havde stor styrke og tapperhed, og de kunne løbe hurtigt, for de kunne snurre rundt på otte lemmer. De blev for overmodige og forsøgte til sidst at stige op i himlen for at bekæmpe guderne. Zeus besluttede sig derfor at straffe dem ved at kløve dem midt over i to, så de kun havde to arme, to ben og et hoved, og herfra var menneskets fuldkommenhed og lykke slut. Siden hen har den ene halvdel ledt efter den anden halvdel, så de kan blive genskabt til den oprindelige tilstand, da mennesket var et hele. Kærligheden er altså en heling af fortidens sår, og indtil vi finder den halvdel, vi mangler, er vi kun halvdelen af os selv.

Denne fortolkning af kærligheden ligger stadig dybt i mange af os. Vi bliver forført af romantiske følelser, og vi bliver generation efter generation fortalt, at lykken findes i kærligheden, og at den eneste ene venter derude et sted. Tornerose, Askepot og Snehvide fik hver deres prins, Sailor og Lula kunne endelig stikke af sammen iWild at Heart, Clarence og Alabama erklærede deres true love med en ægtepagt og en tatovering, dagen efter de mødte hinanden, og Sonnyboy – ikke mindst – blev godt og grundigt sat på plads, da det viste sig, at køkkenmontøren Niller var den eneste ene for Sus. Vi ser sjældent en virkelig gengivelse af kærligheden og parforholdet, hvor lortebleer, spaghetti med kødsovs og kvartalsregninger fra Ørsted også er en del af historien og hverdagen.

Er det hele bare tomme floskler, eller bliver vi rent faktisk ”hele mennesker” af at dele vores liv med en anden?

I modsætning til for 100 år siden vælger vi i dag vores partner ud fra følelser, og vi skal selv definere og blive enige om, hvordan vi vil danne par, og vi skal gøre det på en måde, der passer til vores individuelle behov. De samfundsmæssige betingelser er ændret, til trods for at historien stadig blander sig i dannelsen af det nutidige parforhold.

Når vores forventning til kærligheden er så høj, har det netop rod i den romantiske forestilling om, at parforholdet er en sammensmeltning af to vidt forskellige individer, der for altid vil være forbundet i kærligheden. Vi drømmer om en ekstatisk, lidenskabelig forelskelse, der bliver til en livslang forening med fortrolighed, og vi håber på at have den eneste ene ved vores side, en sjæleven, der kender os helt ind i knoglerne, og på trods af dette kendskab alligevel elsker og holder af os, sådan som vi er.

I dag er mange i gang med at gøre op med tanken om, at den eneste ene findes. Vi går fra hinanden, vi finder en ny, eller vi har flere partnere samtidig. Men idealet om, at kærligheden kan hele, lever stadig videre, og der kan ikke komme andet end skuffelse ud af idéen om, at kærligheden er så almægtig, at den elskede har til opgave at udfylde tomrummet og alle længsler hos den anden.

Overvejer I at tale med en parterapeut?

Ring på 50 86 52 08 eller send mig en mail, hvis I er interesserede i at booke tid til parterapi, eller hvis I har spørgsmål til mig.