At bevare en kærlig relation, kræver opmærksomhed og prioritering.
Eller kontakt mig på volder@thepraxis.dk. Adressen er Frederiksborggade 3, 2. sal, 1360 København K.

Kærligheden og parrelationen er måske den mest komplekse opgave i voksenlivet. Og alligevel betragter mange dem som en relation, der kan passe sig selv. De giver den ikke opmærksomhed, den bliver ikke prioriteret, for hvis den er stærk nok eller rigtig nok, sker det af sig selv, på magisk vis.

Hverdagen de bygger op sammen, bliver forstyrret af alt muligt andet omkring dem, hvilket giver god mening, sådan som samfundet er indrettet i dag. Men det bliver også på bekostning af kærligheden og det de fleste længes efter; At føle sig elsket og betydningsfuld. Livet og hverdagen bliver pludselig det betydningsfulde. Arbejdet, om vasketøjet er sat over, eller om der er handlet til weekenden. Der er sjældent hverken tid eller overskud til at vende sig mod hinanden, kigge hinanden dybt i øjnene, eller lade sig berøre af den anden.

FYSISK OG FØLELSESMÆSSIG AFSTAND

Med tiden kommer der fysisk og følelsesmæssig afstand, både til egne behov for at føle sig elsket, og til partneren. De bliver mere og mere optaget af hverdagen og glider længere og længere væk fra hinanden. Mange par kommer til at leve i en automatiseret og halvsovende tilstand, hvor hverdagen er mere præget af at klare pligterne, og mindre af at leve og nyde hinandens nærvær.

For nogle par kan det virke uoverkommeligt og nærmest urimeligt, at de skal bruge tid på hinanden. Hvis den ene pludselig mærker længslen efter kærligheden og følelsen af at høre til med den anden, kan det virke som et urimeligt krav. Skal jeg virkelig også bruge tid på dig? Kan du ikke se hvor travlt jeg har?

Ikke destro mindre, er det ofte der, den går galt. Urimeligt eller ej. Et kærligt parforhold kræver at parterne prioriterer hinanden og mærker deres betydning for hinanden. Det betyder ikke at de skal investere flere timer dagligt, men måske bare små øjeblikke, hvor de vender sig mod hinanden, og tør vise den anden at vedkommende er betydningsfuld.

NÅR PARFORHOLDET ER OVERLADT TIL SIG SELV

Parforholdet kan ikke bare ‘passe sig selv’. Begge parter må pleje det og passe på det. Mange tror fejlagtigt at det er den andens ansvar, og så går de og venter på at den anden tager initiativ. De taler ikke om det, men går hver især med tankerne ‘det er din tur til at bevise noget…’ eller ‘sidst var det mig…’ Her kan de være fastholdt i mange år, hvor begge føler sig ensomme og tomme indvendigt. Ingen af dem får det de længes efter.

Når der først er kommet afstand mellem parterne, bliver de gamle sår for alvor aktiveret. De gamle forsvars- og reaktionsmønstre bliver som voldgrave mellem parterne og afstanden bliver endnu større. Så ikke nok med at de i forvejen var forstyrret af hverdagens pligter, bliver de også forstyrret af fortidens smerte, hvor de ofte kommer til at gøre den anden ansvarlig, for den smerte der er trigget.

VÆR VÅGEN OG OPMÆRKSOM

Et godt parforhold kommer af at være vågen, opmærksom og reflekterende. Når parterne forholder sig til hinanden og ikke blot til egne antagelser om den anden. Når de tør være sårbare og lade sig berøre af den anden. Når de tager ansvar for egne følelser og behov. Og når de er klar til at opgive kampen om hvem der skal begynde, og er villige til selv at byde ind med at insistere og prioritere et kærligt forhold.

I sidste ende er det hvad de fleste længes efter. At elske og at føle sig elsket og at kunne udvikle sig sammen. Men forholdet er imidlertid blot summen af det de byder ind med. Bydes der ind med bebrejdelser, kritik, frustration, praktik og koordinering af hverdagen, så bliver det indholdet af jeres forhold.

Hvis vi tør erkende at vi længes efter et kærligt forhold, og hvis vi er villige til at opgive kampen, er en god begyndelse at give noget af det vi selv længes efter. Hvad vil I byde ind med?

CIRKELINE VOLDER / THE PRAXIS

Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening

Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.

Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.

KLIENT ANBEFALINGER

SENESTE INDLÆG

FÅ FEM GODE RÅD TIL JERES PARFORHOLD

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet, med gode råd og inspiration til parforholdet (kan afmeldes når som helst).