Uanset, er det vigtigt at kunne skærpe sin opmærksomhed på hvad har jeg brug for lige nu eller hvad ønsker jeg mig lige nu. Der er stor forskel på et behov og et ønske. Og ikke mindst at kunne bede om det kærligt og evt. tilbyde det til den anden.
At være vågen og opmærksom på sig selv, som et levende og dynamisk menneske i konstant forandring, mellem forskellige relationer og i forskellige situationer.
Selvom jeg som parterapeut ikke selv arbejder med kærlighedssprog, hører jeg ofte klienter fortælle om deres eget kærlighedssprog. Det bliver ofte udtrykt som noget der minder om en kravspecifikation til den anden.
Det bliver nogle gange en kamp mellem parterne om hvis sprog der er mest rigtigt. ’Du skal tale noget mere af mit sprog før jeg føler mig elsket’.
Lidt billedligt talt: Hvis du selv er tysker og vælger en italiener, kan du ikke forvente at der tales flydende tysk imellem jer. Der er hverken noget galt med italiensk eller tysk, og måske I hver især kan lære jer at sige ’prost’ eller ’grazie mille’, men I kan ikke insistere på, at det ene sprog er bedre eller mere rigtigt end det andet, og samtidig have et ligeværdigt forhold.
Der er måske noget af den andens sprog der kan være hensigtsmæssigt at lære at forstå og udtale, fordi det er meningsfuldt. Men vi er forskellige, og at vælge en der er forskellig fra os selv, med et andet sprog, er noget vi må forholde os til. Det kan blive nødvendigt at acceptere at nogle ord udtales forkert, eller med accent der kan gøre budskabet svært at forstå. Og stadig have tillid til at være elsket selvom ‘Ich Liebe dich‘ med italiensk accent kan lyde som ’nicht liebe dich’.
Det er også en måde at opdage at det også er muligt at der er andre veje til at mærke kærlighed, hvis der er villighed til at se det. At forvente en italiener kan tale flydende tysk, vil ofte ende med skuffelse og en overbevisning om ikke at være elsket, blot fordi det ikke er på tysk.
Det er heller ikke den andens ansvar at overbevise os om, at vi er elsket. Den anden elsker på den måde vedkommende kan, og udtrykker sin kærlighed intuitivt. Så der er også meget at opdage ved at betragte hvad den anden gør, og hvordan vedkommende udtrykker sin kærlighed. Snarere end en insisteren på at det skal være tysk. Der er meget at lære og blive overrasket over i hinandens forskellighed.
Det er også befriende at kunne bede om det vi mangler, om det skal være på tysk på det ene tidspunkt, fransk på et andet og polsk på et tredje.
Og hvis fransk virker bedre på et givent tidspunkt vil det endnu engang blive en skuffelse, hvis den anden tror at det altid skal være på tysk. Og så bliver det først forvirrende. ’Så når du er ked af det skal jeg tale tysk, og når du er glad skal jeg tale fransk?’.