Når du opgiver egne behov for din partner, forsvinder du fra dig selv. Og derfor forsvinder du også for din partner
Når dynamikken i parforholdet synes som, at den enes behov og følelser fylder mere eller er mere væsentlige end den andens, kan det synes svært at vende tilbage til et ligeværdigt forhold, hvor begge parter forholder sig til hinanden og hinandens forskellighed.
Måske du oplever at gå på kompromis med dig selv, og måske du tænker at det er den andens skyld, at du skal vige dig, at der ikke er plads til dig, at du er forkert eller at du skal gå på æggeskaller. Det kan være at din partner har et behov eller et ønske/krav om at ting skal foregå på en bestemt måde, eller at du skal være på en anden måde, og når det ikke sker, kan der komme en ubehagelig reaktion fra din partner.
For at undgå den reaktion fra din partner, kan det være at du automatisk retter ind eller føler at der ikke er plads til dig. Måske du gør dig ansvarlig for hvordan din partner har det, på en måde hvor du går på kompromis med egne behov, så din partner ikke bliver skuffet eller vred. Og måske du i virkeligheden bare ønsker at din partner er glad, så du kan mærke kærligheden tilbage igen, og derfor kan ‘få lov’ til at fylde lidt mere i forholdet.
At vige for den anden (medmindre det er et reflekteret valg eller prioritering), er ofte forbundet med ubehag eller uvilje. Men angsten for at blive forladt, eller ubehaget ved en evt. konflikt, og at føle sig i vejen eller til besvær fylder mere, og derfor synes det som, at der ikke er andre muligheder, end at rette ind.
Med tiden kan du opleve at der bliver mindre opmærksomhed på dine egne behov og ønsker, og mere opmærksomhed på din partners. Og der bliver lige så stille og roligt mere afstand til din partner og mindre plads til at være dig. Du er i gang med at overskride din egen grænse (altså at mærke dig selv og egne behov).
Din partner står måske på den anden side, og gør dig ansvarlig for vedkommendes behov, og fortæller dig at det hele er din skyld. Hvis du bare var på en anden måde, så ville alt være godt. Men din partner har ikke forholdt sig til, at vedkommende har valgt dig. Som den du er.
Selvom begge parter ofte længes efter det modsatte og oplever denne dynamik som ensom, frustrerende, magtesløs og klaustrofobisk, bliver de ofte ved med at gøre endnu mere af det samme. De kan ikke nå hinanden, de bliver ikke mødt i de smertefulde følelser de har og de oplever ofte at få det modsatte af det de ønsker. Den ene fjerner sig endnu mere og den anden regerer endnu mere voldsomt. De aner ikke hvordan de skal komme ud af det.
Selvom diskussionerne måske omhandler hvor skyldig du er i vedkommendes utilfredshed og skuffelse, ligger der i de fleste tilfælde paradoksalt nok en længsel efter at du gør det modsatte. En længsel efter at mærke dig. Som den du er. Hvad du ønsker, hvad du har behov. For at mærke din grænse og ikke den tilpassede version, du tror vedkommende forventer.
Ofte er det grundet i selvsamme angst for at blive efterladt og udspiller sig blot på en anden måde. Kan vedkommende regne med dig? Føle sig sikker på at du er her? Og jo mere du forsvinder fra dig selv, des mere angst vil det vække i den anden. Det bliver ofte også umuligt at være til stede og nærværende, da nærvær er funderet i at være autentisk og at kunne mærke sig selv.
Vedkommende har måske brug for at kunne forholde sig til dig, og når du forsvinder vækker det en utryghed. Vedkommende har måske også brug for at kunne forholde sig til egne følelser, der kan være svære at rumme alene. Uden at gøre dig ansvarlig for dem, men at lære at rumme og mestre dem.
At levere ansvaret tilbage igen, kan betyde at du skal kunne tåle, at der er en risiko forbundet med at tage noget af din plads tilbage, og give dig lov til at have behov og ønsker. At du kan tåle at din partner ikke kan acceptere at du har behov, og derfor vælger at gå. At du kan tåle at din partner måske bliver skuffet eller ked af det (og sådan er livet også nogle gange). At du kan tåle at føle dig besværlig. At du kan styre trangen til at gøre dig ansvarlig for din partners velbefindende, ved at afvise dit eget.
Det betyder også at du nogle gange skal sige ‘nej, det kan du ikke få’, eller ‘det er jeg ikke enig i’. Og det ‘nej’ bliver langt nemmere at levere kærligt, ligeværdigt og imødekommende, når grænsen ikke er overskredet (når du mærker den langt før) og stadig kan bevare roen. I modsætning til som du måske har oplevet at føle dig så meget trængt op i en krog, at du eksploderer i raseri. Det sker ofte når grænsen er tilpas meget overskredet og ikke er til at holde det ud mere. Det er ofte den sidste udvej ud af konflikten, og desværre det din partner møder, når vedkommende endelig møder din grænse. Hårdt, afvisende og måske angribende.
Hvis du oplever at I giver hinanden skylden, kan det for mange være gavnligt at minde sig selv om eget personligt ansvar i dynamikken (medmindre vi taler om aftalebrud, svigt eller overgreb). Det er muligt at din partner reagerer følelsesmæssigt voldsomt, men du er altid fri til at sige ‘jeg er mig, som den jeg er, og den du har valgt. Der er tydeligvis noget du ikke er tilfreds med, så hvordan forestiller du dig vi sammen kan forholde os til det? ’. Jeg er med på, at det ikke altid er ‘bare lige’ når det gamle fra bagagen forstyrrer. Men det er stadig et personligt ansvar at undersøge, hvad det er du har med i bagagen, der forhindrer dig i at være dig.
Det er altså ofte langt mere interessant at undersøge hvad jeg gør ved mig selv, end det er at undersøge hvad den anden gør forkert. Men desværre er det ofte den vej de fleste kigger, når noget gør ondt. Den enes usikkerhed er altså ikke den andens ansvar at fjerne. Det kan være en kæmpe støtte, når parterne kan arbejde sammen om de konflikter der opstår i forholdet. Når de kan række ud til hinanden, empatisk, autentisk, ligeværdigt, kærligt og med personligt ansvar. Og ikke ved at fordele ansvar, bekrige hinanden, eller diskutere hvem der er rigtig og hvem der er forkert.
Alternativet kan være at gå på æggeskaller.
Jeg er certificeret og uddannet parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi), hvilket er et kvalitetsstempel for både flere års erfaring samt godkendt og valideret uddannelse. Terapien foregår i København K og jeg følger naturligvis de gældende etiske regler fra Dansk Psykoterapeutforening
Du kan kontakte mig på volder@thepraxis.dk, hvis du har yderligere spørgsmål. Du kan også læse meget mere om parterapi eller psykoterapi her.
Er der noget du er i tvivl om, eller har du brug for at vide mere om hvordan jeg arbejder, kan du booke en 15 minutters online forsamtale nedenfor.
Når utroskab bliver en del af parforholdet, sætter det ofte gang i en lavine af følelser og relationen er i krise. Ønsker I at finde tilbage til hinanden, begynder processen oftest med at skabe tryghed.
I et parforhold er der to forskellige. Dig OG mig. Så der er et ‘og’. Ikke et ‘enten/eller’. Ej heller rigtig eller forkert.
